| | back to art text gallery | home | |
|
En mands drøm Offentliggjort 23. september 1997 i Morgenavisen Jyllands-Posten. Léonard Dieleman levede i mange år som velrenommeret slagter i Bruxelles. Samtidig plejede hans sin passion for klassiske bronzeskulpturer. Idag er slagteriet forladt til fordel for drømmeslottet Chateau Petit-Leez, der bl.a. rummer hans private skulptursamling, et galleri for billedhuggere fra Zimbabwe og siden 1993 Camille Claudel galleriet, med plads til skiftende udstillinger. Mange væsentlige kunstsamlere har yndet at erhverve kunst i det skjulte, for så i en sen alder eller testamentarisk at donere deres samling til et museum eller oprettelsen af en enkeltmandsudstilling. Det er de færreste, der som 63-årige Léonard Dieleman i Belgien forsøger sig med egen galleridrift. Starten i november 1985 var ikke specielt kommercielt tænkt, snarere opfyldelsen af et nødvendigt krav fra familien om mere plads. Farmands bronzestatuer fra 1800-tallet var ganske enkelt ved at fylde så meget, at alt andet måtte pakkes af vejen. På det tidspunkt var det tyve år siden Léonard Dieleman købte sin første skulptur, en hest i bronze. I starten var han optaget af dyrefigurer, første senere kom interessen for mennesket og senere igen for det abstrakte. Det første galleri viste sig hurtigt for småt og snart rykkede Galleri Dieleman nogle numre ned ad gaden for at åbne i nye og større omgivelser. Slagterierhvervet blev nu forladt til fordel for en tilværelse som samler og galleriejer på fuld tid. Flair for figurerne og ikke mindst for markedet ledte fra den ene handel til den næste. To år før Bruno Nuytten startede optagelserne til filmen om Camille Claudel, købte Dieleman alt hvad han kunne finde fra hendes hænder. En del af disse værker findes den dag i dag i hans samling hvor de har givet navn til det udstillingsområde, der benævnes Galleri Camille Claudel, mens andre er solgt til samlere over hele verden. Endelig udgør et enkelt værk en raffineret kulisse i restauranten La Petite Châtelaine, der er indrettet under slottets gamle krydshvælvinger. Fra Claudel til Zimbabwe Alligevel manglede han undervejs sin oprindelige fornemmelse af at gå på opdagelse, den fornemmelse, der havde sikret ham mange gode værker og ikke mindst gode oplevelser i samvær med kolleger og anerkendte billedhuggere. Fornyelsen skulle vise sig at komme fra en uventet kant. Fra sidst i 1960'erne havde Dieleman ved flere lejligheder set enkelte skulpturer fra Zimbabwe. Han fandt at de bedste af dem havde en styrke og en oprindelighed, der kunne måle sig med udvalgte værker fra 1920'erne og 1930'ernes europæiske kunst. Men historien var imod udviklingen fordi den første generation af moderne billedhuggere var blevet trænet op gennem 1950'erne til hurtig produktion og videresalg til turister og andre rejsende. Værkerne blev over en bred kam betegnet craft touristique (turisthåndværk) eller Airport Art (lufthavnskunst). Léonard Dieleman oplevede, at for hver gang han så arbejder af 1.000 eller 2.000 kunstnere var der måske 10, der holdt for en nærmere betragtning. Deri lå grundlaget og dermed udfordringen til fornyelsen af hele området, der fra at være styret af velmenende missionærer fra den gamle verden, var endt i den rene, tomme reproduktion. Tilbage var nu kun de oprindelige ideer om at arbejde i en form for kollektive landsbyværksteder, hvor der blev ro omkring selve det at udvikle et skulpturelt formsprog på egne betingelser. Der var ikke tale om egentlig skoling, men om en simpel form for overføring af håndværksmæssige teknikker. Den første generation af billedhuggere fra Zimbabwe, det tidlere Rhodesia, slog igennem i løbet af 1950'erne. De fleste fortabte sig siden i fremstillingen af de lette værker, der kun dårligt kan betegnes kunst, mens enkelte opdagede nogle udtryksmuligheder, de kunne udnytte udover den snævre salgsprægede produktion. Idag arbejder Dieleman sammen med omkring 30 forskellige billedhuggere fra Zimbabwe. En lille håndfuld er fra den første generation, mens størsteparten er fra næste generation, der regnes fra omkring midten af 1970'erne. Rent praktisk sker kontakten på rejser hvor Léonard Dieleman, hans assistent Dominique Marcq og ofte hans Datter Elisabeth Dieleman er med. De rejser rundt blandt landsbyerne, møder kunstnerne, ser deres arbejder og køber ind til galleriet i Belgien, hvor siden hvert enkelt værk registreres og kvalitetsmærkes. For hver eneste rejse lærer de nyt om særpræget, myterne og historierne. Billedhuggerne er opvokset i en tradition, hvor alt er besjælet og dermed langt fra en mere intellektuel eller sofistikeret form. Derfor søger kunstneren kunsten i stenen og lader sig lede intuitivt ind til selve værket, mens hans