Harvey K. Littleton og Kyohei Fujita indvier glashytten på Glasmuseet i Ebeltoft 1988. Foto: Lars Pryds.

Glasmuseet trodser tyngdeloven
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort første gang 1988 i: Kunstavisen nr. 6, juni 1988. Genoptrykt 1995 i: I Anden Position - Udvalgte skriverier 1980-1995. Forlaget Bogto.

Det internationale Glasmuseum har endnu engang trodset tyngdeloven, denne gang med en stor udstilling af de gamle mestre Fujita og Littleton. Begge var de til stede, da museets glashytte blev indviet.

Midt i al virakken, omkring det efterhånden veletablerede Glasmuseum i Ebeltoft, bliver der tid til at høre, hvordan de to højt estimerede glasmagere, Kyohei Fujita og Harvey K. Littleton, var blandt museets første donorer. Deres gaver, i form af egne værker, er blandt grundpillerne i den samling, der nu, på frivillighedens basis, har bragt museet op i en international klasse.

Det er samtidig denne uforbeholdne støtte, fra to af studioglassets største mestre, der har været medvirkende til at gøre museet kendt, langt ud over landets grænser. Den kendthed ville imidlertid hurtigt miste glansen, hvis ikke der til stadighed blev udbygget og tænkt fremad.

Bag facaden er der tale om et utroligt hårdt arbejde med at skrabe midler og goodwill sammen, på vej mod museets nye mål. Sidste skud på stammen er den glashytte, som netop er indviet i forbindelse med åbningen af Fujita/Littleton udstillingen. Midlerne er skaffet ved sponsorering, mens det fysiske arbejde er gjort af den amerikanske glasstuderende Marc Boutté. Han har valgt at bruge et par år i Danmark, dels for at gøre sin uddannelse færdig, dels fordi der faktisk sker noget netop her, netop nu, på glasområdet.

Tyngde og lethed
Ud over at være en præsentation af de to glaskunstnere, Fujita og Littleton, er den aktuelle udstilIing på glasmuseet også en studie i nogle af glaskunstens mange udtryksfommer. Flere af Littletons arbejder er tyngdeafprøvende helt ud i det ekstreme. Materialets krav over for formen, der igen indgår som element i en større helhed sammen med farverne og de præcist brudte flader.

Littletons del af udstillingen er primært grupperet omkring to typer af arbejder. En udgøres af kraftige, multikolorerede glasmassiver, der i brudfladerne lader Iys og farve gå op i en højere enhed. En anden af organiske, næsten vegetabilske fommer, der i deres tætte sammenslyngning søger stadig højere opad.

Over for den overdådige tyngde står Fujitas næsten urørlige lethed. Smukkest måske i de æskeformer, der også tidligere har aftvunget så stor respekt. Mest eksperimenterende nok i de seneste års Murano-inspirerede afprøvninger, der frækt sprænger venetianernes egen, til tider belastende, reproduktion af glastraditionen. Uden blusel lader han klassiske delelementer indgå i et fonyende samspil.

I tilknytning til denne særlige udstilling har der fundet en stramt udvalgt nyopstilling af museets egen samling sted. Den styrker sammenhængene og giver en fin fomemmelse for historien bag hele studioglasområdet, der til stadighed er i udvikling.

Kommentar i genoptrykket:
På en måde er det altid ren lystskrivning at skulle anmelde eller skrive om Glasmuseet. Stedet er båret af en helt speciel blanding af faglighed - både kunstnerisk, håndværksmæssigt og ledelsesmæssigt. At stedet så også er enestående, som selvejende kulturinstitution betragtet, bør nævnes i en tid, hvor kulturpolitiske redegørelser, ny museumslov og identitetsproblemer omkring kunst og formidling præger store dele af det offentlige kulturmiljø. Glasmuseet er et bevis på at ting kan fungere - med genklang langt ud over landets grænser.

| back to art text gallery | home |