From Kunstavisen

Archive of articles written for Danish art review Kunstavisen

INT_Anne-Wivel-FotoPR-crop

Fælles musikalitet

INT_Anne-Wivel-FotoPR-crop
Filminstruktøren Anne Regitze Wivel har skabt et rørende og respektfuldt portræt af maleren Per Kirkeby, midt i hans livs måske største menneskelige og kunstneriske krise. Foto: PR

 

At skabe et kunstværk er oftest en ensom affære, men når værket er en portrætfilm, er der to parter, der skal være enige. I “Mand falder” er dialogen mellem instruktør og fotograf Anne Regitze Wivel og den portrætterede Per Kirkeby en respektfuld balancegang. Kunstavisen har mødt instruktøren.

Af Lars Pryds  | Fra Kunstavisen nr. 11, 2015

“Mand falder” skildrer Per Kirkebys kamp for at finde tilbage, efter at han i 2013 faldt ned af en trappe og fik en hjerneskade, der gør det vanskeligt for ham at arbejde. Anne Wivel, ven med Kirkeby gennem mange år, blev på den baggrund forskrækket, da han bad hende tage kameraet med til deres første møde efter faldet.

“Det er en præmis for filmen. Det er ikke en kontrolleret affære, det er et rystet væsen, der møder et rystet væsen. Og det kan være stimulerende for os begge to, i stedet for et nervøst første møde efter en ulykke – er han meget forandret? Det var han så slet ikke for mig, men det er ukendt, hvad man går ind til,” siger Anne Wivel.

Det er at bruge virkeligheden som råstof?

“Ja, det er det, jeg gør. Jeg spørger aldrig om noget. Når jeg laver film, så er det filmen, der stiller spørgsmålene.”

Hvornår og hvad Anne Wivel skal filme, aftales med Per Kirkeby og hans hustru Mari Anne Duus Jørgensen undervejs i forløbet. Fx arbejder Kirkeby i perioder hos kobbertrykker Niels Borch, der har ideer om “noget Per kan arbejde med, som han kan overskue”. Wivel er med:

“De holder mig orienteret om, hvad de laver og om, hvad Per tænker kan have min interesse. Men jeg spørger ham aldrig: ‘hvad tror du vi har gang i?’ Han spørger heller ikke mig. Så vi har en stor frihed, men vi har også en fælles musikalitet. Det er en tillidserklæring at få så frie hænder, men også et stort ansvar. Tit er Per meget velforberedt. Han har en plan – og så kan jeg stritte imod eller gå med som jeg nu vil.”

Kirkebys hustru taler i filmen om, hvad der er værdigt i forhold til at hjælpe ham igennem processen. Der er også en indbygget værdighed mellem jer?

“Jeg er ikke nyfigen. Der er masser af ting, min film ikke gider beskæftige sig med, om det så foregår lige for øjnene af mig. Det mest ublufærdige er at se ned i det, han gør. Det synes jeg er et billede på, hvor modig han er: at han lader kameraet følge processerne, når han arbejder. Men alt det andet – jeg er jo ikke med ham i soveværelset, på badeværelset eller lignende – det kunne jeg ikke drømme om, det interesserer mig ikke en meter.”

Kampen for at kunne male igen
Både Per Kirkebys sans for humor og hans intellekt hjælper ham i forløbet.

“Det er en vigtig side af ham. Han kan snakke om de højeste materier på en fuldstændig fladpandet måde, så vi alle kan være med. Han kan gå fra det høje til det lave på et splitsekund. Han er på den måde meget underholdende og lige ud af landevejen. Han kan sige nogle meget kloge ting, men han siger det i et forståeligt sprog, så man næsten ikke opdager, hvor dybsindigt det er. Han er helt klar i bolden – sproget og hovedet er intakt.”

Kirkeby bruger undervejs sin kunstneriske nerve til at komme videre – som en slags terapi. Men aldrig uden en professionel stillingtagen til det, der kommer på papiret eller lærredet. Fx tegner han igen og igen en trappe, i et enkelt tilfælde med forlæg i en tegneserie, hvor Prins Valiant falder af hesten.

