Usynlig verdenskunst
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort første gang 5. sept. 1995 i: Morgenavisen Jyllands-Posten. Genoptrykt 1995 i: I Anden Position - Udvalgte skriverier 1980-1995. Forlaget Bogto.

Erfurt i Thüringen har siden murens fald gerne villet markere sig på kunstens verdenskort. Første forsøg skete allerede i 1991 med Configura 1 med undertitlen Kunst i Europa, mens det denne gang gælder en mere verdensomspændende kulturdialog. Udstillingens seks dele er et brag, mens en håbløst dårlig information har gjort projektet nærmest usynligt.

Selvfølgelig er Configura 2 oppe imod stærke odds, når der så tæt på som Berlin har været en Christo og Venezia for øjeblikket har sin biennale. Alligevel burde indholdet i dette udstillingsprojekt have trukket kunstinteresserede fra hele Europa på grund af sin lødighed, sine visuelle postulater og sine koblinger mellem oprindelige kulturer, provokationen som nødvendig for kunstnerisk udvikling og mennesket som den stærkeste ressource af alle.

Lidt af hvert
Erfurt har været på landkortet i mere end 1200 år og har gennem tiderne lagt navn til lidt af hvert. Her har Luther vandret gennem de smalle gader, og her har middelalderlige handelsmænd falbudt deres varer nedenfor domkirken.

Her har unge søgt bylivets glæder, og her har kulturer fra nær og fjern i det gamle Europa mødt hinanden under skiftende faner. I årene fra Anden Verdenskrig og frem har Galerie am Fishmarkt dannet rammen omkring det, der dengang blev kaldt Quadrinale des Kunsthandwerks. Det var et kæmpearrangement, der for hver gang trak stadig flere kunsthåndværkere med en kraftigt dalende kvalitet til følge.

Stridspunkt
I 1990 ønskede man at markere en forandring og gjorde det ved at gå ind i den grå sfære mellem kunsthåndværk og kunst. På det tidspunkt gjaldt striden i Europa brugshåndværket over for udtryksarbejderne. Rødderne over for fornyelsen og til en vis grad kampen for en plads i den udstillingsmæssige sol.

Det lykkedes den gang kun delvist, fordi de to ledende kommissærer på udstillingen, scenografen Detlef Pilz og kunsthistorikeren Peter Möller, reelt ikke havde fanget essensen i striden. Deres klare mål var at lave en regulær manifestation af, at Erfurt kunne og ville spille op til f.ex. Documenta i Kassel og biennalen i Venedig.

De havde imidlertid overset, at mange af de udenlandske kommissærer var de samme som i Quadrinalens tid, og at mange af disse gjorde det, de plejede, nemlig at invitere godt producerende kunsthåndværkere. Undtagelsen blev udgjort af nye lande i sammenhængen, bl. a. Danmark, der ingen forudsætning havde for at indgå i den ballade og derfor kom til at balancere mellem netop kunsthåndværkets yderpunkter, kunst og håndværk.

Da Configura så åbnede i sommeren 1991 med et budget på seks mio. D-mark mod de aktuelle 3,3, var kontrasten mellem kunsthåndværket og billedkunsten skærende. Lokalt undrede man sig dybt og internationalt nåede udstillingen aldrig at blive andet end en næsten usynlig krusning i vandoverfladen.

Ingen slinger
Der er ingen tvivl eller slinger i valsen denne gang. Det er stadig Pilz og Möller der står bag udvælgelsen, men denne gang har de valgt en stærkere konstruktion - ganske vist med sig selv som frontfigurer - men med så meget på hjertet og så stærk en fornemmelse for det at skabe udstillingens egne rum, at det fungerer.

Der er udstillet omkring 160 værker af mere end 135 kunstnere fra ni lande. Det samlede udstillingsareal dækker omkring 4000 kvadratmeter. Hertil kommer en utrolig installation bestående af 450 objekter, indsamlet undervejs.

De deltagende kunstnere fordeler sig med 38 fra Egypten, 20 fra henholdsvis Mexico og USA, 19 fra Grækenland, 11 fra henholdsvis Brasilien, Kina og Rusland. Indien og Nigeria er repræsenteret med henholdsvis to og tre.

