Kvaliteten følger af ærlighed
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort første gang i Dansk Kunsthåndværk nr. 2, juni 1991.

Ordene er Annette Kræns, temaet er smykker og udvikling, indfaldsvinklerne udgøres af en række udøvende kunst håndværkere, samt inspirationsveje og visioner i en sammenhæng, der bliver stadig mere international, skriver Lisbeth Tolstrup i denne oversigtsartikel.

Avantgardens bølger er allerede gennem flere år skyllet ind over smykkefolkenes strande i flere lande omkring os. Sydfra har inspirationen måske især været båret af eksperimenterne i Tyskland, Holland og Belgien, mens der på det seneste har vist sig stadig flere rebelske tiltag fra Norge. Sidstnævnte fulgt med en udtalt interesse fra såvel udøvere som iagttagere af netop smykket som udtryk. Befriende og næsten forfriskende i en sammenhæng, hvor påvirkningerne sydfra har en stærk tradition.

Karakterisering af et område kommer altid til kort i manglen på nuancer. Alligevel er det til tider nødvendigt at bevæge sig ud over den stramme anmeldelse eller foromtale i forbindelse med en udstilling, en udsmykning eller en anden klart defineret opgave. For mange danske kunsthåndværkere alligevel kun af kuriøs interesse, fordi deres arbejdsfelt er skiftende og derrned spændstigt.

Som glasset fik sit studio-begreb er metalgallerierne opstået i den unikanære smykkevirkelighed. Værdinormerne kom under lup og fik nye dimensioner gennem en eksperimenterende brug af andre materialer end de klassisk anvendte. Guld og sølv blev fulgt af en række metaller, der ikke traditionelt havde været brugt i smykkesammenhæng, det gjaldt eksempelvis titanium, aluminium og niubium. Samtidig blev der gjort nye forsøg med tidligere anvendte materialer, hentet fra snart sagt enhver udtryksform.

Sat i et lidt større perspektiv føjede smykkerne sig derved til en grænseafsøgning, der gennem 70'erne og 80'erne gjorde oprør, dels mod den efterhånden lidt trætte 50'er opfattelse af danish design, dels mod en stramt defineret opfattelse af, hvad håndværksbaseret teknik stillede af form- og materialekrav. På lignende vis blev der vendt op og ned på opfattelserne af textile udtryksformer, keramiske sonderinger i grænselandet mellem funktion og udtryk, ligesom kendte møbler blev analyseret kritisk som basis for en ny udvikling.

De formmæssige sammenhænge kan i efterskuelsens Iys analyseres uden andet formål end at skabe en vis overskuelighed. Væsentligst er måske den frihed, der fandt vej ind i arbejdet med smykket som opnåeligt unika. En frihed, der er fulgt med ind i den næste periode, hvor signalerne vedkender sig den stærke designtradition og samtidig pejler nye veje.

Fra pionererne og ud
Herhjemme blev Galerie Metal i København banebrydende for den føromtalte galleribevægelse. Oprindeligt startet i 1978 af guldsmedene Peder Musse og Jan Lohmann, der siden har fået følgeskab af guldsmedene Agnete Dinesen og Annemarie Serritslev, samt sølvsmeden Claus Bjering. En konstellation, der siden igen er ændret ved Peder Musses afgang og den unge guldsmed Louise Grønlykkes tilgang. Det væsentlige i denne sammenhæng er imidlertid ikke selve galleriets personhistorie, men den pionerende rolle driften af galleriet har betydet for hele området.

Igennem årene har Galerie Metal dannet ramme om en række fornemme udstillingsarrangementer med gæster fra ind- og udland. Til tider har der været gennemgående temaer, til andre tider fint sansende forsøg på at fange og illustrere tidsånden, dokumentere bevægelse knapt registreret ude omkring eller simpelthen give plads til kvalitet. For mange udøvende smykkefolk udenfor København har Galerie Metal desuden været første trin mod en professionel synliggørelse i større sammenhæng.

Som Galerie Metal på et tidspunkt var nyt og søgende, er nu en pendant på vej. Det gælder Tactus - galleri for moderne smykkekunst, med placering i Ny Østergade i København. Initiativtageren er her guldsmed Tina Skronski, der dels vil organisere udstillinger med gæster fra forskellige lande, dels give plads til en lille dansk tilknyttet gruppe. Den består, udover Tina Skronski selv, af Henrik Bløndal Bengtsson, Ulrik Jungersen, Lone Gudmundsson, Francois Delataille, Torben Hardenberg og Per Suntum.

