| | back to art text gallery | home | |
|
Træ møder stål Offentliggjort første gang juni 2000 i: Boligmagasinet nr 9/2000. Udemøbler er blevet
en branche. Fra at omfatte en enkelt bænk hist og et par
stole her, er der gået mode og ikke mindst stil i området.
Vi har sat to af veteranerne på den danske scene for udemøbler
stævne og udfordret dem på ord og meninger. Det førte
til mange gode meninger om branchen, udviklingen og fremtiden. Bent Krogh benyttede sig ikke oprindeligt af designere udefra, men valgte at gøre det bevidst fra midten af 1980'erne, i forbindelse med omlægningen af firmaets profil. Hovedvægten blev den gang flyttet fra produktion af have- og udemøbler i retning af konference- og kantinemøbler. Det lykkedes rigtigt godt og har ledt til bl.a. flere designpriser og hædrende omtaler. Idag arbejder firmaet fast sammen med bl.a. Pelikan Design (Niels Gammelgaard og Lars Mathiesen), Komplot Design (Boris Berlin og Poul Christiansen), samt Jan B. Pasternak og Gunvor og Niels Jørgen Haugesen. Dertil kommer de pilotforsøg, der ind imellem gøres med nye og unge designere, der gerne henvender sig direkte eller som dukker op på anbefaling. Begge oplever de en - to henvendelser om ugen fra unge håbefulde talenter, der gerne vil prøve at få deres ideer sat i produktion. Trip Trap har gennem de sidste to år valgt den stik modsatte linje af Bent Krogh A/S. Her trækkes al design ind under den fælles hat og produkterne markedsføres som en helhed under firmanavnet. Det har gjort det enklere at holde en linje og enklere at produktudvikle i serier. Netop det sidste har man gode erfaringer med. Hvorfor ikke bygge ovenpå en succes? »Hvis et produkt fungerer godt, er det da oplagt at udvikle det«, mener møbelarkitekt Mogens Holmriis, der gennem de seneste år har været med til at lægge linjen i firmaet. Her når de to poler ikke
hinanden, tværtimod. Alligevel er de begge gode eksempler
på hvordan det kan gøres og tilmed gøres
godt. Synlige eller usynlige designere - det handler om firmaidentitet
og den løbende udvikling af bæredygtige produkter. Trods forskelle i materialer
og firmastrukturer, er der fælles berøringspunkter.
Hvordan udvikle og sælge god kvalitet? Hvordan når
man sin målgruppe og ikke mindst, hvordan indbygger man
en såkaldt "høj succesrate"? Det er ikke
nok at producere, der skal fingerspidsfornemmelse til. På
samme måde er det ikke nok at sende en tegning til et lille
værksted i fjernøsten, der skal prototyper, dvs.
konkrete modeller til. Her er en markant forskel. Bent Krogh
producerer i Danmark, mens Trip Trap får produceret rundt
i verden, bortset fra brugskunstdelen. Blandt de fælles oplevelser
er kravene fra den stadig mere bevidste forbruger - og det uanset
valget af materialer. Idag tænkker folk lige så meget
i stil udendørs som indendørs og bygger gerne deres
sortiment op over flere år. Det stille nogle overraskende
krav til nye produkter. Mogens Holmriis nævner behovet
for en god hængesofa, mens Bent Krogh aktuelt har markedesført
en gennemskinnelig skærmvæg af en helt ung designer.
Hængesofa og skærmvæg. Nye tider, nye ideer
om indretning og frem for alt fleksibilitet Det samme produkt
må gerne kunne indgå i flere sammenhænge. Ligesom
der er interesse blandt forbrugerne for at udvide i bestemte
stilretninger, når først de har fastlagt deres egen. Idag trækker begge virksomheder også sundhed ind som et overbegreb for kvalitet og dermed som et godt og solidt modspil til de allerbilligste varer på markedet. »Valget er kundens - selvfølgelig. Men vi ser ofte, at folk udvikler sig fra først at have købt de helt billige ting i de unge, for siden at vælge møbler i den dyrere ende af skalaen - og de skal da være velkomne...«, lyder den humoristiske melding fra Mogens Holmriis. Han ser stadig oftere, at folk vælger at investere i deres udemøbler, i takt med t der bygges udestuer, større sommerhuse osv. Bent Krogh registrerer en anden
tendens, nemlig en fornyet interesse for udemøbler i aluminium
og andre former for metal. Men til forskel for tidligere, fornemmes
samtidig den stilmæssige indflydelse fra internationalt
design, primært italiensk og fransk. Han tvivler dog noget
på, om de meget moderne møbler vil finde et større
publikum her landet. Plastmøbelmarkedet er stadig meget
styret af økonomi - trods det helt enkle spørgsmål:
»Hvor meget møbel er der i en genstand på
fire ben til 40,- kr.«? Firmaet Bent Krogh A/S er grundlagt i 1960 af Bent Krogh,
der i dag er 67 år. Frem til midten af 1980'erne producerede
firmaet primært havemøbler i stål og aluminium.
Målgruppen var detailhandlen og dermed de isenkræmmere
og andre forretninger, der havde havemøbler som en del
af deres sortiment. Omkring 1985 ændrede markedet sig,
de billige plastmøbler fandt vej til forbrugerne, butiksmønsteret
ændrede sig og interessen dalede for de mere traditionelle
havemøbler. Bent Krogh valgte at se frem og gik i samarbejde
med flere estimerede designere og anlagde i løbet af nogle
få år en ny produktlinje hvilende på møbler
til kontraktmarkedet og udvikling af kvalitetsmøbler i
træ og stål / aluminium til udendørs brug.
Umiddelbart efter modtog firmaet Scan Prisen fra Dansk Designråd
og har siden modtaget flere priser og påskønnelser.
Bent Krogh A/S er i dag ISO 14001 certificeret og EMAS-registreret,
dvs. at firmaets produkter og produktion opfylder kravene om
miljømæssig balance.
| back to art text gallery | home | |