Makaber dukkedans


Mens alt endnu er nogenlunde fred og idyl: Slangen og den mediterende yogi i omfavnelse. Stillbillede fra Nathalie Djurbergs seks et halvt minut lange videoværk “Snakes Knows It’s Yoga”, 2010. Foto: Nathalie Djurberg.

Barske historier fortalt i et grotesk og humoristisk billedsprog, akkompagneret af en markant lydside. Svenske Nathalie Djurberg har indtaget Gl. Strands to øverste etager med tre videoværker og en stribe skulpturer, der spejler persongalleriet fra det urovækkende filmiske univers.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 8, 2011, p13

De tre film (samt en serie ældre videoværker der også vises på udstillingen) er skabt som ‘claymations’, en dukkefilmsteknik, hvor hver enkelt bevægelse er optaget ét billede ad gangen. Normalt forbinder man dukkefilm med barnlig glæde, men Djurberg bruger mediet til at formidle groteske og uhyggelige fortællinger.

Det starter ofte stilfærdigt – som i titelfilmen “Snakes Knows it’s Yoga”, hvor en slange snor sig om en mediterende yogi, der først fascineres af slangens inciterende ‘danse macabre’ men ender med at blive hypnotiseret og flænset i stumper og stykker. Eller de sensuelle piger i “The Experiment (Greed)” der dels danser kælent, dels misbruges af tre magtfulde præster, men også sønderriver hinanden. Hvem er bøddel, hvem er offer?

Filmene kan ses som undersøgelser af magt, sexualitet, underkastelse, (selv)destruktion og af menneskets søgen efter en mening med virkeligheden. Og vel at mærke en virkelighed, der kan være fyldt med kontraster: “Ved at vise noget rigtig ondt og grimt, kan du samtidig vise noget fantastisk smukt,” som Nathalie Djurberg har formuleret det i et interview med ‘kunsten.nu’. Brugen af dukkefilm som medie hjælper også med til at gøre fortællingen lettere at kapere, hvor voldsom den end måtte være: “Når man bruger det barnlige, komiske og groteske, kan man lettere håndtere noget der er hårdt.”

Djurberg giver ikke direkte forklaring på hvad det er, hendes personer søger efter – men overlader det til beskueren at tænke over den barske virkelighed. Måske er der lidt af os selv i figurerne og deres usikkerhed?

Uanset om man tryllebindes af filmværkerne (hvis lydside er skabt af Djurbergs kæreste, komponisten Hans Berg) eller går på opdagelse blandt de knap 40 vitriner med statiske figurer – yogier, trolde, præster, østerlandske guder og tynde kvinder i obskøne positurer eller med afrevne lemmer – er kontrasten der; kontrasten mellem det umiddelbart smukke og det latent farlige.

Figurerne er ikke store, men utroligt livagtige – især et par steder på midteretagen, hvor gulvet giver efter og får figurerne til at vibrere inde bag glasset. Man venter næsten at se den nøgne arkivar trække skufferne ud, eller de mediterende guruer svæve op fra gulvet. Det gør de dog ikke – men det er en anbefalelsesværdig og tankevækkende oplevelse at bevæge sig ind i Djurbergs grotekse univers, der efterlader serier af billeder på nethinden længe efter.

Nathalie Djurberg: Snakes Knows It’s Yoga
Kunstforeningen Gl Strand

Gl. Strand 48, København
Til 13. november 2011
www.glstrand.dk
Tirsdag-søndag 11-17, onsdag-torsdag 11-20, mandag lukket