“Der er et drama dér, som han bearbejder. Det øjeblik, hvor Prins Valiant slår hovedet, det er hårdt, og det er Per jo lynende bevidst om også i forhold til filmen. Men det er også noget andet, det er en beslutsomhed uden lige. Og det er en udvikling, som vi allesammen bliver inviteret med til. Filmen udløser en lang række almenmenneskelige betragtninger. Vi ved pludselig noget om, at døden står derude et sted. Det har jeg været optaget af og haft gehør for,” uddyber Anne Wivel.

Men filmen slutter vel mest af alt optimistisk?

“Ja, det synes jeg også selv. Men jeg lader den jo være fuldstændig åben. Ingen kan vide, hvad der vil ske. Vi følger Per i et kort øjeblik til sidst, hvor han siger ‘jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere, lad mig holde op med det samme’. Og så bliver han alligevel grebet, da han ser seks tomme lærreder. Næste dag er han i gang.”

Stilhed og pauser
Der er i filmen en del stille sekvenser, hvor man ser Kirkeby betragte sine værker eller sidde og tegne.

“Det er noget, jeg har øvet mig på i mange år, filmisk. Vi er så bange for pauser, for det tomme rum. Jeg prøver at lade os eksistere der, hvor ingen ved, hvad der kommer – og jeg siger ikke en lyd. Det har Per været enormt god til at mærke – og så tier han også helt stille. Det er sådan noget stof, min film gerne vil leve af. Det er lige mig.”

Er det det vigtigste, du har fået med i filmen?

“Ja, de øjeblikke, hvor man ikke behøver at sige noget. Dem kan man også skabe ved montager, hvor man etablerer en musikalsk forbindelse til en anden dimension. Lydsiden er gennemtænkt her: Ambitionen er at bringe dig ind i et indre rum, hvor noget er gået i stykker, noget styrter sammen, noget skriger, noget hyler, noget rasler, noget er ikke helt, som det skal være. Den lydside bliver du – ubevidst – fortrolig med, men den betyder meget for dramaet i filmen. Du bliver kastet fra den ydre verden ind i en dyb og mærkelig verden inde i Pers hoved, og dér ved jeg jo ikke, hvordan det lyder, det er ikke en mikrofon, jeg har sat ind. Den lyd kan man kun digte sig til.”

Mand falder
Manuskript og instruktion: 
Anne Regitze Wivel, 2015.
111 minutter.
Se trailer og mere info om filmen på
http://www.doxbio.dk/movie-archive/mand-falder/

Anmeldelse af “Mand falder” blev bragt i Kunstavisen nr. 10, november 2015.

 

Per Kirkeby på skovtur med hustruen Mari Anne Duus Jørgensen i en pause fra kampen med at finde tilbage til den kunstneriske kraft, der har gjort ham verdensberømt. Foto fra filmen
Per Kirkeby på skovtur med hustruen Mari Anne Duus Jørgensen i en pause fra kampen med at finde tilbage til den kunstneriske kraft, der har gjort ham verdensberømt. Foto fra filmen
Mand-falder-still

“Jeg havde ikke noget imod at se lidt bedre”

Mand-falder-still
Per Kirkeby i et stille øjeblik i atelieret foran et af de store lærreder, som han kæmper for at komme til at beherske arbejdet med. Foto fra filmen.

En af dansk dokumentarfilms mest markante instruktører, Anne Regitze Wivel, har med “Mand falder” skabt en smuk, følsom og optimistisk film om den verdenskendte kunstner Per Kirkeby midt i en stor menneskelig, fysisk og kunstnerisk krise.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 9, 2015 (p. 3)

“Man er det man gør”, sagde Per Kirkeby for år tilbage og betegnede dét som “den store velsignelse ved at være kunstner”. Det er derfor en tragedie, når han efter to blodpropper og senest et voldsomt fald må kæmpe for at finde tilbage til at kunne det, han gør så godt – til at kunne male.

Per Kirkeby falder i 2013 på en trappe, slår hovedet og får en hjerneskade, der fratager ham en del af førligheden. Synssansen påvirkes, så han hverken kan genkende sine malerier eller sine nærmeste, og han kan ikke se noget i venstre side af synsfeltet.

“Det er godt nok surt,” som Kirkeby med et for ham karakteristisk overskud af humor bemærker i begyndelsen af den to timer lange film, hvor hans gode ven gennem mere end 40 år, Anne Wivel, på tæt hold følger hans kamp for at vende tilbage til et for ham nødvendigt kunstnerisk niveau.

