Filmiske fortællinger

I installationen “More Sweetly Play the Dance” (2015) bærer mænd og kvinder personlige ting i procession, til lyden af et hidsigt hornorkester. Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Kim Hansen

 

William Kentridge etablerer scenen, skaber kulissen og styrer aktørerne med en instruktørs benhårde, visuelle fornemmelse. Handlingen er åben for fortolkning.

Fra Kunstavisen nr. 03/2017

Den sydafrikanske kunstner William Kentridge indledte i 2015 en forelæsning med at fortælle om de “lister”, hans familie konstant laver. Lister over de bedste film, værste film, yndlingsforfattere, favoritfrugter – eller det modsatte. Mango er fx Kentridges datters yndlingsfrugt, mens hans far hader mango. I forelæsningen afbryder han sig selv: “Jeg véd godt, at dette slet ikke interesserer jer, men jeg forsøger blot at forfølge mine tanker, hvor de så end går hen”.

Forelæsningen, givet på konferencen Design Indaba i Cape Town 2015, må have været en lige så fragmentarisk, fortættet, forvirrende og dybt fascinerende oplevelse, som det er at være tilskuer til Kentridges stort anlagte installationer. For det ER faktisk muligt at følge den sydafrikanske kunstneres tanker – og de kommer vidt omkring. I sine værker blander Kentridge klassiske discipliner som kul- og tuschtegning, collage og skulptur med moderne dans, skyggeteater, musik og animationsfilm. Og meget mere.

Udstillingen på Louisiana er bygget op omkring fem større installationer, der hver indtager et helt rum. I overgangene mellem disse vises en række forarbejder og rekvisitter, brugt i værkerne. Dertil kommer to mindre rum, hvor der på mere traditionel vis vises dels en række af de tidlige stop-motion film fra 1989 og frem, som blev Kentridges internationale gennembrud, dels – som en slags opsummering – filmen “Second-hand reading”, en næsten retrospektiv vandring gennem kunstnerens univers. Her ses i animeret, tegnet udgave mange af de figurer, der optræder som ‘rigtige’ skuespillere i de større filmværker.

 

William Kentridge: Stillbillede fra “Second-Hand Reading”. Foto: Courtesy William Kentridge, Marian Goodman Gallery, Goodman Gallery and Lia Rumma Gallery

 

Evigt eksperimenterende
William Kentridge er født 1955 i Johannesburg, hvor han stadig bor. I halvfjerdserne følger han politiske og afrikanske studier på universitetet, efterfulgt af kunststudier; i firserne arbejder han som skuespiller og instruktør. I halvfemserne udstiller han på Biennalen i Venedig og på Documenta, og i nullerne opstår de store værker med elementer fra teater og opera, som flere af installationerne på Louisiana er eksempler på.

Alt er i bevægelse hos Kentridge. Vi – publikum – kan derfor stå stille midt i det hele og lade os omslutte af bevægelsen i rummet. De store installationer indtager typisk tre vægge i rummet, med den fjerde væg efterladt åben som indgang til værket. Med hjælp fra en scenograf placeres nogle få ting i rummene – ofte simple plader, stole eller Kentridges signatur-rekvisit: en megafon, monteret på en mandshøj tripod.

“More Sweetly Play the Dance” (2015) er et af udstillingens største værker. I det mørklagte rum høres lyden af et inciterende hornorkester, og på syv sammenstillede kæmpeskærme ses en række personer, der hver bærer en rekvisit, som tegn på deres identitet – en spade, skrivemaskine, talerstol, et stativ med hospitalsdrop – eller meterhøje ansigter skåret ud i metal, som silhouetter mod himlen. Figurerne går langsomt i procession i dæmpet gråtoneskala hele vejen rundt på de syv skærme, på baggrund af et tegnet landskab i bevægelse. Et stilfærdigt, tranceagtigt skyggespil – en opvisning i menneskeskæbner, der hver har sit kors at bære.

