Fælles musikalitet

INT_Anne-Wivel-FotoPR-crop
Filminstruktøren Anne Regitze Wivel har skabt et rørende og respektfuldt portræt af maleren Per Kirkeby, midt i hans livs måske største menneskelige og kunstneriske krise. Foto: PR

 

At skabe et kunstværk er oftest en ensom affære, men når værket er en portrætfilm, er der to parter, der skal være enige. I “Mand falder” er dialogen mellem instruktør og fotograf Anne Regitze Wivel og den portrætterede Per Kirkeby en respektfuld balancegang. Kunstavisen har mødt instruktøren.

Af Lars Pryds  | Fra Kunstavisen nr. 11, 2015

“Mand falder” skildrer Per Kirkebys kamp for at finde tilbage, efter at han i 2013 faldt ned af en trappe og fik en hjerneskade, der gør det vanskeligt for ham at arbejde. Anne Wivel, ven med Kirkeby gennem mange år, blev på den baggrund forskrækket, da han bad hende tage kameraet med til deres første møde efter faldet.

“Det er en præmis for filmen. Det er ikke en kontrolleret affære, det er et rystet væsen, der møder et rystet væsen. Og det kan være stimulerende for os begge to, i stedet for et nervøst første møde efter en ulykke – er han meget forandret? Det var han så slet ikke for mig, men det er ukendt, hvad man går ind til,” siger Anne Wivel.

Det er at bruge virkeligheden som råstof?

“Ja, det er det, jeg gør. Jeg spørger aldrig om noget. Når jeg laver film, så er det filmen, der stiller spørgsmålene.”

Hvornår og hvad Anne Wivel skal filme, aftales med Per Kirkeby og hans hustru Mari Anne Duus Jørgensen undervejs i forløbet. Fx arbejder Kirkeby i perioder hos kobbertrykker Niels Borch, der har ideer om “noget Per kan arbejde med, som han kan overskue”. Wivel er med:

“De holder mig orienteret om, hvad de laver og om, hvad Per tænker kan have min interesse. Men jeg spørger ham aldrig: ‘hvad tror du vi har gang i?’ Han spørger heller ikke mig. Så vi har en stor frihed, men vi har også en fælles musikalitet. Det er en tillidserklæring at få så frie hænder, men også et stort ansvar. Tit er Per meget velforberedt. Han har en plan – og så kan jeg stritte imod eller gå med som jeg nu vil.”

Kirkebys hustru taler i filmen om, hvad der er værdigt i forhold til at hjælpe ham igennem processen. Der er også en indbygget værdighed mellem jer?

“Jeg er ikke nyfigen. Der er masser af ting, min film ikke gider beskæftige sig med, om det så foregår lige for øjnene af mig. Det mest ublufærdige er at se ned i det, han gør. Det synes jeg er et billede på, hvor modig han er: at han lader kameraet følge processerne, når han arbejder. Men alt det andet – jeg er jo ikke med ham i soveværelset, på badeværelset eller lignende – det kunne jeg ikke drømme om, det interesserer mig ikke en meter.”

Kampen for at kunne male igen
Både Per Kirkebys sans for humor og hans intellekt hjælper ham i forløbet.

“Det er en vigtig side af ham. Han kan snakke om de højeste materier på en fuldstændig fladpandet måde, så vi alle kan være med. Han kan gå fra det høje til det lave på et splitsekund. Han er på den måde meget underholdende og lige ud af landevejen. Han kan sige nogle meget kloge ting, men han siger det i et forståeligt sprog, så man næsten ikke opdager, hvor dybsindigt det er. Han er helt klar i bolden – sproget og hovedet er intakt.”

Kirkeby bruger undervejs sin kunstneriske nerve til at komme videre – som en slags terapi. Men aldrig uden en professionel stillingtagen til det, der kommer på papiret eller lærredet. Fx tegner han igen og igen en trappe, i et enkelt tilfælde med forlæg i en tegneserie, hvor Prins Valiant falder af hesten.

“Der er et drama dér, som han bearbejder. Det øjeblik, hvor Prins Valiant slår hovedet, det er hårdt, og det er Per jo lynende bevidst om også i forhold til filmen. Men det er også noget andet, det er en beslutsomhed uden lige. Og det er en udvikling, som vi allesammen bliver inviteret med til. Filmen udløser en lang række almenmenneskelige betragtninger. Vi ved pludselig noget om, at døden står derude et sted. Det har jeg været optaget af og haft gehør for,” uddyber Anne Wivel.

Men filmen slutter vel mest af alt optimistisk?

“Ja, det synes jeg også selv. Men jeg lader den jo være fuldstændig åben. Ingen kan vide, hvad der vil ske. Vi følger Per i et kort øjeblik til sidst, hvor han siger ‘jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere, lad mig holde op med det samme’. Og så bliver han alligevel grebet, da han ser seks tomme lærreder. Næste dag er han i gang.”

Stilhed og pauser
Der er i filmen en del stille sekvenser, hvor man ser Kirkeby betragte sine værker eller sidde og tegne.

“Det er noget, jeg har øvet mig på i mange år, filmisk. Vi er så bange for pauser, for det tomme rum. Jeg prøver at lade os eksistere der, hvor ingen ved, hvad der kommer – og jeg siger ikke en lyd. Det har Per været enormt god til at mærke – og så tier han også helt stille. Det er sådan noget stof, min film gerne vil leve af. Det er lige mig.”

Er det det vigtigste, du har fået med i filmen?

“Ja, de øjeblikke, hvor man ikke behøver at sige noget. Dem kan man også skabe ved montager, hvor man etablerer en musikalsk forbindelse til en anden dimension. Lydsiden er gennemtænkt her: Ambitionen er at bringe dig ind i et indre rum, hvor noget er gået i stykker, noget styrter sammen, noget skriger, noget hyler, noget rasler, noget er ikke helt, som det skal være. Den lydside bliver du – ubevidst – fortrolig med, men den betyder meget for dramaet i filmen. Du bliver kastet fra den ydre verden ind i en dyb og mærkelig verden inde i Pers hoved, og dér ved jeg jo ikke, hvordan det lyder, det er ikke en mikrofon, jeg har sat ind. Den lyd kan man kun digte sig til.”

Mand falder
Manuskript og instruktion: 
Anne Regitze Wivel, 2015.
111 minutter.
Se trailer og mere info om filmen på
http://www.doxbio.dk/movie-archive/mand-falder/

Anmeldelse af “Mand falder” blev bragt i Kunstavisen nr. 10, november 2015.

 

Per Kirkeby på skovtur med hustruen Mari Anne Duus Jørgensen i en pause fra kampen med at finde tilbage til den kunstneriske kraft, der har gjort ham verdensberømt. Foto fra filmen
Per Kirkeby på skovtur med hustruen Mari Anne Duus Jørgensen i en pause fra kampen med at finde tilbage til den kunstneriske kraft, der har gjort ham verdensberømt. Foto fra filmen