Hvor metalgallerierne tegner sig for en vinkel, udgøres en anden af markante kunsthåndværkere, der gennem eksperimenterende afsøgning udvikler deres professionelle personlighed. At der også er sammenfald mellem gallerideltagelsen og besøget ligger i sagens natur i og med den enkelte deltager i flere arbejdssammenhænge.

Den enkelte
Guldsmede som Jan Lohmann, Karen Ihle, Jens Eliasen og Annette Kræn har med deres stærke formsprog, og stadige afsøgning af nye udtryks muligheder, for længst markeret sig stærkt pa den danske smykkescene. De har samtidig haft en banebrydende betydning for opfattelsen af unikasmykket som en opnåelig mulighed.

Annette Kræn kender sig selv og sin branche så godt, at der er overskud til at skitsere nogle linjer op i spillet om inspiration og overlevelse. Basis udgøres af en bevidst kombination af salgbarhed og avantgarde. De to felter er indbyrdes afhængige, til sikring af arbejdsro og sprælskhed. Inspirationen søges til gengæld i andre sammenhænge, det kan være ved at opleve maleri og textil, gadelivets Iynhurtige registrering af tidens signaler, eller ved rejser, hvor et andet folkeliv og farvespil skærper iagttagelsen.

Så følger den lange vej mod udviklingen af nyt udtryk. Netop nu gælder det udviklingen af lak som modpol til metallerne. En rolle der tidligere blev spillet af horn eller hestehår, sidstnævnte tildels inspireret af den frie textilkunst. I sit senere arbejde med lakerede emner har Annette Kræn haft brug for at søge museal viden. Der dukker de håndværks mæssige krav op endnu en gang. Det er ikke nok, tingene er smukke, når de forlader værk stedet, de skal også kunne klare det daglige slid, som ethvert andet smykke.

At søge inspiration i andre felter er velkendt. I den konsekvente ende af skalaen befinder sig Hanne Behrens, der gennem de senere år har arbejdet i smykkemetaller, men med textile teknikker som væv og strik. En kombination, der i al stilfærdighed har fundet et særpræget udtryk, uden at funktionerne er gået fløjten. Et andet spring er gjort af Hanne Bay Lührssen, der har forladt sine tidligere former til gengæld for en række lette formeksperimenter, oprindeligt gjort i papir, men omsat med en bevidst materialefomemmelse til guld og sølv. I et andet spil om materialer har guldsmede som Kim Buck og Gail Spence, samt sølvsmeden Allan Scharff, kombineret aluminium med henholdsvis sølv, gummi, stål eller ædle stene. I sig selv et spil på det overraskende, men uden at miste tilhøret til designmæssig udfommning og balance.

Mere udfordrende har rebeller som Mikala Naur, Gerda Lynggaard og til dels Lisbeth Nordskov arbejdet sig ind i omradet kropsskulptur. Et felt, der trods flotte dimensioner ikke rigtigt har slået an pa den hjemlige scene, måske fordi målgruppen trods alt er for lille, måske fordi det er kommet så meget udefra, at adaptionen er for fjem.

I sammenhængen med de mange navne skøjtes der ofte forbi en gruppe, der som fællestræk har høje krav til kvalitet, og som kendetegnes ved en professionel respekt for deres håndværk. De arbejder til dels i feltet med den afgrænsede unika og den hensigtsmæssige, lidt mindre produktion, baseret på længere tids produktudvikling. Gode eksempler er Jytte Kløve, Kirsten Pon toppidan, Lisbeth Silver og Eva Dora Lamm.

I kontrast til metal overfor metal og metal overfor kunststof befinder sig de stilfærdige materialer som ædeltræ og såkaldte natursten. Førstnævnte med stor entusiasme brugt og udviklet gennem de senere år af den unge guldsmed Hans Henrik Petersen, der nu er ved at have arbejdet sig igennem nogle af de svære afsøgende faser på vej mod et stærkere personligt udtryk. Sidstnævnte fornemt redefineret og brugt af guldsmeden Agnete Dinesen, der arbejder stadig mere præcist i balance punktet mellem tyndhed og flade.

De mange strømninger, affødt af påvirkninger udefra, rejser flere spørgsmal, et er om internationaliseringen er blevet for kraftig til at der kan fastholdes en egentlig dansk identitet, og tjener det noget formål? samt om det er muligt at fastholde en tilstrækkelig høj kvalitet som basis for egentlig fornyelse. Med endnu et Annette Kræn-citat er en ordentlig uddannelse forudsætningen for at lave noget godt. Dermed slutter cirklen, kvalitet følger stadig af faglig ærlighed.

| back to art text gallery | home |