Håndarbejde Nu nomineret for design

Et opslag i tidsskriftet Håndarbejde Nu er nomineret i årets danske magasindesign-konkurrence, MDID No 03, der arrangeres af Foreningen for Magasindesignere i Danmark.

Opslaget er nomineret i kategorien “Årets trin for trin / Gør-det-selv” og er en guide til, hvordan man kan kreere sine egne raflebægre ud af forhåndenværende materialer som fx en plastic-dunk, en punkteret basket-bold eller et stykke presenning. Guiden er skrevet og fotograferet af Irene Egeskov Andersen og layoutet af Tolstrup Pryds Grafisk Tegnestue.

HaandNu_2-2012_18-19_rafle

Håndarbejde Nu’s redaktør siden 2011 Lisbeth Tolstrup siger om nomineringen: “Det er skønt at blive nomineret, for det er et tegn på, at indhold og design går op i en højere enhed. Så er der noget ved at redigere et fagblad!”

Tre bidrag nomineres i hver af de ialt 57 kategorier i konkurrencen, der i år afholdes for tredje gang. Om det lykkes Håndarbejde Nu at vinde den endelige pris, afsløres ved en  gallafest den 7. juni hos Aller Media i København.

Se mere om Håndarbejde Nu på haandarbejde.nu
Se mere om MDID – Foreningen af Magasindesignere i Danmark på grafiskkollegium.dk/mdid/