Filosoffen-udstillingen på skinner

Filosoffen-skilt

I dag er der nøjagtig tre uger til den tredje og foreløbig sidste i rækken af Fifty/Fifty-udstillinger åbner – i Kunstbygningen Filosoffen i Odense. Vi har fået trykt en ordentlig bunke invitationskort og er i fuld gang med at forberede omdeling af dem bl.a. på cafeer mv. i Odense i de kommende uger. Send mig en mail, hvis du vil have en håndfuld at dele ud af til dine kunstinteresserede venner og bekendte – der skulle jo gerne være fuldt hus tirsdag den 29. januar! Ferniseringen er kl. 17-19. Hvis du hellere bare vil have en mail med invitationen, så tilmeld dig vores nyhedsbrev på pryds.com/news

Vi har også programsat to Artist Talks – lørdag den 2. og søndag den 10. februar, begge dage kl. 14.30 – her vil jeg give en lille rundvisning i de tre udstillingssale og fortælle om udvalgte billeder og om bogen “Pages of a Non-Existent Diary”, som naturligvis kan købes (og signeres) ved samme lejlighed.

Udstillingen bliver min største separatudstilling hidtil, og vi bygger de tre sale i Filosoffen op så de har hver sit tema. I disse dage prøver jeg at få overblik over, hvad der skal hænge på hvilke vægge i den flotte kunstbygning, der i øvrigt har en af Danmarks smukkeste beliggenheder lige ved Odense Å. Udvalgte værker i udstillingen vil blive markeret med en QR-kode, som man kan scanne og læse ekstramateriale om fx processen eller ideen bag værket. Se meget mere om udstillingen på pryds.com/filosoffen