From Kunstavisen

Archive of articles written for Danish art review Kunstavisen

Kolorist i sort

Erling-Joergensen_Foto-Claus-Top-Christensen_
Erling Jørgensen i atelieret i Kolding – stillbillede fra filmen “Ekspert i sort”, 2009. Foto: Claus Top Christensen. Se hele filmen på www.eis.claustopchr.dk

.

10. maj 2016 fyldte Erling Jørgensen 75 år. Han er født i Kolding, som kunstner autodidakt og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstiling som 20-årig i 1961. Han har siden opnået international anerkendelse som både maler og grafiker.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 6, 2016

Erling Jørgensens uortodokse og voldsomme grafiske tryk fra slutningen af 1970erne og frem er en fascinerende dokumentation af, hvad man kan med en radérplade. Han angreb metalpladerne med stoppenåle, hammer, søm og hvad der ellers lige var i nærheden, og det blev til serier på mere end 50 (!) stadier af samme plade. Flere af disse serier, med titler som “Dagbogsblade” og “Fransk Suite”, kan ses på Statens Museum for Kunst.

De stoflige malerier er ligeledes ordløse fortællinger med stor kraft. I portrætfilmen “Ekspert i sort” (af Claus Top Christensen, 2009) fortæller Erling Jørgensen, at farven er det vigtigste – motivet er sådan set ligegyldigt. Selv maler han sjældent et genkendeligt motiv. “Der er en historie i mine billeder,” siger han dog, “jeg ved bare ikke, hvor den kommer fra eller hvad den handler om.”

Det er med andre ord op til beskueren selv at finde ind til historien, og det kan være svært, “…hvis man ikke er vant til at se på billeder”. Men det er absolut besværet værd.

Sort er Erling Jørgensens foretrukne farve – selv om han også elsker fx en dyb, mat cadmiumrød. Vigtigt er også, hvordan farven afsættes på lærredet – tyndt, tyktflydende, kontrolleret eller spontant. Selv om hans udtryk kan synes tilfældigt, er alt velovervejet og styret – der er taget stilling til hvert eneste penselstrøg eller pålimede papirlap.

I filmen fortæller Erling Jørgensen, hvordan oplevelser i barndommen formentlig har formet ham som billedkunstner. Fx stod han som 5-6-årig på gangbroen over baneterrænet i Kolding og lod sig indhylle i kulsort røg fra lokomotivernes skorstene. Sundt har det ikke været, men det er ikke svært at se den livslange inspiration – mange af hans malerier nærmest oser af sort.

Gennem mange år har Erling Jørgensen samarbejdet med Clausens Kunsthandel i København, der har vist adskillige udstillinger med hans maleri og grafik. Senest i 2007, hvor kraftfulde stumper af træ og lærred i de mest forunderlige faconer fyldte hele huset.

Hvor de tidlige grafiske arbejder var en trinvis destruktion af trykpladen, blev disse malerier Erling Jørgensens pendant på lærred – en opløsning af formatet og en frigørelse fra det firkantede. Dermed er ringen sluttet – og man føler med ham “en uendelighed af frihed”. Tak for det, og stort tillykke med fødselsdagen.

Læs mere om Erling Jørgensen:
Clausens Kunsthandel, København
Galleri 5, Middelfart
Kunstindeks Danmark
Filmen “Ekspert i sort”
Kun et påskud for at give liv til en streg på fladen

.

Den store udstilling i Nicolai Kunst & Design i juli-august 2010, arrangeret af Kolding Kunstforening, blev Erling Jørgensens farvelhilsen til Kolding efter 70 år i byen, hvor han var født. Selv gulvet måtte tages i brug for at få plads til de flere end 100 værker. Kort tid efter flyttede han til Valby. Foto: Lars Pryds
Den store udstilling i Nicolai Kunst & Design i juli-august 2010, arrangeret af Kolding Kunstforening, blev Erling Jørgensens farvelhilsen til Kolding efter 70 år i byen, hvor han var født. Selv gulvet måtte tages i brug for at få plads til de flere end 100 værker. Kort tid efter flyttede han til Valby. Foto: Lars Pryds

Aldrig udramatisk

Jørgen Rømer kom sent i gang med at male akvareller, men der er den samme intensitet i farverne, som der var i hans tidligere sort-hvide grafik. Uden titel 1987. Akvarel og blyant på gammel konvolut, 12,5 x 16,2 cm. Foto: Clausens Kunsthandel.
Jørgen Rømer kom sent i gang med at male akvareller, men der er den samme intensitet i farverne, som der var i hans tidligere sort-hvide grafik. Uden titel 1987. Akvarel og blyant på gammel konvolut, 12,5 x 16,2 cm. Foto: Clausens Kunsthandel

.

