Kunsthåndværk - kunst eller kunstigt
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort første gang 1991 (på tysk) i: Configura 1, udstillingskatalog, Erfurt, Tyskland. Genoptrykt 1995 i: I Anden Position - Udvalgte skriverier 1980-1995. Forlaget Bogto.

Kunsthåndværket er i bevægelse, i udvikling, måske i krise. Tendenserne har gennem de senere år peget i forskellige retninger. Så forskellige, at holdninger, uddannelser og udstillinger mere bliver snævert definerede manifestationer end egentlige pejlinger.

Der er flere veje ind i debatten om kunsthåndværkets aktuelle stilling. En forgrener sig fra udøveren over brugeren til betragteren eller formidleren. Der er en klar indbyrdes påvirkning, som kan gøre det svært at skelne mellem en spontan udviklingsloyal opfattelse overfor en måske håndværksmæssig overbevisende, men på længere sigt kvalitetsbegrænset, indfangning af tidens signaler.

En anden vej tegner sig i splittelsen mellem brugsaspekterne overfor udtryksaspekterne. Førstnævnte så igen splittet mellem den unikke, håndværksbaserede opfattelse af kunsthåndværket overfor konglomeratet mellem designer og håndværker defineret som to adskilte størrelser. Udtrykssiden er heller ikke afgrænset til en intern afprøvning af grænserne for begrebet kunsthåndværk, men snarere en spillen op til en løst defineret opfattelse af kunst - fine art - med udspring i de klassiske kunstarter.

En helt tredje vej kan defineres i forhold til tidligere tiders, gerne storhedstiders, afprøvning og udlægning af begrebet. De tre klassikere er måske husfliden, Arts-and-Crafts kombinationen og endelig unikaen på vej mod den frie kunst. I denne sammenhæng defineres husfliden som det oprindelige, håndværks- og behovsfunderede, hvor det udtryksmæssige blev nedtonet i forhold til brugsaspekterne. I mellemfasen findes udløberne af Arts-and-Crafts bevægelsen, der i et forsøg på at koble de dengang nye industrielle tider sammen med de forgangne livsformer, kom til at kendetegne en kunsthåndværkets glansperiode. I øvrigt ikke langt fra visse designkonstruktioner idag.

Og endelig har der gentagne gange været afprøvet et samspil mellem en klassisk arbejdende billedkunstner og de udtryksformer, der klart tilhører kunsthåndværket.

Den triste snobbisme.
I diskussionen om, hvor kunsthåndværket befinder sig, eller snarere er på vej hen, er det svært at komme uden om en vis snobbisme. Noget er "finere" end andet, og derved anlægges nogle ydre bedømmelseskriterier for værdi, ofte uafhængigt af de kriterier, der ellers naturligt ville gøre sig gældende. Tendensen i den vestlige del af verden har i snart mange år peget i retning af udtryksfelterne. I praksis har det givet en lang række problemer, fordi kunsthåndværket derved blev placeret i en slags ingenmandsland imellem det forgangne håndværk og den frie kunst.

Denne retningsdrejning betød, at kunsthåndværkere, der arbejdede håndværksloyalt fik trange kår. Priserne svingede også hver sin vej og det blev stadig vanskeligere at tjene en årsløn. Igen glider snobbismen ind, økonomi er uinteressant i større sammenhænge, påstås det. Og dog, der skal økonomi til at udvikle tingene og til at skabe den nødvendige grobund for afsætning.

Konflikten er tilligemed slået igennem på uddannelsesområdet, hvor kravet om overlevelse blandt andet har betydet en markant drejning i retning af design. Dette gælder også indenfor en lang række andre uddannelser, arkitekt- og ingeniøruddannelserne, for blot at nævne nogle. Desværre er udtrykssiden ikke fulgt tilsvarende med, her er det svært at skabe forståelse for behovet for relevant forskning og deraf følgende udvikling indenfor området.

Tilsammen tegnes et billede af et område i opbrud, hvor kvalitskriterierne er flydende og hvor synligheden bliver stadig mindre. I det spil får nostalgien gode kår, tilbageskuelsens blide lys forvrænger de realiteter, der omgav feltet for bare 100 år siden.

Kunsthåndværkets subkulturer.
Lige så stille bevæger det dynamiske kunsthåndværk sig videre, uanset de betegnelser betragterne hefter på det. Så snart en stramning er slået igennem, fra kritikernes overdrev, trendmakernes udkigsposter eller undervisernes og embedsmændenes gennemfordøjede fortolkninger, viser der sig nye veje, nye udtryk og nye afprøvninger i det spændingsfelt, der aldrig helt kan registreres.

Tendenserne kan karakteriseres, dokumenteres gennem særligt kritisk udvalgte eksempler, eller danne skole for en udlægning, der alligevel ikke kan bære i det lange løb. Det ligger i subkulturernes egen, svært definerbare natur, at spontaniteten er konstant. Netop deri findes bekræftelsen på eksistensen af det sande kunsthåndværk, en sandhedsværdi, der er i stadig bevægelse og derved skaber den dynamik, der sikrer overlevelsen og fornyelsen uanset de kunstigt beskrevne tendenser.

Polariseringen kommer til at indgå som grundlag for en komplementæreffekt, der stilfærdigt toner frem i uventede sammenhænge. Næppe er bevidstheden om kunsthåndværk som del af udtrykskunsten manifesteret, før end husflidsopfattelsen danner grobund for en næsten antropologisk genopdagelse af håndværket. Med den største selvfølgelighed præsenteres kunsthåndværket i visse lande som en overlevelsesmulighed, hvis respekten for det at skabe smukke brugsgenstande kan kombineres med en fornuftig afsætningsøkonomi. Samtidig søges med forskermæssig omhyggelighed tilbage til en primitivisme og et bevidst ressourcebrug, der endnu kan opvise den lille glæde i tingene. Ikke med lange indviklede forklaringer eller fortolkninger, men som en registrering af subkulturens gennemslagskraft.

En næsten glemt figurlighed er på vej tilbage til feltets mange udtryksområder, efter at abstraktionen i lang tid har været eftertragtet. Indenfor enkelte teknikområder søges eksperimentet ikke i den ekstreme fornyelse, men i en cirklende afprøvning af klassiske arbejdsformer, udtryk og metoder.

Selvfølgelig må en udstilling spejle sin tid, men i større sammenhæng bliver det måske tiden, der spejler en særlig opfattelse i udstillingen. I nogle sammenhænge ren avantgarde, i andre nydelig nostalgi.

Kommentar i genoptrykket:
To år er gået siden den korte tekst til udstillingen i Rundetårn, Berlinmuren er faldet. Erfurt, der ligger i Thüringen i Tyskland, har meldt sig under de internationale kunstfaner med et utroligt ambitiøst projekt, Configura 1. Min rolle var at være koordinator for de udvalgte danske kunsthåndværkere, der var med fordi deres arbejde balancerede mellem kunst og kunsthåndværk. Der var mange praktiske problemer, utallige faxer blev sendt om natten, mine tre besøg i Erfurt lagde lag på erfaringerne, mens det internationale transportfirma brugte 10 dage på at sende katalogmaterialet de 700 km, der kan køres på en god dag. Men udstillingen var et brag. Smukt sanset og med en sjælden fornemmelse for at lade hver enkelt værk komme til sin ret.

| back to art text gallery | home |