Hjem » Blog » Bliv klar til DIY-magasin

Bliv klar til DIY-magasin

Bog: So you want to publish a magazine?
Forfatter: Angharad Lewis
Forlag: Laurence King Publishing, London
(168 sider, £19.95)
Anmelder: Lars Pryds, grafisk designer MD

Fra Journalisten nr. 1, 2017

Udgangspunktet for denne bog er et paradoks. I hvert fald ifølge forordet, hvori det påstås, at den teknologiske udvikling, som angiveligt er i færd med at slå den trykte presse ihjel, faktisk er grundlaget for en opblomstring af uafhængige magasinudgivelser – på print. Simpelthen fordi teknologien nu gør det så nemt at udgive et magasin.

Og måske er der i dag flere end nogensinde, der kunne få dén tanke. Også i Danmark har internet og globalisering sendt mange mediearbejdere ud i arbejdsløshed eller en usikker tilværelse som en hybrid af freelancer, tilkaldevikar og selvstændig. Så hvorfor ikke tage skridtet helt ud – og blive selvudgiver?

I så fald er Lewis’ bog en god vejledning. Ikke en trin-for-trin guide – for der er ikke én vej til succes. Men en opfordring til at lære af andres erfaringer og dermed udforme sin egen tjek-liste over ting, der skal klares, og faldgruber, man skal undgå.

Bogen er opdelt i ti overskuelige kapitler, hver om et konkret emne: Hvad skal mit magasin handle om? Hvordan sætter jeg mit hold af hjælpere? Hvordan reklamerer jeg for magasinet, og hvordan får jeg økonomien til at hænge sammen? Det sidste er essentielt, især hvis man vil udkomme med mere end et enkelt nummer.

Kapitlerne er krydret med case stories og forklaringer af fagtermer og arbejdsgange. Ni veloplagte og givende interviews præsenterer relevante aktører inden for emnet – fra trykkeren over Monocle’s chefredaktør Tyler Brûlé til Peter Bil’ak, der har skabt et unikt abonnements- og distributionssystem for magasinet Works That Work. De interviewede er ikke (længere) små og uafhængige magasinfolk – pointen er, at kommer man rigtigt i gang, kan man komme langt.

Grafikere og visuelt disponerede vil kaste sig over kapitlet “The anatomy of a magazine”. Heri antydes, at det for mange vil være “the fun part” at give form og stemme til magasinet – sjovere (men ikke vigtigere) end de strategiske overvejelser nævnt ovenfor.

Inden projektet når så langt råder forfatteren dog til, at man tager stilling til spørgsmål som ”Vil jeg virkelig det her?” og “Har jeg noget unikt at byde ind med?”. Det er ens egen ildhu og personlighed, der får projektet til at leve. Læserne kan mærke, når formidling kommer fra hjertet.

Overvejer du at tage springet, er dette en rigtig god bog at blive klog af. Den er smukt tilrettelagt, velskrevet og letlæst og dækker stort set alle aspekter ved det at starte et nyt magasin op. Skønt skrevet primært til et engelsk publikum kan den sagtens læses med sigte på et dansk marked.