Hollandsk magi
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort 27. juni 1995 i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Sommerens store kunstudstilling i Lausanne står i den magiske realismes tegn. Det gælder en enestående udstilling med hollænderen Pyke Koch i spidsen, der her vises fra alle sider, den klassiske tegner, den forrygende iagttager og ikke mindst som fortolker af gadens piger.

Med et snit igennem en periode og udvalgte værker af fremtrædende kunstnere fra samme, lykkes det med udstillingen Pyke Koch - Réalisme magique aux Pays-Bas, at give et væsenligt billede af den såkaldt magiske realisme, som den fandt sit udtryk i Holland først i dette århundrede. Det standende spørgsmål gælder adskillelsen mellem surrealisme og magisk realisme. Et enkelt bud på det formulerede Koch en gang i 1930'erne med ordene: Magisk realisme anvender udtryk, der er mulige - men usandsynlige, mens surrealismen viser umulige, ikke eksisterende - eller ikke eksisterbare situationer.

De skarpe definitioner toner sig noget ud ved gennemgangen af den store udstilling. Der er simpelthen så mange gode malerier, forrygende billeder og godt tegnehåndværk, at magien lige så stille lister sig ind under huden undervejs. Definitioner eller ej.

Skønt Koch betragtes som den væsentligste repræsentant for de magiske realister hører der flere navne til for at skabe helheden. De er med her. Det gælder for eksempel Dick Ket, der med sine evige selvportrætter nåede at trænge gennem såvel perioder som en stadig stigende søgen hos sig selv. Eller Charley Toorop, der navnet til trods er en kvinde, som gennem sit arbejde søgte de yderste grænser for en næsten ekspressionistisk mejsling af ansigters karakteristika. Også hendes søn Edgar Fernhout er at finde i kredsen. Endelig bør nævnes Wim Schumacher, som den af malerne, der søgte stærkest mod en kubistisk forenkling. Modpolen udgøres af Raoul Hynckes, der med en klassisk iscenesættelse af sine stilleben på en gang søger bagud og frem.

Fra Holland til Lausanne
Bag udstillingen ligger et flerårigt samarbejde mellem Jörg Zutter, ny direktør for Musée des Beaux Arts i Lausanne og Talitha Schoon og Karel Schampers fra Museum Boymans van Beuningen i Rotterdam. I 1994 resulterede det i udstillingen om den fransker kunster Sophie Calle og nu altså Pyke Koch.

Sammensætningen af udstillingen dokumenterer på en gang inspirationen fra de klassiske hollandske malere i 1400-tallet og en udvikling, der er snævert forbundet med strømninger, der karakteriserer den maleriske afsøgning først i dette århundrede.

Det er muligt, at netop disse malere og deres arbejder er velkendte i den hollandske kunstverden, men i den europæiske sammenhæng er der tale om en vægtig synliggørelse af nogle udviklingstendenser, der kan genkendes i mange yngre kunstneres arbejder. At de så tilmed er med til at belyse den interesse, der er lige nu for brugen af de klassisistiske træk fra stilhistorien til mytefortællingen gør kun aktualiteten mere nærværende.

Magien...
På udstillingen er det fra de enkelte billeder magien opleves som nærværende og pågående. Skønt nærhed er egentlig ikke et bevidst brugt element. I mange af Pyke Kochs billeder er tilskueren en næsten uvedkommende voyeur, der aldrig får lov at trænge helt i hans oplevelse og fortolkning af motivet. Irriterende og inciterende på en gang. Det er så sjældent, at man fra billede til billede bliver stadig mere nyfigen og søgende efter nye detaljer, eller genkendelige elementer. Elementer, der kan rummes i alt for stort malede øjne, rynkerne ved en luders hærgede øjenlåg eller en gengivelse, så præcis, at virkeligheden næppe kan yde gengivelsen fuld fortjeneste.

Overfor denne nærhed står de fjerne billeder, der i gengivelsen af en have, et landskab eller en plantage, indkredser det at lade billedet fungere i flere planer. Lag, der kan skrælles og læses for pålydende, som en fordækt historie eller som ren myte. Magien er intakt - fortællingen urgammel og stadig ny.

Pyke Koch - Réalisme magique aux Pays-Bas, 17. juni - 27. august 1995.
Musée des Beaux-Arts, Lausanne.

| back to art text gallery | home |