Vi er med, når Kirkeby træner muskler og finmotorik. Vi er med, når han tager livtag med et kæmpelærred i atelieret, og når han arbejder sig igennem de mindre formater i monotypierne hos kobbertrykker Niels Borch Jensen, der med stort menneskekendskab og lune “puffer” til Kirkeby, når han ikke udnytter venstre side af kobberpladen – simpelthen fordi han ikke kan se den.

Vi er også med, når Kirkeby stille funderer over den situation, faldet har bragt ham i – og når han opgivende erkender, at han nok véd, hvordan han vil arbejde videre på et stort maleri, men samtidig véd, at han ikke har kræfterne til at gøre det færdigt. Deri består den måske største ulykke – bevidstheden om evner, der er tabt, og som det måske, måske ikke, kan lade sig gøre at retablere.

Man forstår, at det her ikke er for sjov. Per Kirkeby er en dybt professionel kunstner, der reflekterer over livet og kunsten på højt plan: “Du er den kunstner, du er, ud fra de fejl, du har,” siger han. Det giver – sammen med de malerier, vi rent faktisk ser blive skabt i filmen – håb om, at der er flere nye værker på vej.

Anne Wivel følger med sit håndholdte kamera Kirkeby nænsomt og lader tingene udvikle sig i hans tempo. Hun forfalder på intet tidspunkt til nyfigenhed eller uværdig sentimentalitet og overskrider aldrig grænsen til de dele af privatsfæren, som nødvendigvis må respekteres i en situation så følsom som denne.

Kirkebys kamp er en lang, sej proces, som skildres med lige dele kærlighed og beundring. Selv om det er umuligt helt at skille det menneskelige fra det kunsteriske, er “Mand falder” først og fremmest et givende og velfortalt øjebliksportræt af en stor kunstner i en eksistentiel krise.

Mand falder
Instruktion og manuskript: Anne Regitze Wivel, 2015.
111 minutter. Åbningsfilm på CPH:DOX.
Premiere i biografer over hele landet 11. november 2015

Læs i næste nummer af Kunstavisen:
Stort interview med Anne Wivel om arbejdet med filmen og Per Kirkeby.

 

 

“Jeg er for så vidt en blind maler … men jeg er ikke blind, når jeg arbejder,” siger Per Kirkeby, der faldt på en trappe, men har rejst sig igen. Foto fra "Mand falder".
“Jeg er for så vidt en blind maler … men jeg er ikke blind, når jeg arbejder,” siger Per Kirkeby, der faldt på en trappe, men har rejst sig igen. Foto fra “Mand falder”.

 

Slottet i Italien er et af de steder, hvor Per Kirkeby arbejder med at komme i kontakt med den kunstneriske urkraft, der har gjort ham til en verdenskendt og respekteret kunstner. Foto fra filmen.
Slottet i Italien er et af de steder, hvor Per Kirkeby arbejder med at komme i kontakt med den kunstneriske urkraft, der har gjort ham til en verdenskendt og respekteret kunstner. Foto fra filmen.
Lars Pryds: "Three Arrows", 2015. Acryl/Collage på papir 31,8 x 25 cm.

Nye collager i to gallerier. Plus et par andre rigtig gode kunstoplevelser

De seneste par uger har min kalender været fyldt med gode oplevelser og bevægende begivenheder. Først så jeg den fine dokumentarfilm om Per Kirkeby, “Mand falder”, åbningsfilm ved CPH:DOX og eneste danske deltager i den store DOX:Award – og dagen efter havde jeg fornøjelsen af at interviewe filmens instruktør Anne Wivel. Min anmeldelse kan læses i den udgave af Kunstavisen, der udkommer 21. november, interviewet i december-nummeret.

Men allerede nu: Skynd dig ind og se den, når den turnerer over hele landet med DOXBIO – “Mand falder” er et smukt, givende og nænsomt velfortalt øjebliksportræt af en stor kunstner i en eksistentiel krise. Her er traileren:

Byens Hegn
Et par dage senere blev jeg sørme selv filmet – i en lille bitte film, hvori jeg anbefaler at stemme på Carl Krull’s udsmykning i konkurrencen om at vinde “Hegnspælen 2015” som det bedste projekt på Byens Hegn. Byens Hegn er de kunstneriske udsmykninger på de ellers meget lidt kønne, grønne plankeværk, som omkranser Metro-byggepladserne i København.