I mellemrummet før Louisianas egen “The Refusal of Time” fra 2012 (skabt til Documenta 13 og indkøbt af Louisiana i 2015), ses en montre med modeller til det endelige værk samt en lille film om indspilningen af filmsekvenserne, som dokumentation af processen bag tilblivelsen.

Selve værket indtager hele rummet nedenfor – fem filmspor projiceres op på vægge og opstillede træplader, der får de fragmentariske sekvenser i handlingen til at virke endnu mere bevægelige. Handlingen sker nemlig på tværs af de fem “skærme” – og det kan være svært at holde rede på den. Men det er netop en del af pointen – Kentridge leverer nok historiens anslag, men det er os som beskuere, der skal fuldende den. Som udstillingens kurator Mathias Ussing Seeberg formulerer det i udstillingens katalog: “I Kentridges kunstneriske univers er der ikke noget overblik at danne sig, men kun sandheder med modifikationer”.

Humoristiske undertoner
En af de mindre installationer er “Right into her Arms” (2016). Opbygget som et mekanisk, computerstyret dukketeater, hvor to billedrammer danser foran et bagtæppe af afrevne papirstumper, blandes absurd teater med tysk musik fra 1930erne, Kurt Schwitters’ (1887–1948) nonsensdigt “Ursonate” fra 1922-32 (som Kentridge selv læser op i fuld alvor), ekspressionistiske tuschtegninger og billeder af menneskeligt begær. Den 11 minutter lange forestilling er en forlængelse af Kentridges arbejde med opsætningen af den østrigske komponist Alban Bergs (1885–1935) ufærdige opera “Lulu” (1929–35) og er en herlig, fortættet oplevelse som kontrast til de store installationer.

 

Stillfoto fra “Right Into Her Arms” (2016), hvor William Kentridge er blevet inspireret af den europæiske avantgarde. Foto: Courtesy William Kentridge, Marian Goodman Gallery, Goodman Gallery og Lia Rumma Gallery

 

Louisianas biograf er ryddet for stolerækker og her vises på alle fire vægge korte filmprojekter fra 2003, hvor vi kommer lidt tættere på Kentridge selv og hans arbejdsproces i atelieret. “O Sentimental Machine” (2015) foregår i et venteværelse, hvor den russiske revolutionsleder Lev Trotskij (1879–1940) er hovedperson – selv om han i en af de fem filmkanaler har fået sit hoved udskiftet med en af Kentridges megafoner. Har man følt sig lidt trykket af udstillingens alvor, er der masser af humor i denne absurde installation.

Heldigvis har Louisiana lange åbningstider – for det kræver god tid at fange alle William Kentridges tanker i flugten. Men indstiller man sig på at “sidde tiden ud” i hver installation – og måske se nogle af filmene flere gange, belønnes man med både tankevækkende og humoristiske oplevelser. Den rå og uhøjtidelige udstillingsscenografi, med tape-rester på gulvet og rustikke træplader som skillevægge, er perfekt valgt til Kentridges univers.

Udstillingens katalog – Louisiana Revy nr. 2, 57. årgang – udkommer i øvrigt med levende billeder. Ved hjælp af en smartphone og en app kan et udvalg af bogens illustrationer aflæses som “augmented reality”, og udsnit af nogle af Kentridges film kan dermed ses hjemme i stuen. Som nævnt – alt er i bevægelse hos Kentridge, selv det gode gammeldags trykte katalog.

Til 18. juni 2017
William Kentridge:
“Thick Time”
Louisiana, Humlebæk
 www.louisiana.dk

 

Selv om det er de store installationer, der spiller hovedrollen i udstillingen, er det værd at at bruge tid også på de mindre præsentationer af rekvisitter og skulpturer fra William Kentridges hånd. Foto: Louisiana Museum of Modern Art/ Anders Sune Berg

 

Skyggespil med mennesker og figurer i bemalet bronce – detalje fra “More Sweetly Play the Dance” (2015). Foto: Courtesy William Kentridge, Marian Goodman Gallery, Goodman Gallery og Lia Rumma Gallery