Fotografen Edward Steichen præsenteres i Det Nationale Fotomuseum i København med en både omfattende, stilfærdig og veltilrettelagt udstilling. Han har sat varigt præg på både kunstfotografiet, det kommercielle fotografi og på formidlingsrollen som mangeårig kurator på MoMA.
Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 10/2012, p.17
Edward Steichens (1879-1973) historie falder i vigtige perioder sammen med fotografiets egen historie – og han var på flere områder var en pioner i udforskningen af de teknikker og billedmæssige udtryk, det nye medie gav mulighed for i begyndelsen af det 20. århundrede. Dertil kommer, at hans arbejde har inspireret og påvirket mange senere fotografer.
Steichens betydning for de efterfølgende generationer er ikke blot en løs påstand fra Det Nationale Fotomuseums side. Den dokumenteres på forbilledlig vis med ophængninger af værker fra museets egen samling, hvor man kan se inspirationen som supplement til Steichens egne fotografier ophængt på vægge, der er malet i en anden farve end de vægge, hvor Steichens egne værker vises. Blandt disse fotografer kan nævnes store navne som Richard Avedon, Sally Mann, Henri Cartier-Bresson og vores egen Jørn Freddie.
Kampen for kunsten
Udstillingen er opdelt i fem temaer, der samtidig kan ses som en kronologisk gennemgang af Steichens karriere. De tidligste fotografier er drømmeagtige gengivelser af landskaber og nøgenmodeller – Steichen er oprindelig uddannet maler og stentrykker – skabt i en stilart, der blev kendt som ‘piktoralisme’. Steichen var en foregangsmand i kampen for at få fotografiet anerkendt som kunstart på lige fod med maleri og skulptur, og i disse værker bruger Steichen netop maleriske teknikker for at få fotografiet til at fremstå som billedkunst.
I perioden 1903 til 1917 udgav Steichens gode ven, den amerikanske fotograf Alfred Stieglitz, det banebrydende magasin ‘Camera Work’, og Steichen bidrog flittigt med fotografier til magasinet. Som et kuriosum tegnede han også magasinets logo og dets skrifttype, som Kodak siden ‘overtog’ til brug i den annonce, firmaet fast tegnede på bagsiden af magasinet.
Kommercielt fokus
Edward Steichen var i 1923-1938 ansat ved de populære og respekterede magasiner ‘Vogue’ og ‘Vanity Fair’. Allerede i 1911 havde han fotograferet og (i magasinet ‘Art et Décoration’) fået trykt et billede, der regnes for verdens første moderne modefotografi, men det er hans portrætter og glamourfotos til ‘Vogue’ og ‘Vanity Fair’, der har dannet skole inden for både mode-, reklame- og portrætfotografi. Mange af dem kan ses på denne udstilling, bl.a. hans portræt af Greta Garbo fra 1928, der regnes for et af de bedste billeder, der nogensinde er taget af filmikonet.
Steichen blev på grund af det selvvalgte skift fra kunstnerrollen til arbejdet med fotografi på store magasiner af nogle kritikere, deriblandt vennen Stieglitz, beskyldt for at “sælge ud til det kommercielle marked og bruge sin kunst til at sælge tøj og modemagasiner”. Steichen kunne så til gengæld glæde sig over, at han i denne periode var verdens bedst betalte fotograf, og at han blev så populær blandt filmstjerner og politikere, at begrebet “at blive Steicheniseret” – dvs. portrætteret af Steichen – opstod.
Rollen som kurator
Mennesket er i det hele taget det motiv, der optager Steichen mest, og udstillingen dokumenterer hans vedvarende eksperimenter med portrætgenren. Hans brug af utraditionelle lyssætninger (enkelte helt ‘Rembrandtske’) og rekvisitter er noget af det mest øjenåbnende på udstillingen.
Mennesket var også i fokus, da han som leder af fotoafdelingen på Museum of Modern Art i New York i perioden fra 1947 til 1962 bl.a. stod bag den berømte udstilling ‘The Family of Man’ (1955). Udstillingen blev de følgende år blev vist i 38 lande, deriblandt Danmark, og set af over ni mio. mennesker. ‘The Family of Man’ er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv (2003) – som den eneste udstilling nogensinde. Projektet dokumenteres i Det Nationale Fotomuseum bl.a. med en hel væg, der med værker fra museets egen samling præsenterer nogle af fotografer, som deltog på ‘Family of Man’.
Evigt eksperimenterende
Det er dog Edward Steichens egne fotos, der bør være den primære grund til at se udstillingen. Og det er virkelig en fornøjelse at følge hans udvikling og evigt eksperimenterende tilgang til at arbejde med lys, skygge og iscenesættelse. Selv da farvefotografiet blev mere udbredt, var Steichen klar til at tage livtag med den nye, omstændelige teknik – hvilket bl.a. ses i en serie fine billeder af mennesker og gadeliv i Mexico (1938).
Edward Steichen har ikke har sat livet på spil, på samme måde som nutidens pressefotografer gør det i verdens brændpunkter og krigszoner, men han har gennem et helt liv udforsket og fornyet fotografiets muligheder – i en sådan grad, at det har sat spor mange år efter hans død i 1973. At Det Nationale Fotomuseum kan dokumentere dette ved hjælp af værker fra egen samling er intet mindre end imponerende og føjer en ekstra dimension til Steichens i forvejen imponerende livsværk.
Edward Steichen
Det Nationale Fotomuseum
Diamanten, Søren Kierkegaards Plads, København
Til 9. februar 2013.
Læs også: Verdensklassefoto – x2
Foto øverst:
I det kontrastfyldte sort-hvide portræt fra 1925 af skuespillerinden Pola Negri ses både en mesterlig sans for lyssætning og for brug af få, effektfulde rekvisitter i billedet. Foto: Edward Steichen/Det Kongelige Bibliotek.
Den maleriske teknik i Steichens tidlige såkaldt piktoralistiske periode er tydelig i billedet “Torso, Paris”, fra 1902. Fire smukke nøgenmodeller vises på udstillingen. Foto: Edward Steichen/Det Kongelige Bibliotek.
Steichen fotograferede Greta Garbo flere gange, men dette portræt fra 1928 betragtes som det definitive portræt af skuespillerinden. Blandt de øvrige kendisser på Det Nationale Fotomuseums udstilling ses Martha Graham, Charles Chaplin, W.C. Fields og Winston Churchill. Foto: Edward Steichen.
