Fabrizio Plessi på Biennalen i Venedig 1988.
Foto: Lars Pryds.

Italiensk videokunstner af internationalt format
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort første gang 1988 i: Mediavisen nr. 2/88. Genoptrykt 1995 i: I Anden Position - Udvalgte skriverier 1980-1995. Forlaget Bogto.

Med rødder i de klassiske kunstformer tegning og maleri, har italieneren Fabrizio Plessi eksperimenteret med video som udtryksmiddel i mere end tyve år.

Den i dag 48-årige italiener Fabrizio Plessi hører til blandt de tunge drenge i gruppen af eksperimenterende kunstnere, der forsøgte at kaste arven over bord efter 68. Men som tiden går, er det også den gruppe, der såvel på hjemlige breddegrader, som internationalt, når til professorstillingerne på de gamle hæderkronede akademier.

Så tidligt som i 1962 havde Plessi sin første separatudstilling. Den fandt sted i Venedig, byen hvor han også gennemgik den klassiske maleruddannelse på Accademia di Belle Arti. Fra den udstilling er tiden gået med afsøgning og udvikling, eksperimenter og afprøvning. I slutningen af 60'erne blev han, som så mange med ham, optaget af udtryksformerne performance, installation og måske mest interessant i denne sammenhæng, videomediets muligheder.

Siden er han blevet ved med at udvikle sin brug af videoen. Dertil kommer visse elementer, der danner udgangspunkt for de store arbejder. Primært gælder det vandet. Vand i alle tænkelige afskygninger. Havet der i skvulpende bølger danner sin egen rytme. Tålmodigt optaget time efter time af Plessi, for senere at blive bearbejdet, skåret til og kopieret for derefter at indgå som element ved element i den endelige installation. Det kan være en hurtigt løbende bæk, der med et enkelt lille kluk skaber brud i en rytme, eller får en dramatisk effekt ved at blive skruet sammen med en knirkende maskine.

Måske er det bare lysets spil i et glas vand, der skaber inspirationen, der på et tidspunkt udmønter sig i et neonlysende udsagn med reflekser eller spejlinger i vand.

Forud for de enkelte arbejder gennemtegner Plessi et utal af skitser. De er ganske flotte med alle deres arbejdsnoter, forklarende pile eller effektstreger til illustrationen af en retning, en bevægelse eller en spejling.

Blandt de større arbejder bør nævnes »Bronx«. En mammutsag på 15 gange seks meter, bestående af 26 monitorer, stillet op i en geometrisk helt præcis formation. Omkring de 26 kasser var stillet rustne jernplader og ned i hver enkelt skærm var »stukket« en spade. Det vil sige, den øverste del af spaden var virkelig nok, men den nederste del var en del af skærmbilledet. Et billedfragment, der vibrerede rytmisk mod den evigt bevægelige vandflade, der udgjorde resten af billedfladen.

Luigina Bartoletto, der i 86 sad som medlem af den italienske billedkunstkomite bag Venedig-biennalen, ser »Bronx« som en reflektion af realiteter, de rustne elementer som reflektion af en virkelighed fuld af trøstesløshed.

Et andet stort arbejde, »Roma«, blev vist på Documenta otte i Kassel, sommeren 1987. Også her var størrelsen overvældende. Fire gange 10 gange syv meter. Et helt rum var inddraget, malet mørkerødt og mørkelagt, bortset fra det lys, der kom fra en næsten hel cirkel af monitorer. Langs væggene stod marmorplade ved marmorplade, alle med brudte hjørner og knækkede stykker strøet imellem. Titlen kunne ikke passe bedre. På nær en var det det samme billede af vand, der skiftede over monitorerne i en kontinuerlig rytme. En svag tidsmæssig forskydning gav illusion af skygge, der flygtigt nåede at blive opfanget for at forsvinde igen. Midt i billedforløbet var stillet et gammeldags transportbånd af træ, der knirkende kørte i sin egen uendelighed.

Lige nedenfor det stod endnu en monitor. Umiddelbart var billedforløbet som ved de andre, men så blev det brudt ved at en sten faldt ned. Visionen var komplet. En imaginær sten faldt fra transportbåndet.

Time efter time flimrede de mange skærme, det blev varmere og varmere, støvet lagde sig og pludselig slog skærmene fra. Der blev mørkt og varmen blev tættere. Så var temperaturen nede igen, uendelighedens runddans startede påny og Fabrizio Plessi bestemte igen pulsslagets rytme.

Kommentar i genoptrykket:
Et er historien om Plessi, der vitterlig er en spændende herre af utrolige dimensioner, noget andet selve bladet, Mediavisen, der kun overlevede en kort periode, for så at ende med et økonomisk brag. På positivsiden tæller, at den samme avis gjorde det muligt at komme ind bag det mest eksperimenterende videomiljø rundt omkring, bl.a. i Australien, hvor min rejse i 1988 blev splittet op mellem dagslange konferencer om kunsthåndværk og natlige seancer i skumle avantgardemiljøer, hvor den ene mystiske video efter den anden blev vist for mine undrende øjne og ører.

| back to art text gallery | home |