Stof til eftertanke
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort 2. juni 1998 i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det tekstile Europakort er under hastig forandring. Områder, der pr. tradition har rummet håndværk og industri er idag lagt øde, fordi der er bedre økonomi i at lade tingene fremstille i nye produktionslande. Ud over det industrielle, har det betydning for kunsthåndværk, design og ikke mindst tekstilkunst.

Det er en særegen oplevelse at gå gennem en by, der er blevet for stor til sine indbyggere og de aktiviteter, de formår at etablere i forsøget på at leve og ikke mindst overleve. Tidligere tiders pakhuse og fabrikshaller ligger øde, dekorerede huse skaller af og tomme vinduer vidner om et forfald, der hastigt kan gøre reminiscenserne fra enhver storhedstid til rene kulissser. Forfaldets til tider charmerende æstetik har svært ved i længden at løse de problemer der følger af nedturen for de tekstile hovedområder. Typisk gælder det byer, der tidligere havde en form for håndværks- eller billedtradition, der senere er blevet afløst af reel industriel tekstilfremstilling.

Lidt afhængigt af den lokale historieskrivning har forløbet omfattet rene håndværk såsom fårehold, hørproduktion eller silkeudvinding med dertil hørende spinding, farvning og vævning eller strikning. I det nære samfund gjaldt det landsbyen og dens behov, i større sammenhæng kunstneriske udsmykninger til konge og kirke. Udløbet kan have været gobeliner, kniplinger eller smukt fremstillede unikavarer til beklædning eller møbler.

Nye veje
Uanset historien, og om industrialiseringen bredte sig for 150 eller 200 år siden, er situationen for tekstilerne karakteriseret af sammenfaldende forhold. Den svindende industriproduktion har medført færre arbejds- og overlevelsesmuligheder. Det, der var hverdag for blot 30 år siden er ved at være historie og dermed primært interessant set med kulturvendte øjne. Balancen mellem produktion og udtryk må nødvendigvis gøres til genstand for eksperimenter og ny udvikling må baseres på en vis bevaringsinteresse. Dertil kommer afsøgning af nye muligheder i balance med teknologiske og ikke mindst økologiske landevindinger.

I Norden ses nogle af udløbene i form af kulturbevarende projekter, hvor f.eks. fremstillingsmetoder og traditioner belyses gennem indsamling og dokumentation i nyopdukkende kulturhuse og traditionelt orienterede museer, mens der i det sydlige Europa i højere grad lægges vægt på udvikling af nye produktionsfelter og ikke mindst udstillings- og formidlingsformer. I den tidligere østblok ses nogle helt specielle problemer, fordi tekstilkunstnere, designere og kunsthåndværkere før murens fald ofte var fast tilknyttet produktions- eller formidlingsenheder og dermed sikret fast løn. De økonomiske omvæltninger har betydet, at de nu er underlagt nogle udstillings- og afsætningsbetingelser, der kun dårligt kan sikre dem et udkomme.

Blandt de konkrete forsøg på at skabe nye kanaler ses flere tiltag. Et gælder oprettelsen af Nordisk Håndværksforum, der blandt sine mål har en øget synliggørelse af de klassiske håndværksfag, der står i fare for at blive udkonkurreret i kampen om teknologibaseret design. En reaktion der i modsætning til Arts and Crafts bevægelsen for mere end 100 år siden har lagt markant afstand til selve det at kunne forme og skabe i et materiale ved hjælp af et håndværk. Modspillet ses i f.eks. Barcelona, der gennem det seneste ti-år har lagt en yderst håndfast strategi for uddannelse og udvikling af håndværksfag, tæt forbundet med et stadigt stigende behov for renovering af kulturseværdigheder. Det gælder f.eks. glasarbejde, keramik, udhugning af figurer i træ og sten, samt tekstil konservering og rekonstruktion.

De væsentligste kodeord gælder dynamik og ikke bare ren illustration. Der skal kunne arbejdes, tjenes penge og skabes nye relationer mellem mennesker, for at projekterne holder ud over en snæver præsentation eller en stærkt begrænset målgruppe. De store linjer lader til at pege mod helhed, forståelse og koordinering af sammenhængen mellem det der var, og det der kommer. Det betyder samtidig et klart farvel til tom nostalgi og et goddag til bæredygtige sammenhænge i form af produkter og oplevelser.

