Bog: Never Use Futura
Forfatter: Douglas Thomas
Forlag: Princeton Architectural Press, New York
(208 sider, 229,95 kr.)
Anmelder: Lars Pryds, grafisk designer MD
Fra Journalisten nr. 4, 2018
I 2007 vakte dokumentarfilmen “Helvetica” opsigt – kunne man virkelig lave en hel film om én skrift? Nu har Douglas Thomas skabt et tilsvarende portræt, dog i bogform, af FUTURA – en skrift, der var 30 år forud for Helvetica og stadig er den målestok, geometriske groteskskrifter vurderes op imod.
Bogen er grundigt researchet, velskrevet og underholdende. Selv om titlen og de otte kapitlers overskrifter indeholder enkelte lidt søgte ordspil (som fx “Back to the Futura” og “Past, Present, Futura”), er indholdet seriøst, og konklusionen er, at naturligvis skal man bruge Futura – men efter at have læst bogen gør man det med en større forståelse og omhu.
Paul Renners (1878-1956) første skitser til Futura fra 1924 indeholdt langt mere ekstreme former end dem, der endte i den endelige skrift, bl.a. inspireret af eksperimenter fra Bauhaus. Bogens første kapitler omhandler tilblivelsen og forklarer i detaljer, hvordan skriften er bygget op – så der er høj nørd-faktor fra begyndelsen.
Derefter fortælles om skriftens vej til succes, og der gives eksempler på brugen af den – i alt fra kommunistiske valgplakater til globale kommercielle brands som NIKE, avisen USA TODAY og (fra 1959 til 2015) Volkswagen i det 20. århundredes måske mest lovpriste annoncekampagne.
Der er mange kuriøse historier at berette. Fx er Futura formentlig den eneste skrift, der har overlevet to kampagner mod sig. Først en med politisk sigte i 1939, hvor amerikanske trykkerier og udgivere på plakater opfordrede: “Boycott Nazi Type!” – brug i stedet amerikanske alternativer. I 1992 protesterede designere mod overdreven brug af ét snit af skriften og indrykkede helsides-annoncer med teksten “Art Directors Against Futura Extra Bold Condensed”.
Et kapitel omhandler det officielle valg af Futura som skrift til NASA’s rejser til månen, både på instruktionerne til astronauterne (selv de komplicerede Hasselblad-kameraer fik påklistret papirlapper med forenklede manualer sat i – ja: Futura) og på den plakette, Neil Armstrong efterlod på månen i 1969 som en hilsen til fremtiden.
En af bogens pointer er, at ingen af os nogensinde har brugt den RIGTIGE Futura men blot efterligninger. I kapitlet “Futura by any other name” beskrives nogle af de mange kopier, der også i nyere tid er opstået i kølvandet af originalen, og de nytegnede varianter, udgivet på licens. Og selv om jagten på den ‘perfekte geometriske sans serif’ – aldrig stopper, er Futura stadig en kulturel kraft. Dét er “Never Use Futura” et vigtigt bevis på.