Hjem » Blog » Verden er visuel

Verden er visuel

Bog: Visual Journalism
Forfatter/medredaktør: Javier Errea
Forlag: Gestalten Verlag, Berlin
(288 sider, €49.90 / ca. 372 kr.)

Anmelder: Lars Pryds, grafisk designer MD

Fra Journalisten nr. 2, 2018

Infografik – er det ikke noget med kæmpestore gengivelser af, hvordan rumraketter og ubåde ser ud indvendig? Eller landkort, der viser, hvordan forskellige befolkningsgrupper har stemt til præsidentvalget? Jo, men det er også rigtig meget andet, hvilket ses i den smukke og forstandige bog “Visual Journalism”. Bogens hovedforfatter og medredaktør Javier Errea stiller det samme spørgsmål og svarer, at alle visuelle fortællinger er omfattet – når blot de er nøjagtig dét: visuelt fortællende.

I et velskrevet forord introduceres bogens præmis: infografikkens uløselige symbiose med journalistikken. Errea giver også et kort rids af fagets historie fra 1700-tallets sort-hvide kort til nutidens komplicerede datavisualiseringer og små effektive grafikker skabt i twitter-format.

Indholdet falder i tre kategorier: Et antal essays under fællesbetegnelsen “Insight”, skrevet af garvede professionelle som Alberto Cairo, Steve Duenes og Javier Zarracina; portrætinterviews med unge “Talents” og etablerede “Masters”, skrevet med vid, respekt og nysgerrighed – man kommer tæt på, personligt og fagligt. Endelig gengives eksempler på fortrinsvis nyere visuelle løsninger, skabt til og tidligere bragt i nyhedsmedier, trykte og digitale.

Blandt eksemplerne er adskillige prisvindere, mange fra infografikkens svar på Oscar-uddelingen: den årlige Malofiej Awards. Med klædelig beskedenhed undlader Javier Errera at fortælle, at han selv har været primus motor bag konkurrencen i årevis – hvilket blandt andet indbragte ham en SND Lifetime Achievement Award i 2010. Med andre ord, Errea ved, hvad han skriver om.

Bogens øvrige tekster er også læseværdige, og vi kommer vidt omkring: Archie Tse, graphic editor på New York Times, funderer over infografikerens rolle i det journalistiske landskab; Thomas Heumann fra Frankfurter Allgemeine Zeitung diskuterer faren for, at infografikken mister sin høje troværdighed i en tid, hvor fake news truer journalistikken generelt, mens Kat Downs, Washington Post, betoner vigtigheden af at skabe emotionelle fortællinger – “hvis vi kan vinde læsernes hjerter, kan vi gøre dem klogere”.

Den massive baggrundsviden og de imponerende gengivelser gør denne bog til en fryd for både øjet og forstanden. Den har høj inspirationsværdi, ikke blot for grafikere og journalister, men også for redaktører, der gerne må få øjnene endnu mere op for den visuelle fortællings unikke muligheder. Dermed handler denne bog også om fremtiden – med stor respekt for de 300 år, der gik forud.