Feministen skyder på det hele

Niki de Saint Phalle shooting (colored Film-Still of "Daddy"), 1
Pas på, kunstneren skyder! Retoucheret film still fra filmen “Daddy”. Foto: Peter Whitehead / Schamoni Film

.

Arken viser et fyldigt og veldisponeret portræt af den fransk-amerikanske avantgardekunstner Niki de Saint Phalle, som bogstaveligt talt skød sig til en plads i kunsthistorien

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 3, 2016

BANG! Det første, der møder den besøgende på udstillingen, er et gigantisk fotografi af Niki de Saint Phalle (1930–2002), der sigter direkte på os med et gevær. BANG! Oplevelsen er skudt i gang – en fornem præsentation af den fandenivoldske, hidsigt feministiske og humoristisk forførende kunstner venter i Arkens særudstillingsområde.

Udstillingen er opbygget tematisk præcist, så man kan fornemme den kunstneriske udvikling, Niki de Saint Phalle gennemgik, og i de enkelte sale koncentrere sig om det aktuelle tema.

Billedet med geværet lægger op til den første sal med de nu ikoniske resultater af “skydeaktionerne”, der i begyndelsen af 1960erne katapulterede Niki de Saint Phalle op blandt tidens mest fremtrædende avantgardekunstnere. Skydebillederne blev til ved happenings, hvor kunstnerkolleger og publikum blev inviteret til at tage en salonriffel i hånden og deltage i værkernes tilblivelse.

Objekterne, der blev skudt til måls efter, havde Niki de Saint Phalle forinden bygget som relieffer eller skulpturer af skrot, skrammel, tomater og meget andet holdt sammen af gips. Under gipsen var også små bøtter eller beholdere med maling, der løb ned ad gipsen, når de eksploderede i kugleregnen. Først når skydningen indstilledes, var værket fuldendt.

Mænd, maleri og magi
Om skydebillederne har Niki de Saint Phalle sagt: “I 1961 skød jeg mod: Far, alle mænd, små mænd, høje mænd, tykke mænd, mænd, min bror, samfundet, kirken […] Jeg skød, fordi jeg var fascineret af at se malerierne bløde og dø. Jeg skød for at opnå det øjeblik af magi…”

Et feministisk oprør mod et mandsdomineret samfund, mod en klassisk kunstopfattelse og mod de skønhedsidealer, hun i teenageårene havde været underlagt som højt estimeret fotomodel i magasiner som Vogue, LIFE og Elle. Og ikke mindst mod den far, der havde udsat hende for seksuelle overgreb, da hun var 12 år gammel. Kanaliseret ud i en kunstnerisk skabertrang, der skulle holde hele livet, og hvormed hun konsekvent realiserede, at kunstens formål er at have en holdning.

Sammen med en omfattende tidslinje vises i næste sal nogle af de malerier, Niki de Saint Phalle skabte i slutningen af 1950erne, umiddelbart før hun fandt sit rette element i de tredimensionelle relieffer og skulpturer. I malerierne ses inspirationen fra et besøg i Gaudi’s Park Güell i Barcelona, og man aner her de første formmæssige tilløb til de voluminøse kvindefigurer – “Nana’erne” – som er et gennemgående motiv for den modne Niki de Saint Phalle.

En af grundene til at Niki de Saint Phalle opgiver det traditionelle maleri er, at hun “heldigvis ikke havde en maleteknik, der var god nok” til at udtrykke det, hun ville. Det kunne hun til gengæld ved at bruge ting, fundet på lossepladser eller i supermarkeder. “Hver gang jeg kommer til en ny by, er det første jeg gør at besøge den lokale Monoprix for at se, hvad de har på hylderne”, som hun fortæller i en af de film, der vises i udstillingen.

