Hjem » Opbrud, blyantstegninger, 1987

Opbrud, blyantstegninger, 1987

En saks, en dåse spraylim, et arbejdsbord, styret på min gamle Long John, parkeret på værkstedet. Det er de nære ting, der skildres i denne serie blyantstegninger fra 1987. Tids- og indholdsmæssigt danner de en slags fundament under de værker, der fulgte efter – først og fremmest som eksempler på ting der er set, følt og registreret og dernæst nedfældet på papir. Men også som eksempler på, at ganske almindelige hverdagsting kan have en visuel og taktil værdi, der er værd at stoppe op ved og lægge mærke til.

September 1987, hvor disse 24 tegninger er blevet til, var en opbrudstid for os. Få måneder forinden var jeg blevet færdig med min uddannelse som tegner/grafiker og var på vej til at flytte fra Kolding til Sønderjylland. Her havde Lisbeth et par år arbejdet som forstander på et håndarbejdsseminarium. Inden årets udgang var vi dog flyttet til Aarhus, så det var sydpå og nordpå med flyttebilen.

De fleste af motiverne er hentet i den kombinerede butik og lejlighed, jeg boede i, mens jeg gik på Kunsthåndværkerskolen (1983-87). Enkelte er fra Højer og atter andre fra Drøhses Hus i Tønder, hvor jeg passede en udstilling i nogle dage og fordrev tiden med at registrere omgivelserne. Dét er en vigtig pointe her – at se, helst med en blyant i hånden. –pryds

Se alle 24 tegninger her: