Af formen kom tegneren
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort første gang 1988 i kataloget til den 14.e Kroatiske Tegnebiennale, Zagreb.

Som kunstformer har deres blomstrings- og dvaleperioder, har det at tegne i perioder fungeret mere eller mindre skjult. Dog har de klassiske tegnere har gjort deres til at sikre udødeligheden. Her kendes navne som Leonardo da Vinci (1452-1519) og Michelangelo (1475-1564), der i renæssancen forbandt den grundlæggende figuropfattelse med forarbejdet til monumentalt malede værker. En anden kobling sker ofte mellem tegning og grafik, bl.a. kendt hos en kunstner som Albrecht Dürer (1471-1528), og mere nutidigt, hos danskeren Palle Nielsen (1920-), der i sine dystre fremtidsvisioner afsøger stregens fornemste figur-relationer.

Atter andre sammenhænge findes hos bevidst registrerende tegnere, som eksempelvis Käthe Kollwitz (1867-1945) og Pablo Picasso (1881-1973), der i de enkelte værker vægter totalt forskelligt. Kollwitz har med hele sit sociale engagement inddraget tegningen som medie for mening, mens Picasso livet igennem spillede tegningens muligheder igennem som en ekvilibristisk komponist, der aldrig løber træt i at udfordre tonetrappen. En helt fjerde indfaldsvinkel findes hos Christo (1935-), bulgarsk født, amerikansk bosat projektmager, der anvender det at tegne som illustration, forklaring og indfaldsvinkel til sine kolossale landart-projekter. I princippet er tegningen sekundær i projektet, men efter gennemførelsen bliver den primær, fordi en fotografisk registrering aldrig kan opnå den nerve, som netop tegningen står for.

Uanset indfaldsvinklerne, er der gennem de senere år opstået en fornyet interesse for netop det at tegne. I Danmark har det vist sig rundt omkring. På akademierne søger de kunststuderende tilbage til klassiske arbejdsformer med model- og iagttagelsestegning på såvel maler- som billedhuggerlinjer. Under friere former for kunstnerisk indlæring er croquis- og perspektivtegning inddraget som grundlaget for iagttagelse, mønster-dannelse og regulært udtryk. Medvirkende er måske, at amerikaneren Betty Edwards bøger om frihåndstegning er blevet sande "bibler" i visse kredse.

En pejling af fornyelsen er gjort gennem Den 1. og 2. Nordiske Tegnetriennale. Begge er initieret af den nordsvenske by Skellefteå, der tilbage i 1988 udformede de praktiske retningslinjer for tegnetriennalen. Responsen var overvældende. Ved den første, i 1989, blev der sendt knapt 2.000 tegninger ind, et tal, der blev næsten fordoblet tre år efter. Ingen tvivl om, at det vil ligge endnu højere, hvis det lykkes at gøre ordentligt opmærk-som på triennalen.

Det måske væsentligste træk ved Den nordiske Tegnetriennale er at den viser et spektralt billede af tegneområdet på disse breddegrader netop nu. Groft sagt kan der inddeles i fire hovedgrupper. Studietegningen, tegning som selvstændigt kunstnerisk udtryk, den formidlende - eller kommercielt professionelle - tegning og endelig den grafiske tegning, der ikke fungerer som forarbejde, men snarere som et område, på vej mod helt egne spilleregler. Et andet interessant fænomen er, at flere professionelle tegnere arbejder indenfor mere end et af de nævnte felter. Det vil i praksis sige, at tegning kan betragtes fra såvel den rent kunstneriske vinkel som fra den formidlende, uden at de to udelukker, eller nedgør, hinanden.

De tre tegnere, der i denne sammenhæng repræsenterer Danmark, repræsenterer også flere af de nævnte grupper. Studietegningen og den formidlende tegning, er hos Winnie Meisler og Lars Pryds en slags underlag, eller basis, for deres frie kunstneriske arbejde. Begge er og har de været ude at afsøge de billedlige muligheder. Winnie Meisler med et stadigt tilhør til figurligheden, senest udviklet med morbid humor i et stramt disciplineret formsprog. Hendes farvebrug er spektralt favnende og med en fornem balance mellem lys og mørke. Overfor det står Lars Pryds, der har hentet sin grafiske tegning med ind i maleriet, samtidig med at han i mindre arbej-der fastholder balancen mellem tegning, grafik og malerisk komposition. I flere serier er tegningen den bærende struktur, kompositorisk såvel som taktilt.

Treklangens yngste deltager, Helle Mejer Antonsen, tilhører den generation af tegnere, der har oplevet brugen af samtlige facetter. På den ene side betyder det en overvældende frihed, på den anden side en udtalt mangel på spilleregler. I større perspektiv betyder det også, at arbejds- og afsøgningsperioderne bliver mere tidskrævende end den gang i renæs-sancen, hvor det at tegne og male indebar nogle ganske bestemte læreprocesser. Som Pryds leger også hun med figurfragmenter i billedfladen, hvor bogstaver, skriftsnit og grafiske tegn inddrages på linje med farver og enkelte af collagens arbejdselementer. På linje med Meisler kobler hun farven og stregføringen til en helhed, der fastholder det tegnede afsæt.

Tilsammen udgør de tre et godt bud på bredden i dansk tegning netop nu. De er midt i feltet, midt i udviklingen og midt i den dynamik, der gør tegning til et centralt redskab for opfattelsen af, at form kun kan udvikles gennem en stadigt registrerende iagttagelse. Fortolkningen er så op til den enkelte, hvilket der næppe bør skrives noget om.

| back to art text gallery | home |