Der er tolv nominerede i år – og DU kan (indtil søndag den 15. nov.) stemme på din egen favorit her: m.dk. Min anbefaling af Krull’s “Seismic Wave” bliver vist ved prisoverrækkelsen i Kunstforeningen Gl. Strand den 18. november – men bare rolig: den varer kun ca. ét minut! Til gengæld er der både foredrag, Hotel Pro Forma og “knejpemusik” – det ligner en fest! Her er Krull’s værk i samspil med omgivelserne ved Sortedamssøen:

Set på afstand hen over Østerbrogade går Carl Krulls seismografiske tegning i dialog med både træer og stensætning i bybilledet. Foto: Lars Pryds
Set på afstand hen over Østerbrogade går Carl Krulls seismografiske tegning i dialog med både træer og stensætning i bybilledet. Foto: Lars Pryds

Collagerne – og de to gallerier
En tur til Kolding for at fejre min gamle fars 90 års fødselsdag omfattede også et smut indenfor hos Galleri Pagter for at aflevere fire nye collager til Orla Pagter, som nu altså har lidt flere værker på papir af mig på lager. Herunder er to af dem – som kan ses (og købes!) i galleriet, hvis man spørger efter dem. Aktuel udstilling er “Det åbne landskab”, med værker af Louise Gaarmann, Jens Overgaard Christensen og Jens Bohr.

Er du ikke i Kolding, men i København, kan du hos Galleri Lisse Bruun indtil 28. november se udstillingen “6 grafikere” med arbejder af Lone Villaume, Paule Ducourtial, Anette Juel, Søren E. Hansen, Henrik Bøegh og Svend Bruun. Og i baglokalet finder du stadig et lille udvalg af mine collager – deriblandt “Grey” (2015) som også ses herunder, allernederst.

Lars Pryds: "SLI", 2015. Acryl/Collage på papir 32,6 x 25,8 cm.
Lars Pryds: “SLI”, 2015. Acryl/Collage på papir 32,6 x 25,8 cm. (Courtesy of Galleri Pagter, Kolding).
Lars Pryds: "Three Arrows", 2015. Acryl/Collage på papir 31,8 x 25 cm.
Lars Pryds: “Three Arrows”, 2015. Acryl/Collage på papir 31,8 x 25 cm.. (Courtesy of Galleri Pagter, Kolding).
Lars Pryds: "Grey", 2015. Acryl/Collage på papir 32 x 24 cm.
Lars Pryds: “Grey”, 2015. Acryl/Collage på papir 32 x 24 cm. (Courtesy of Galleri Lisse Bruun, København).
Travle fodgængere på Rådhuspladsen kan lige rundt om hjørnet finde et æstetisk pusterum i Anneli Olesens fotografier fra Thorvaldsens Museum. Foto: Lars Pryds

Ikke helt i hegnet

Travle fodgængere på Rådhuspladsen kan lige rundt om hjørnet finde et æstetisk pusterum i Anneli Olesens fotografier fra Thorvaldsens Museum. Foto: Lars Pryds
Travle fodgængere på Rådhuspladsen kan lige rundt om hjørnet finde et æstetisk pusterum i Anneli Olesens fotografier fra Thorvaldsens Museum. Foto: Lars Pryds

Find et æstetisk pusterum i de kunsteriske udsmykninger på Byens Hegn omkring Metrobyggerierne i København

Af Lars Pryds Fra Kunstavisen nr. 8, 2015

Enhver, der har besøgt København fornylig, ved, at der bygges ny Metro. 21 byggepladser for den nye Cityring fylder godt i landskabet. En del af de grønne plankeværk, der indhegner pladserne, er stillet til rådighed for kunstnerisk udsmykning under fællestitlen “Byens Hegn”. De bedste og mest iøjnefaldende pladser har Metroselskabet dog reserveret til reklamer for krydstogtrejser, hysteriske tv-serier, mærkevarer eller filmpremierer.