Nærvær og intensitet i omfattende og flot ophængning af Jørgen Rømer i Clausens Kunsthandel

Fra Kunstavisen nr. 5, 2016

Det var ikke Inga, Katinka eller Smukke Charley på sin Harley, der var mine idoler tilbage i 1980erne. Som ung studerende på Kunsthåndværkerskolen i Kolding var det derimod store personligheder som Søren, Jørgen og Erling med efternavnene Hjort-Nielsen, Rømer og Jørgensen, der lå øverst på listen.

Helte var de, og jeg vidste præcis hvorfor: ‘Hjorten’, fordi han kunne skildre caféliv og menneskelige skæbner i koldnålsraderinger, så man følte, man var der selv; Jørgensen (koldingenser som jeg selv), fordi han angreb radérpladen uhæmmet med alskens redskaber, som stoppenåle, theskeer og kraftige søm, der blev banket gennem pladen.

Rømer, fordi … her var det lidt svært. Ingen tvivl om nerven – men hvad var det, han gjorde med så stor kraft på de bittesmå formater? Jeg blev aldrig helt klar over det, dengang, men formentlig har hans søgende, nærmest seismografiske måde at opløse genkendelige motiver i grafiske fortællinger ramt noget i min egen spæde søgen efter mening i grafikkens verden.

Selv i dag, 30 år senere, er nerven i Jørgen Rømers (1923-2007) billeder intakt. Måske fordi de aldrig blev til for at tilfredsstille et sultent kunstmarked eller vække opsigt i bybilledet, som så mange forsøger i dag. Hans arbejder er skabt af en indre nødvendighed, med bund i virkeligheden og med en utrættelig søgen efter, hvad der gemmer sig under overfladen.

“Kunstnerens arbejde er helt forbundet med hans egen afklarings- og erkendelsesproces, som den udfordres af de hændelser, som sker i hans omgivelser,” skriver Bent Irve i bogen “Vanitas – 55 tegninger af Jørgen Rømer” (1984).

Denne proces kan man følge på nært hold i Clausens Kunsthandel. I 150 værker – de fleste stillet til rådighed af hans arving og udstillet i kunstnerens egne passepartout’er – åbenbares Rømers udvikling fra de tidlige eksperimenter med grafikken, så længe lungerne kunne holde til de giftige syrebade, til de senere arbejder i tegning og akvarel.

Udgangspunktet er altid noget set – et landskab, fårekranier, sneglehuse – men motivet bliver mindre og mindre vigtigt, efterhånden som han “møfler med det”, som han selv sagde.

Værkerne kaldte han for meddelelser til sin kone Jytte, så hun kunne se, hvordan det stod til med ham. Det er jo helt poetisk, og man tror gerne, at Jytte rent faktisk har kunnet læse hans sindsstemning ud af de små meddelelser. Mest fascinerende er måske, at vi andre får lov at kigge med i denne udveksling af beskeder. Det er en oplevelse, som er stilfærdig og beskeden i format, men aldrig udramatisk.


7. maj– 18. juni 2016
Jørgen Rømer
Grafik, akvareller og tegninger
Clausens Kunsthandel
Toldbodgade 9, København K
www.clausenskunsthandel.dk

 

 Motiverne er næsten altid iagttagelser fra omgivelserne, men det var aldrig Jørgen Rømers mål at beskrive virkeligheden, snarere at videregive sansningen af verden omkring ham. “Hønes Anatomi”, 182. Blyant, 7,8 x 11 cm. Foto: Clausens Kunsthandel
Motiverne er næsten altid iagttagelser fra omgivelserne, men det var aldrig Jørgen Rømers mål at beskrive virkeligheden, snarere at videregive sansningen af verden omkring ham. “Hønes Anatomi”, 1982. Blyant, 7,8 x 11 cm. Foto: Clausens Kunsthandel

 

Grafik-Bronchie-Kaal_1972_kat421
Ofte gled forskellige motiver ind i og over i hinanden – som her, hvor titlen “Bronchie-Kaal” giver anelser om Jørgen Rømers udgangspunkt for den dramatiske billeddannelse på det lille format. Akvatinte og koldnål 1972. 6,1 x 6 cm. Foto: Clausens Kunsthandel

 

