| | back to text gallery | home | |
|
Europæiske spor Offentliggjort første gang 1991 i: Dansk Kunsthåndværk nr. 4, december 1991. Genoptrykt 1995 i: I Anden Position - Udvalgte skriverier 1980-1995. Forlaget Bogto. Uden at være tilsigtet blev sommerens to internationale udstillinger af kunsthåndværk, Europäisches Kunsthandwerk i Stuttgart og Configura I i Erfurt, konkurrerende øjebliksrapporter. I forlængelse af dem står efterårets WCC-konference i Barcelona, hvor konflikten stod mellem fri kunst og traditionsbundet håndværk. Om kunsthåndværket i europæisk forstand står i stampe eller er i bevægelse er endnu uafklaret efter sommerens store udstillingsmanifestationer. Set i bakspejlet står de mere som monumenter over det forgangne end som pejlemærker for nytænkning. Det kan der være flere grunde til. En skyldes måske konstruktionerne bag udstillingerne, en anden de skjulte motiver for at ville vise netop kunsthåndværk, en tredje, at der stort set ingen kunsthåndværkere var med ved udvælgelsen af arbejder. Derved understreges den trefløjede konflikt endnu en gang. En del er funderet i en traditionel håndværksbaseret opfattelse, en anden flirter med industriel design, mens den tredje, og måske mest konfliktfyldte, går i retning af frit kunstnerisk udtryk. I denne sammenhæng gåes let hen over de deraf følgende problemer, eksempelvis i uddannelses- og overlevelsesmæssige sammenhæng. Bag udstillingen i den tyske delstat Baden-Württemberg stod det såkaldte Landesgewerbeamt i Stuttgart. Der er tale om en traditionsrig og velfungerende institution med opgaver primært for industrien, men også med et fornemt udstillingsforløb relateret formgivning i bred forstand. Dog har den kunstneriske del været forholdsvis svagt betonet på grund af afstanden til kravene ved formgivning målrettet industri. I det aktuelle tilfælde, Europäisches Kunsthandwerk, blev udstillingens indhold udformet efter en syvdelt gruppekonstruktion. To grupper var bredt sammensatte under temaerne brugsarbejder og frie arbejder. Den første dog ret frit med større vægt på udformningen end på anvendeligheden. Derved blev springet til den frie gruppe meget lille, reelt havde de to kunnet fungere som en. De øvrige fem grupper var fastholdt omkring materialer på yderst traditionel vis. Det gjaldt glas, keramik, papir/træ, smykker og endelig textil. Omkring hver gruppe har der været tilknyttet rådgivere, med ansvar for udvælgelsen af de deltagende kunsthåndværkere. Fra Danmark deltog Jørgen Schou Christensen, der arbejdede med området papir og træ. Tilsammen udgjorde rådgivergruppen et imponerende opbud af professionelle fagfolk, måske så professionelle indenfor hver sit felt, at den samlede udstilling kom til at mangle sammenhæng og i enkelte tilfælde bære præg af gentagelse, dels af navne, dels af arbejder, tidligere set på internationale udstillinger. Til gengæld blev redaktionen af kataloget varetaget utroligt dygtigt af Eberhard Albrecht og Isabel Heremann, så baggrundsartikler og kunstnerpræsentationer i sig selv kan stå som et kvalificeret kildeværk fremover. I Erfurt havde man valgt en anden konstruktion. Lokalt stod Galerie am Fischmarkt som arrangør, mens det i praksis var de løst tilknyttede medarbejdere, Peter Möller og Detlev Pilz, der koordinerede. Dertil kom en række inviterede rådgivere, eller kommissærer, fra i alt 25 europæiske lande. Fra Danmark deltog undertegnede i dette arbejde. Udfra forslag fra rådgiverne valgte Möller og Pilz så deltagere, eller rettere arbejder, fra en række kunsthåndværkere rundt omkring i det nye Europa. Disse valg fungerede som endegyldige og der kunne ikke som sådan forhandles andre muligheder på plads. I modsætning til Stuttgart lykkedes redaktionen af det store katalog slet ikke. Peter Möller magtede ikke at komme ud over en yderst traditionel ophobning af cv'er med illustrationer tilfældigt udvalgt uden forudgående stillingtagen til kvalitet eller koncept. Dertil kom en lang række artikler fra skribenter i de enkelte lande, der under forarbejdet var blevet lovet en dobbelt oversættelse for at indholdet skulle kunne nå ud over det tysktalende område. Heller ikke det lykkedes. Resultatet blev et tæt pakket tekstafsnit, der kræver mere end almindelig begejstring for at give et reelt forskningsudbytte. Der er ingen tvivl om, at uanset konstruktionen for en udstilling, vil der i det endelige resultat kunne påpeges mangler. I sammenhængen Stuttgart blev det største problem en uafklarethed i helheden. Trods en meget høj kvalitet på langt de fleste arbejder var udvalget springende indenfor de enkelte grupper og dermed også imellem grupperne. Fornemmelsen af indforstået hengemthed sneg sig også ind gentagne gange. Hvad var det egentlig, der skulle vises? Feinschmeckerei for de udvalgte, eller introduktion til de uoplyste, der forbinder kunsthåndværk med godt brugsarbejde? Udstillingen står stadig som et monument over den konflikt