På de mere ‘diskrete’ sider af hegnet, dér hvor man typisk kun kan gå eller cykle forbi, findes udsmykningerne. Nogle forsøger at råbe lige så højt som reklamerne, hvilket oftest er et nytteløst foretagende, og det er da også de udsmykninger, der går i den helt modsatte retning, der vinder i længden.

Herunder omtales blot to – meget forskellige – af de nyeste udsmykninger på Byens Hegn, med en opfordring til at gå på jagt efter de øvrige. Som forberedelse kan man på Metroselskabets hjemmeside finde en oversigt, ”Hvad er der på mit hegn?”, over de aktuelle udsmykninger (m.dk).

Seismografisk megamaleri
Ved den midlertidige ø i Sortedamssøen har Carl Krull skabt et 100 meter langt maleri med titlen “Seismic Waves” – i hans karakteristiske, enkle sort-hvide form for stregtegning.

Krulls arbejdsmetode er inspireret af en seismograf, der registrerer jordrystelser – som der jo en del af i forbindelse med et metrobyggeri. En “seismografisk bølge” på en byggeplads i en sø er derfor helt oplagt – og værd at se på med den stramme udnyttelse af væggen. Betragtes den fra den fjerneste side af Østerbrogade, lægger den bølgen sig præcist i mellemrummet under de grønne trækroner langs vejen, og man glemmer helt, at der er en byggeplads bagved.

Følsom fotografi gennem presenninger
Anneli Olesens bidrag til Metrohegnet ved Rådhuspladsen: “Wrapped” består af fem billeder af klassiske figurer på Thorvaldsens Museum, fotograferet gennem en midlertidig afskærming under ombygning af museet – i bogstaveligste forstand: byggepladsbilleder. Hvert foto består af to kvadratiske fotos – sammensat så nye rum opstår.

På den aktuelle byggeplads, lige i nærheden af den fodgængertravle Rådhusplads, opstår endnu et rum – udsmykningen bliver her en lille udstilling, som man kan nyde, mens man cykler forbi eller drikker en kop kaffe på fortovscafeen lige overfor. Anneli Olesen giver os et pusterum, der ikke råber om kap med reklamerne, men derimod opfordrer til stille iagttagelse af skønhed. Som hun skriver i den ledsagende tekst: “…end ikke en byggeplads kan ikke skjule skønheden”.

Carl Krull: “Seismic Waves”
Byens Hegn, Metrobyggepladsen ved ØsterSøgade/Østerbrogade
Anneli Olesen: “Wrapped”
Byens Hegn, Metrobyggepladsen på Rådhuspladsen
Kan ses indtil februar 2016

Find mere info på:
www.m.dk

 

Carl-Krull_6452-lo
Carl Krulls seismografiske tegning af bølgebevægelser strækker sig i 100 meters længde i den ene ende af Metrobyggepladsen i Sortedamssøen. Foto: Lars Pryds

 

Set på afstand hen over Østerbrogade går Carl Krulls seismografiske tegning i dialog med både træer og stensætning i bybilledet. Foto: Lars Pryds
Set på afstand hen over Østerbrogade går Carl Krulls seismografiske tegning i dialog med både træer og stensætning i bybilledet. Foto: Lars Pryds

 

Wrapped_6436-lo
Anneli Olesens fem fotografier på Rådhuspladsen føjer en følsom skønhed til bybilledet, i kamp med snavs og slitage på Metrobyggepladsens hegn. Her et af de fem dobbeltbilleder. Foto: Lars Pryds

 

De klassiske skulpturer på Thorvaldsens Museum fotograferet af Anneli Olesen gennem halvtransparent afdækning under museets ombygning kan ses på Rådhuspladsen indtil februar 2016. Foto: Lars Pryds
De klassiske skulpturer på Thorvaldsens Museum fotograferet af Anneli Olesen gennem halvtransparent afdækning under museets ombygning kan ses på Rådhuspladsen indtil februar 2016. Foto: Lars Pryds

Menneskelig matematik

Man-Ray_Macbeth_1948_
Med sammenstillingen af to helt konkrete matematiske modeller har Man Ray skabt et surrealistisk fremtidsscenarie. “Macbeth”, 1948. Olie på lærred, 76 x 61 cm. Foto fra kataloget.