"Den klangligt forfinede gråtoneskala […] er simpelthen hans kolorit", skrev Bent Irve om Jørgen Rømers grafik i 1976. Det gælder til en vis grad også for Rømers senere akvareller, som han tilføjer farver med stor sikkerhed. Uden titel, 1993. Akvarel, blyant, 12,4 x 16,7 cm. Foto: Clausens Kunsthandel
“Den klangligt forfinede gråtoneskala […] er simpelthen hans kolorit”, skrev Bent Irve om Jørgen Rømers grafik i 1976. Det gælder til en vis grad også for Rømers senere akvareller, som han dog tilføjer farver med stor sikkerhed. Uden titel, 1993. Akvarel, blyant, 12,4 x 16,7 cm. Foto: Clausens Kunsthandel

Feministen skyder på det hele

Niki de Saint Phalle shooting (colored Film-Still of "Daddy"), 1
Pas på, kunstneren skyder! Retoucheret film still fra filmen “Daddy”. Foto: Peter Whitehead / Schamoni Film

.

Arken viser et fyldigt og veldisponeret portræt af den fransk-amerikanske avantgardekunstner Niki de Saint Phalle, som bogstaveligt talt skød sig til en plads i kunsthistorien

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 3, 2016

BANG! Det første, der møder den besøgende på udstillingen, er et gigantisk fotografi af Niki de Saint Phalle (1930–2002), der sigter direkte på os med et gevær. BANG! Oplevelsen er skudt i gang – en fornem præsentation af den fandenivoldske, hidsigt feministiske og humoristisk forførende kunstner venter i Arkens særudstillingsområde.

Udstillingen er opbygget tematisk præcist, så man kan fornemme den kunstneriske udvikling, Niki de Saint Phalle gennemgik, og i de enkelte sale koncentrere sig om det aktuelle tema.

Billedet med geværet lægger op til den første sal med de nu ikoniske resultater af “skydeaktionerne”, der i begyndelsen af 1960erne katapulterede Niki de Saint Phalle op blandt tidens mest fremtrædende avantgardekunstnere. Skydebillederne blev til ved happenings, hvor kunstnerkolleger og publikum blev inviteret til at tage en salonriffel i hånden og deltage i værkernes tilblivelse.

Objekterne, der blev skudt til måls efter, havde Niki de Saint Phalle forinden bygget som relieffer eller skulpturer af skrot, skrammel, tomater og meget andet holdt sammen af gips. Under gipsen var også små bøtter eller beholdere med maling, der løb ned ad gipsen, når de eksploderede i kugleregnen. Først når skydningen indstilledes, var værket fuldendt.

Mænd, maleri og magi
Om skydebillederne har Niki de Saint Phalle sagt: “I 1961 skød jeg mod: Far, alle mænd, små mænd, høje mænd, tykke mænd, mænd, min bror, samfundet, kirken […] Jeg skød, fordi jeg var fascineret af at se malerierne bløde og dø. Jeg skød for at opnå det øjeblik af magi…”

Et feministisk oprør mod et mandsdomineret samfund, mod en klassisk kunstopfattelse og mod de skønhedsidealer, hun i teenageårene havde været underlagt som højt estimeret fotomodel i magasiner som Vogue, LIFE og Elle. Og ikke mindst mod den far, der havde udsat hende for seksuelle overgreb, da hun var 12 år gammel. Kanaliseret ud i en kunstnerisk skabertrang, der skulle holde hele livet, og hvormed hun konsekvent realiserede, at kunstens formål er at have en holdning.

Sammen med en omfattende tidslinje vises i næste sal nogle af de malerier, Niki de Saint Phalle skabte i slutningen af 1950erne, umiddelbart før hun fandt sit rette element i de tredimensionelle relieffer og skulpturer. I malerierne ses inspirationen fra et besøg i Gaudi’s Park Güell i Barcelona, og man aner her de første formmæssige tilløb til de voluminøse kvindefigurer – “Nana’erne” – som er et gennemgående motiv for den modne Niki de Saint Phalle.

En af grundene til at Niki de Saint Phalle opgiver det traditionelle maleri er, at hun “heldigvis ikke havde en maleteknik, der var god nok” til at udtrykke det, hun ville. Det kunne hun til gengæld ved at bruge ting, fundet på lossepladser eller i supermarkeder. “Hver gang jeg kommer til en ny by, er det første jeg gør at besøge den lokale Monoprix for at se, hvad de har på hylderne”, som hun fortæller i en af de film, der vises i udstillingen.