De store linjer
I samspil med de stadig flere initiativer, der tegner sig i bestræbelserne på at fastholde og udvikle tekstiler i Europa, gøres der forskellige forsøg på strukturere indsatsen. I ETN - European Textile Network - arbejdes ud fra en tredeling omfattende uddannelse, museer og kulturarv. I et EU-finansieret forskningsprojekt under arbejdstitlen Silkevejen undersøges de folkevandringer og handelsveje, der siden fik betydning for den globale samhandel indenfor tekstil. Og på Goldsmiths College, under University of London, i øvrigt et af de få steder i Europa hvor der udbydes en tekstilkunstnerisk uddannelse på linje med en billedkunstnerisk ditto på PhD-niveau, skelnes mellem kunstnerisk praksis, formidling og forskning.

I Danmark er der en vis tradition for at skelne mellem kunsthåndværk, design og tekstilkunst, skønt der ikke idag findes en reel mulighed for at studere eller uddanne sig til hverken kunsthåndværker eller tekstilkunstner udover et grundlæggende niveau, hvorimod design er styrket mærkbart gennem de seneste år. De mange vinkler til trods skelnes nedenfor mellem kunst, produktion og formidling.

Som tidligere nævnt gøres der en række bestræbelser på at skabe nyt liv i de svindende tekstilområder. I regionen mellem Arras og Tournai, de to klassiske gobelinbyer på hver sin side af den fransk-belgiske grænse, hvor tekstilkunstens historie går helt tilbage til renæssancen, blev der efter en stadig faldende aktivitet i området først i 1990'erne taget initiativ til en egentlig tekstilkunstbiennale, der nu har været afviklet tre gange. Et tilsvarende initiativ blev taget under navnet Betonac først i 1980'erne i den belgiske by Sint Truiden, for snart efter at blive fulgt af et egentligt modemuseum i den nærliggende by Hasselt. Her var udgangspunktet de klassiske kniplinger, der tidligere var udført af de sorte søstre, en nonneorden der forfinede håndværket til det sublime. Idag regnes Betonac blandt arvtagerne til tekstilbiennalen i Lausanne, der fandt sted fra 1962-1996 og om nogen trak de tekstilkunstneriske grænser op i Europa. Et fjerde initiativ så dagens lys på textilmuseet i den hollandske by Tilburg, da udstillingen Flexible blev etableret efter murens fald i 1989.

Det væsentlige ved de mange tilbagevendende udstillinger er synliggørelsen af et område i udvikling og den kontakt, de skaber mellem de udøvende kunstnere og det marked, der kræver stadig inspiration og fornyelse. Betingelser, der skal opfyldes uanset om der direkte tales om kunstfunderede udstillinger, eller om der tænkes kulturturisme i bred forstand med deraf følgende erhvervsmuligheder. Blandt successerne i den boldgade tegner Eco Musée de la Montagne Noire, lidt uden for den franske by Toulouse, sig for en enestående succes. Efter etableringen i 1983 gik det på det jævne frem til midten af 1990'erne, hvor man besluttede sig for at gå mere konkret til værks for at vende den tiltagende negative holdning til tekstilområdet. Midlerne hed kontakt til yngre brugere, øget samarbejde med industrien, større krav til nye tekstildesign og økologisk baserede produktionsformer. Det medførte, at de faldende tal nu er på vej op, at projektet er kommet med i den såkaldte Textile Route de l'Europe og at et gammelt tekstilområde er tilført nye værdier og dermed bedre eksistensmuligheder.

Den samme recept har man taget i anvendelse i det spanske tøjfirma Armand Basi, der med hjemsted i Barcelona har afsæt i en yderst traditionel produktionslinje indenfor tricotage og fritidstøj. Som det tidligere var almindeligt var ejerne også designere og der var en nær forbindelse fra idé til produkt. I dette tilfælde kom de første ændringer i 1960'erne, hvor firmaet gik i samarbejde med det nokså kendte La Coste, for så i 1990'erne at satse på pågående tværliggende design, lokal produktion og markant markedsføring. Det har båret frugt, produktionen, der stadig finder sted i Barcelona, er eskaleret og produkterne fra Armand Basi forhandles i dag i 15 europæiske lande.

Eksemplerne her, fra det produktive øko-museum i De sorte Bjerge, over de tekstilkunstneriske tiltag, til succeshistorien fra Barcelona, står hver især som udtryk for de tekstile kulturer, der er i stadig forandring. Væk er den støvede nostalgi, den rørstrømske hjemmeproduktion og den passive formidling, pilene pejler mod ny dynamik, nære sammenhænge og frem for alt en stærk tro på, at området kan udvikles på aktuelle betingelser, uanset om afsættet er design eller produktion, håndværk eller kunst.

| back to art text gallery | home |