Et broget billede, der hviler på kommissærernes intuitive oplevelse af, hvor tingene er i bevægelse netop nu og hvor maner og deja vu ikke hærger i en evig søgen efter en kortvarig opmærksomhed uden indhold.

Hængende kineser
Udstillingens suverænt stærkeste del er at finde i nogle tidligere helt utilgængelige vinkældre - under en del af den gamle by. Felsenkeller hedder stedet og består af en række kasematlignende hulninger, hvor der i hver er installeret et kunstværk.

På en videoskærm oprulles et drama, hvor aktøren er en ung kineser, Huang Zhang, der lader sig hænge nøgen op i nogle jernkæder. Ubevægelig og uden at fortrække en mine lader han kæderne arbejde sig ind i huden, mens dråber af sved, tårer og blod forenes på et underliggende hvidt dække.

Mens billedet fastholdes, bliver registreringen af hver enkelt trækning over øjnene til en fascination. Hvad er det, denne tavse kineser vil fortælle os? Har han opgivet ordene til fordel for et virkemiddel, der er tæt på tortur eller beder han blot om et øjebliks opmærksomhed i en stille kobling mellem to verdener?

Da han hjælpes ned, er det med applaus fra de hjælpere, der har set anstrengelsen træde stadig tydeligere frem.

De øvrige værker har på samme måde hver deres historie at fortælle. Sjældent dog med så markant en kobling mellem det fysiske og det rent tekniske. Her genkendes sarkofagen, stille i sin symbolik; men aktiveret gennem varme og voks. Duften stiger fra overfladen og skaber associationer til andre billeder.

Enkelte har valgt at lade en klassisk form glide over i en bevægelse eller at fortælle en historie gennem gentagelse. Med mennesket i centrum trækkes linjer mellem det mulige og det uopnåelige.

Tingenes magi
I historiske kulisser, på Angermuseum, omgivet af gamle våbenskjolde og heraldiske tegn, står opstillet intet mindre end 450 sorte podier. På hvert enkelt er placeret en lille hverdagsagtig ting, hjembragt fra rejserne rundt til de udstillende lande. Det gælder en kniv her, en dåse der, et stykke legetøj, et kært minde, et tæppe eller et rivejern.

De opleves som uendelige, disse lange rækker af ting, der tilføres en næsten magisk værdi ved at være udvalgte og placeret netop i en uvant sammenhæng. Koblingen til endnu en af deludstillingerne er oplagt, nemlig Krönbacken, der fører linjen videre ind i det kunstneriske univers, der lader en tolkning blive mulig. Igen er det en stringent respekt for hver enkelt værk, der gør opstillingen af hverdagsagtige ting betydningsfuld.

Fra de indendørs udstillinger er der en stadig kobling til de ni kæmpestore kasser, der er kvadratisk bygget op omkring enkelte kunstværker. Under titlen Altar der Kulturen, Kulturens altre - eller Altre for kulturen - giver enkelte kunstnere deres bud på en hyldest til det at høre til en kultur, forsvindende, i udvikling, i forfald eller på vej.

Galleriet, der står som omdrejningspunktet for det hele, rummer mange bud på det overordnede tema, Dialog der Kulturen. I en forunderlig blanding af etnografiske opdagelser, nøjsomme konstruktioner udført med tæt humor og nutidige installationer, tegner sig en følelse af, at udstillingens inderste væsen er at fastholde mennesket som centrum. På godt og ondt, uden smålig skelen til om kunst er nødvendig eller uundgåelig.

Opdagelsesrejsen er kun lige begyndt. Nybegyndere kan starte her.

Kommentar fra genoptrykket:

Det skete ved et tilfælde - på vej mod et tekstilsymposium i Thüringen - at jeg endnu en gang så Configura. På en gang kendt og nyt, men udstillingsmæssigt så godt, at det blev helt nødvendigt at skrive om det. Som udstillingen var området i udvikling og hele atmosfæren anderledes. Måske derfor blev udstillingen tungere, mere vedkommende og langt farligere end i 1991. Endnu en cirkel lukkede sig stilfærdigt omkring mig.

| back to art text gallery | home |