Herefter følger temaet “Kvindeliv og kvinderoller”, hvor Niki de Saint Phalle undersøger den kvindelige identitet i værker som “Pink fødsel” (1964) og “Portræt af gravid Clarice Rivers” (1964). 20 grafiske tryk med temaet “mig og mine mænd” er som dagbogsblade adresseret til personer i Niki de Saint Phalles liv eller måske til os alle som betragtere, og viser en meget intim og sårbar side af hende.

Den magiske have
Den store skulpturgruppe “Dianas drøm” (1970), tre totempæle, en håndfuld store Nana’er samt den vidunderligt frodige “Clarice igen” (1966-67) anskueliggør storheden i Niki de Saint Phalles store projekt: etableringen af “Tarothaven” i Toscana, der er blevet kaldt “hendes livs mesterværk”.

I en park, som hun fik foræret til formålet, arbejder hun fra 1978 til sin død i 2002 på at opføre 22 skulpturelle bygningsværker ud fra Tarot-kortenes symbolske figurer, og gennem ti år bor hun selv i en af skulpturerne. Igen fornemmer man inspirationen fra Gaudi i de ekstravagante, spektakulære og legende skulpturer. Tarot-haven åbnede for publikum i 1998 og kan besøges fra april til oktober.

I et mindre rum vises dokumentation af udstillingen “Hon – en katedral” (1966), hvor Niki de Saint Phalle sammen med Jean Tinguely og Per Olof Ultvedt på Moderna Museet i Stockholm skabte en kæmpeinstallation, som vakte både skandale og så stor interesse, at museet som det første i verden begyndte at have aftenåbent. Endelig vises Niki de Saint Phalles 115 minutter lange film “DADDY” (1973), hvori hun undersøger forholdet mellem en far og en datter, i en blanding af hudløs selvbiografi og erotisk fantasi.

Niki de Saint Phalle er en af det 20. århundredes vigtigste kvindelige kunstnere, og man kommer hele vejen rundt om hende på Arkens udstilling, der med over 100 værker er den største præsentation af hende i nyere dansk tid. Det er imponerende, at en så omfattende udstilling alligevel efterlader den besøgende med en stor lyst til at se mange flere værker af Niki de Saint Phalle – og med indtrykket af, at der ER meget mere derude. Så: BANG! – bare kom afsted.

13. februar – 12. juni 2016
Niki de Saint Phalle
ARKEN Museum for Moderne Kunst
Skovvej 100, 2635 Ishøj
www.arken.dk
Tirsdag-søndag: 10-17, onsdag: 10-21, mandag lukket

.

Forførende og farverig skyder den to meter høje skulptur “Lily ou Tony” (1965) underlivet frem mod beskueren. Foto Aurélien Mole
Forførende og farverig skyder den to meter høje skulptur “Lily ou Tony” (1965) underlivet frem mod beskueren. Foto Aurélien Mole

 

Photographed during the work's exhibtion at Grand Palais, Paris, 17 September 2014 - 2 February 2015.
Dyr, dukker, jagerfly og legetøjstog er blandt ingredienserne i “Pink fødsel” fra 1964. Foto: Katrin Baumann / Moderna Museet, Stockholm

 

Et personligt brev – eller et nødråb? “You are my love forever and ever and ever?” (1968). Serigrafi 40x60 cm. Foto: PR
Et personligt brev – eller et nødråb? “You are my love forever and ever and ever?” (1968). Serigrafi 40×60 cm. Foto: PR

 

I en favnende bevægelse sender Niki de Saint Phalles “Nana Baloon”, (1960’erne)” signaler om frodighed og erotisk glæde. Foto: KUNSTEN Museum of Modern Art
I en favnende bevægelse sender Niki de Saint Phalles “Nana Baloon”, (1960’erne)” signaler om frodighed og erotisk glæde. Foto: KUNSTEN Museum of Modern Art

 

Niki de Saint Phalles “Venus de Milo” er et af de ikoniske eksempler på resultatet af “skydeaktionerne”. Foto: André Morin
Niki de Saint Phalles “Venus de Milo” er et af de ikoniske eksempler på resultatet af “skydeaktionerne”. Foto: André Morin

 

 

Niki på forsiden

Niki-kunstavisen

Pas på – feministen skyder! Min anmeldelse af Niki de Saint Phalle-udstillingen på Arken er på forsiden af Kunstavisen nr. 3, der udkommer i morgen lørdag. Flot placering også af anmeldelsen inde på hele side 4 – og velfortjent, ikke pga anmeldelsen, men fordi det er en fremragende udstilling.

Glæd jer – til både Kunstavisen og udstillingen, hvis I ikke allerede har set den. Kan nås frem til 12. juni – så der er god tid.