og bliver derved signalgiver for en del af kunsthåndværkets øjeblikkelige identitetsproblemer. På Configura 1 var der taget klar stilling på forhånd. Her gjaldt det udtryk, fri kunst og afprøvning af grænser, med andre ord fjernt fra de traditioner, der eksempelvis stadig er valide i Barcelona. En del af forklaringen kan ligge i Configuras rødder, der udspringer af den såkaldte Qvadrinale for Kunsthåndværk i de Østeuropæiske lande, der siden 1974 har været afholdt i Erfurt. Den selvsamme Qvadrinale endte med at blive en slags åbent marked for kunsthåndværk i bred forstand, uden nogen former for generelle udvælgelseskriterier, og koordineret fra de enkelte deltagerlande. Efter murens fald er ønskerne om international markering, og dermed ambitionerne, skruet kraftigt i vejret. Det lå derfor som erklæret mål for Galerie am Fischmarkt at tegne et væsentligt anderledes billede af netop begrebet kunsthåndværk end det fra Qvadrinalen kendte. For at understrege de nye toner fik Configura 1 undertitlen Kunst in Europa. Noget, der ved udstillingsåbningen gav anledning til kraftig kritik og diskussion primært blandt repræsentanterne fra de tidligere østbloklande, der ikke bifaldt det nye koncept. Set udefra drejede det sig mere om en geografisk og kulturelt ladet manifestaion, end en egentlig søgen i det pulserende kunsthåndværkerliv, der trods alt danner grundlaget for det hele. Måske ligger konflikten i selve det at ville bruge mediet udstilling til spejling af status quo. Er det overhovedet muligt at fange tendenserne ind i et sandfærdigt billede, eller vil en lidt træt efterrationalisering altid blive resultatet, når enten så mange betragtere eller få smagsdommere skal bidrage med deres meninger og opfattelser af tingene? Det kan blive svært at frigøre sig fra fornemmelsen af manglende friskhed. Dette er ikke for at efterlyse nyt for nyhedernes skyld, men snarere en intuitiv fornemmelse af, at der et eller andet sted må være nogle, der arbejder nyskabende, uden for mange lig i lasten efter eksempelvis Bauhaus og Memphis, eller for Barcelonas vedkommende, modernisterne med Gaudi i spidsen. Når det er nævnt, bør det også med, at Stuttgart udstillingsmæssigt ikke kunne leve op til intentionerne for indholdet. Mange ting var stillet op i så tætte formationer, at der ikke blev lys eller luft til at betragte uden forstyrrelser. Modsat i Erfurt, hvor udstillingsarkitekturen udgjorde et gedigent stykke arbejde med en sjældent set respekt for de enkelte arbejder. Følges linjen op til Barcelona, hvor World Crafts Council Europa afholdt sit sjette kombinationstræf siden 1981, nemlig mellem workshops og konference, blev konflikten trukket endnu mere markant op. Den næsten forfinede opfattelse af begrebet kunsthåndværk, som mange deltagere har valgt gennem de senere år ved at arbejde rent udtryksorienteret, kom til at stå i en utrolig kontrast til undertonerne i de katalanske indlæg. Her var det behovet for regulære restaureringshåndværkere og problemerne med en voldsomt stigende ungdomsarbejdsløshed, der gentagne gange kom til at tegne kunsthåndværk som stationært, afhængigt af igangsættere som arkitekter m.v., uden selvstændige muligheder blandt de udøvende. Når så forskellige begivenheder, som to udstillinger og et regulært træf blandt udøvende og formidlere, kombineres i denne sammenhæng, er det fordi der både er fællestræk og store forskelle. Det fælles er primært begrebet kunsthåndværk - og det at ville synliggøre det. Den største forskel er at finde i attituderne, eller snarere holdningerne og dermed respekten, for det at arbejde midt i området. Med udgangspunkt i det fælles, nemlig begrebet, lå de to udstillinger, deres øvrige forskelle til trods, på linje i opfattelsen af kunsthåndværk som et udtryksområde. Alligevel lykkedes det i Stuttgart at få taget begrebet design med som en naturlig del af spektret, hvor der i Erfurt udelukkende blev fokuseret på den frie kunst. I Barcelona var opdelingen som tidligere nævnt meget firkantet, formodentlig fordi man ikke fra organisatorernes side kunne forestille sig kunsthåndværkeren som formgiver i designmæssig forstand. Omvendt var der heller ikke forståelse for kunsthåndværket som udtryksmulighed. Begge dele til nogen overraskelse for mange af såvel workshop- som konferencedeltagere, der til daglig arbejder indenfor nogle af de nævnte områder. Et andet væsentligt område gælder efterdønningerne af begivenheder som de nævnte. De mange, der har set de to udstillinger, aflæser vel under en eller anden form nogle signaler. Enten til distance eller til adaption. I sammenhængen WCC Barcelona er det sværere, fordi den lokalprestige, der har været det arbejdsmæssige grundlag, reelt ikke påvirkes af deltagere eller iagttagere. Deres indbyrdes udbytte er så til gengæld afhængig af de spontane kontakter, det lykkes at etablere under forløbet.
Kommentar i genoptrykket:
| back to text gallery | home | |