Herefter følger temaet “Kvindeliv og kvinderoller”, hvor Niki de Saint Phalle undersøger den kvindelige identitet i værker som “Pink fødsel” (1964) og “Portræt af gravid Clarice Rivers” (1964). 20 grafiske tryk med temaet “mig og mine mænd” er som dagbogsblade adresseret til personer i Niki de Saint Phalles liv eller måske til os alle som betragtere, og viser en meget intim og sårbar side af hende.

Den magiske have
Den store skulpturgruppe “Dianas drøm” (1970), tre totempæle, en håndfuld store Nana’er samt den vidunderligt frodige “Clarice igen” (1966-67) anskueliggør storheden i Niki de Saint Phalles store projekt: etableringen af “Tarothaven” i Toscana, der er blevet kaldt “hendes livs mesterværk”.

I en park, som hun fik foræret til formålet, arbejder hun fra 1978 til sin død i 2002 på at opføre 22 skulpturelle bygningsværker ud fra Tarot-kortenes symbolske figurer, og gennem ti år bor hun selv i en af skulpturerne. Igen fornemmer man inspirationen fra Gaudi i de ekstravagante, spektakulære og legende skulpturer. Tarot-haven åbnede for publikum i 1998 og kan besøges fra april til oktober.

I et mindre rum vises dokumentation af udstillingen “Hon – en katedral” (1966), hvor Niki de Saint Phalle sammen med Jean Tinguely og Per Olof Ultvedt på Moderna Museet i Stockholm skabte en kæmpeinstallation, som vakte både skandale og så stor interesse, at museet som det første i verden begyndte at have aftenåbent. Endelig vises Niki de Saint Phalles 115 minutter lange film “DADDY” (1973), hvori hun undersøger forholdet mellem en far og en datter, i en blanding af hudløs selvbiografi og erotisk fantasi.

Niki de Saint Phalle er en af det 20. århundredes vigtigste kvindelige kunstnere, og man kommer hele vejen rundt om hende på Arkens udstilling, der med over 100 værker er den største præsentation af hende i nyere dansk tid. Det er imponerende, at en så omfattende udstilling alligevel efterlader den besøgende med en stor lyst til at se mange flere værker af Niki de Saint Phalle – og med indtrykket af, at der ER meget mere derude. Så: BANG! – bare kom afsted.

13. februar – 12. juni 2016
Niki de Saint Phalle
ARKEN Museum for Moderne Kunst
Skovvej 100, 2635 Ishøj
www.arken.dk
Tirsdag-søndag: 10-17, onsdag: 10-21, mandag lukket

.

Forførende og farverig skyder den to meter høje skulptur “Lily ou Tony” (1965) underlivet frem mod beskueren. Foto Aurélien Mole
Forførende og farverig skyder den to meter høje skulptur “Lily ou Tony” (1965) underlivet frem mod beskueren. Foto Aurélien Mole

 

Photographed during the work's exhibtion at Grand Palais, Paris, 17 September 2014 - 2 February 2015.
Dyr, dukker, jagerfly og legetøjstog er blandt ingredienserne i “Pink fødsel” fra 1964. Foto: Katrin Baumann / Moderna Museet, Stockholm

 

Et personligt brev – eller et nødråb? “You are my love forever and ever and ever?” (1968). Serigrafi 40x60 cm. Foto: PR
Et personligt brev – eller et nødråb? “You are my love forever and ever and ever?” (1968). Serigrafi 40×60 cm. Foto: PR

 

I en favnende bevægelse sender Niki de Saint Phalles “Nana Baloon”, (1960’erne)” signaler om frodighed og erotisk glæde. Foto: KUNSTEN Museum of Modern Art
I en favnende bevægelse sender Niki de Saint Phalles “Nana Baloon”, (1960’erne)” signaler om frodighed og erotisk glæde. Foto: KUNSTEN Museum of Modern Art

 

Niki de Saint Phalles “Venus de Milo” er et af de ikoniske eksempler på resultatet af “skydeaktionerne”. Foto: André Morin
Niki de Saint Phalles “Venus de Milo” er et af de ikoniske eksempler på resultatet af “skydeaktionerne”. Foto: André Morin