Stor flot Man Ray-udstilling viser overraskende og maleriske sider af den verdensberømte fotograf

Fra Kunstavisen nr. 7, 2015

Den amerikanske kunstner Man Ray (1890–1976) er mest kendt som en eksperimenterende og nyskabende fotograf, men selv opfattede han sig først og fremmest som maler, og det var maleriet, han helst ville anerkendes for. Glyptotekets udstilling “Man Ray – Menneske // Ligninger” viser begge sider og ikke mindst, hvordan de to forskellige genrer spiller sammen og forstærker hinanden.

I 1934 fandt Man Ray på ‘Institut Henri Poincaré’ i Paris en samling matematiske modeller i træ, gips, metal og/eller papmaché og fotograferede godt 30 af dem. Han blev fascineret af modellernes menneskeskabte konstruerede, næsten surrealistiske former, mens deres matematiske betydning betød mindre: “Formlerne sagde mig intet,” men “formerne i sig selv var lige så varierede og autentiske, som var de skabt af naturen”, som han formulerede det.

Med Anden Verdenskrigs udbrud tvinges Man Ray, der er af jødisk afstamning, til at forlade Europa og flytter til Hollywood, hvor han bor i perioden 1940–51. Han må dog efterlade sine malerier, objekter, fotografier og negativer i Paris, og først i 1947 lykkes det ham at komme tilbage og hente dem.

Det blev starten på malerierne med fællestitlen “Shakespearean Equations”. De matematiske modeller, som Man Ray havde fotograferet 12 år tidligere, omsatte han nu til motiver på lærrederne, enten ved at gengive dem enkeltvis eller ved at kombinere to eller flere i ét maleri.

De enkelte maleriers titler er hentet fra Shakespeares teaterstykker og viser Man Rays forkærlighed for at indbygge gåder og ordspil i sine værker. Han har senere fortalt, hvordan han spurgte folk hvilken titel, der passede til malerierne – og blev lige begejstret for svaret, uanset om de gættede rigtigt eller forkert.

Derfor skal man måske ikke tage titlerne så alvorligt – men det er faktisk i de fleste tilfælde muligt at tolke handlingen fra Shakespeares dramaer ind i de usædvanlige figurationer på lærrederne. Man Ray giver i bedste surrealistiske tradition de livløse modeller liv, og kombinationen af matematiske ligninger og episk teater forekommer derfor overraskende naturlig.

Udstillingen viser, med de “Shakespeare’ske Ligninger” som omdrejningspunkt, eksempler fra hele Man Rays liv og er arrangeret, så man tydeligt ser sammenhængen mellem inspirationen (de originale modeller vises i montrer), fotografier, tegninger og malerier. Man bliver både godt underholdt og – selv om man tror, man kender Man Ray – også klogere på hans dynamiske livsværk i denne stilfærdige, men veldisponerede udstilling. Kan varmt anbefales.

Man Ray – Menneske // Ligninger
Til 20. september 2015
Glyptoteket
Dantes Plads, København V
www.glyptoteket.dk

Til udstillingen, der er blevet til i samarbejde med The Phillips Collection, Washington D.C. og The Israel Museum, Jerusalem, er der udgivet et katalog på 238 sider: “Man Ray: Human Equations“. Pris: 299 DKK. Kan købes i Glyptotekets boghandel.

Man Ray: Mathematical Objects, 1934-35. Gelatin Silver Print.
To eksempler på Man Ray’s fotografier af de matematiske modeller i Institut Henri Poincaré’s samling i Paris. To af objekterne her er anvendt som motiv i maleriet “Macbeth”, som ses herover. Foto fra kataloget.

 

Man Ray: Merry Wives of Windsor, 1948. Olie på lærred, 61 x 46 cm.
Man Ray: “Merry Wives of Windsor”, 1948. Olie på lærred, 61 x 46 cm. Der er i Man Rays univers ikke langt fra konkrete, skulpturelle former til levende, kvindelige personager. Foto fra kataloget.

 

Man Ray: Mathematical Object, 1934-35. Gelatin Silver Print.
Forlægget til maleriet “Merry Wives of Windsor” er Man Rays foto fra 1934-35 af denne gipsmodel fra omkring 1900. Foto fra kataloget.