arbejder. I figurlige værker er øjnene ofte dækket af store blade, der skal bevare ånden i tingen. I andre værker inddrages formen fra et bjerg, månens krumning eller symboler og myter om guder og magiske væsener. Samlingen af skulpturer fra Zimbabwe tæller idag flere tusinde værker, der alle er ordnet og kategoriseret udfra kunstnerens egne oplysninger. Samlingen har vist sig at rumme så gode værker, at Musee Royal de l'Afrique i Tervuren uden for Bruxelles har bedt om at måtte låne et bredt udsnit til en kommende udstilling. Her vil man forsøge at belyse netop den udvikling området har gennemgået de sidste 50 år, fra simpel overlevelse til verdenskunst. En moderne virksomhed I parken er der ro og tid til fordybelse i de mange kroge, der hver og en er befolket med skulpturer af forskellig art. Omkring svanedammen rejser sig høje, blanke stenskulpturer fra Zimbabwe, mod markerne fortoner Ronald de Winters syv store heste sig og under bladhænget skimtes romantikkens hvide marmorfigurer. Pludselig ses Mariette Teugels fem danserinder, skælmsk betragtet af en Peter Pan og en næsten skjult lille gaucho med pilekogger og hjorteskindssko. Det, der fra starten var en mands drøm om at skabe en ramme om en samling, er blevet en moderne virksomhed, hvor der arbejdes seriøst med kunst fra hele verden. Alligevel er det lykkedes at fastholde en sammenhæng, der udgøres af den kærlighed til hver eneste skulptur, der lyser ud af såvel Léonard Dieleman som hans familie, der alle er dybt involveret i hverdagen på drømmeslottet. Maj-salonen Som ved de fleste institutionaliserede kunstudstillinger har begejstringen været svingende, især blandt de kunstnere, for hvem det ikke lykkedes at få værker igennem censureringen, enten fordi de var for ringe, eller fordi de var på forkant med udviklingen. Det har gennem årene afstedkommet flere reaktioner, bl.a. Salon des Refusés (De afvistes Salon) fra 1863, hvor bl.a. Manets berømte billede Frokost i det Grønne blev udstillet. Siden fulgte Salon des Indépendants (De uafhængiges Salon), der dannedes af kunstnerne selv som et alternativt udstillingssted i 1884. Her sås folk som Georges Seurat, Henri Rousseau og Vincent van Gogh. Endelig stiftede antikvitetshandleren Fredo Sidés Salon des Réalités Nouvelles (Salon for Den nye Virkelighed), i 1946. Det var året efter at Gaston Diehl sammen med en række kunstnerkolleger havde taget skridtet til åbningen af endnu en Salon de Mai. Diehl havde tidligt øje for værdien i at lade de yngre kunstnere komme frem i lyset og i stedet for censureringen valgte han at invitere folk til at udstille. Allerede nogle få år efter, ved den fjerde Majudstilling sås navne fra eliten i dette århundrede. Det gælder f.eks. Fernand Léger, Henri Matisse, Pablo Picasso og Victor Vasarely. Dette udløste en invitation til at lade den nye Salon de Mai udstille på Musee des Beaux Arts i Paris i 1949. Koblingen lykkedes. På dette, det første år, kunne opvises 360 indsendte arbejder, udvalgt blandt et langt større antal værker. En tendens, der steg år efter år samtidig med at interessen fra andre lande var stigende. Fornyelsen betød blandt andet, at det blev her man i 1960'ernes Frankrig mødte popkunsten repræsenteret ved navne som bl.a. Robert Rauschenberg, Jasper Johns, Roy Lichtenstein og Andy Warhol. En udløber herhjemme kan ses i Majudstillingen, der blev stiftet i 1953 som en reaktion mod de etablerede udstillinger. Gennem de følgende årtier blev den et forum for eksperimenterende kunstnere som Gunnar Aagaard Andersen, Sven Dalsgaard, Paul Gadegaard m.fl. Desværre blev dens levetid afsluttet med udstillingen i 1971, i modsætning til den franske pendant, der lever i bedste velgående. Forhandlingerne mellem Léonard Dieleman og salon de Mai har alene gået på muligheden for at vise skulptursektionerne udenfor henholdsvis Paris og Bruxelles. Og det er lykkedes. Frem til udgangen af september er det muligt at se hele skulptursektionen fra Salon de Mai i Paris og udvalgte arbejder fra den tilsvarende udstilling i Bruxelles. De to udstillinger tæller i alt 61 kunstnere fra hele verden og giver dermed et kalejdoskopisk billede af moderne skulptur netop nu. Dermed står Léonard Dieleman som den første, der har fået mulighed for at vise så stor en samling af skulpturer uden for institutionernes egne tykke mure. Det er samtidig en velkommen anerkendelse af seriøsiteten bag opbygningen af Chateau de Petit-Leez. En lille mand og hans drøm er ved at gå i opfyldelse.
Udvalgte billedhuggere fra Zimbabwe og Salon de Mai i Paris og Bruxelles. Frem til 28. september 1997. Senere følger Mesterværker fra Zimbabwe i samarbejde med Musee Royal de l'Afrique i Tervuren. Galleri Dieleman
| back to art text gallery | home | |