Skeen i suppen
eller:
Tilbage til kroppen
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort den 19. maj 1996 i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Magdalena Abakanowicz, myten og fornyeren blandt danske tekstilkunstnere, udstiller nu for første gang separat i Danmark. Det sker på Charlottenborg med et pragtopbud af værker udvalgt blandt arbejder fra mere end 30 år.

Trods sin status som en af dette århundredes væsentligste fornyere af international tekstilkunst, tager Abakanowicz idag kraftigt afstand fra området tekstil. Ved sin forelæsning på Kunstakademiet i København, forud for åbningen af sin store skulpturudstilling understregede hun gang på gang, at arbejdet med tekstiler skete af nød under et politisk styre, der ikke levnede mange andre muligheder. Tekstilerne blev dermed skeen i suppen, men aldrig suppen, selve den kunstneriske nerve.

Abakanowicz, der er født i 1930, lidt uden for Warszawa i Polen, interesserede sig tidligt for maleri. Som 19-årig modtager hun en præmie for sine billeder i forbindelse med studentereksamen og i de følgende år følger hun undervisningen på forskellige akademier, for i 1954 at tage afgang fra Kunstakademiets billedlinie i Warszawa. Efter en enkelt rejse til vesten udvikler hendes billeder sig og hun nærmer sig det eksperimenterende polske kunstnermiljø. Hendes første separatudstilling i 1960 bliver dog aldrig åbnet for publikum af politiske årsager. Man mener ikke, at hendes store pågående billeder kan indpasses under den officielt vedtagne doktrin om socialistisk realisme.

Hun lever på dette tidspunkt utroligt nøjsomt sammen med sin mand i en lille etværelses lejlighed og tager derfor med glæde mod tilbuddet om værkstedsplads fra Maria Laszkiewicz, en god ven, der har etableret et eksperimenterende tekstilværksted. Det blev en eksplosion. Abakanowicz vævede og formede i de grovest tænkelige materialer, indfarvede med alt hvad der kunne give farve og tvang det genstridige tovværk ind som dele af enorme værker. Trods værkstedets få kubikmeter skabte hun i de tidlige 1960'ere en række monumentale værker i form af store skulpturelle vævninger. Senere kaldet Abakans som en hyldest til hende.

Det var Maria Laszkiewicz, der i 1962 forslog Abakanowicz at sende ind til den første internationale tekstilbiennale i Lausanne, hvor hendes arbejde vakte intet mindre end sensation. De tekstile miljøer sloges på det tidspunkt med kvindesag, tilbage til naturen teknikker og afstandtagen til klassisk håndarbejde. Abakanowicz' stærke markering, totalt renset for smålighed og snæversyn, kom som en revolution.

Op gennem 1960'erne fulgte mange andre med. De fleste lod sig inspirere, mens de færreste formåede at holde trit med mesteren selv. Mens efterdønningerne slog ind over Europa og USA's tekstilkunstnere begyndte at slåes om forskellen på tapestry og fiber art, var Abakanowicz igang med sit næste banebrydende forløb.

Fra foster til krop
Fra at folde ud, gøre større og stadig mere pågående, fulgte en periode med koncentrerede undersøgelser af form. Hoveder blev formet og groft syet sammen, uigenkendelige og alligevel eksponenter for selve det at være. Hænder og snart torsoer fulgte med i en ubrudt række af forsøg. På den ene side blev materialerne nødvendige for at kunne arbejde, på den anden side komplet ligegyldige i den forstand at de blot materialiserede en række forstillinger.

Snart fulgte kroppene. Rent teknisk udført som afstøbninger i groft lærred og lim af siddende kroppe. Hule og uden ansigter. Blot endeløse rækker af kroppe. Nogle med ben, andre amputerede, men med rygge vendt mod beskueren, der naturligt associerer til ensomhed, krig og forfald.

Naturligt fulgte igen en reaktion. Fra forfald til genfødsel. Embryologi, fostrene, var på vej. I tætte puppeformer, nogle som transparente æg, andre som fastholdte slanger lå de alle inde i de tekstiler skaller og brødes for at komme ud. Mere end 800 dele indgik i den fænomenale installation, der i 1980 udgjorde Polens bidrag til biennalen i Venedig. (70)

De store opgaver
Abakanowicz var slået igennem og fik i de følgende år en lang rækkeopgaver over hele verden. Blandt de nye materialer fandt bronze, træ og kalksten vej. Selv betegner hun de store opgaver som væsentlige af to grunde. Det handler om arbejdsro og mulighed for at eksperimentere på et ordentligt niveau. Ikke at de griber forstyrrende ind i et mere personligt forløb, men som en urgammel konstatering af, at kunst på verdensplan kun er mulig i kraft af mæcener.

Rækken af opgaver er tæt på uendelig. Abakanowicz' flid er legendarisk. Hun arbejder alle forstudier op i fuld størrelse for at kunne følge hver en struktur og hvert et forløb i stenen, bronzen eller træet. Blandt de seneste års manifestationer nævnes The Sarcophagi in Glass Houses, 1983-89, The Space of a Dragon, udført til Seoul i Korea i 1988, og endelig cyklen War Games, bestående af kæmpestore trækævler, groft tilhuggede og forsynede enten med tekstile beviklinger eller spidser i jern og bronze.

Eksperimenterne rækker nu også mod nye områder. Dansen, der personificerer de anonyme kroppe, dyrehovederne i den forvitrede bronze, den økologisk by i form af forslag til kæmpestore gitre, der kærligt omklamrer alverdens storbyer med vildt voksende vækster eller den dramatiske serie af børnekroppe, der stille vandrer i formation fra en skæbne genoplevet i erindringen fra krigens år.

Alligevel er det den stadige tilbagevenden til kroppen, gengivelsen, den søgende, der står stærkest. Uanset materiale, uanset fortolkning, denne præcise sansning af mennesker i forandring og dog uforandrede, på flugt og dog ubevægelige, alene og dog elementer i en helhed. Abakanowicz arbejder rækker videre end til en snæver samhørighed, hendes værk fordrer og giver intensitet.

Og det er der, det hele, på udstillingen på Charlottenborg. De store Abakans, dragterne, kroppene, hovederne, bronzerne og de mastodontiske wargames, der nu forbinder associationerne fra krigens uendeligt vandrende menneskemasser med den evige cyklus, også hele krigsmaskinen er en del af. Suppen er stærk nok - kun skeerne ændrer stadig konsistens.

| back to art text gallery | home |