Textilernes svanesang
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort 21. juni 1995 i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den 16. internationale textilbiennale i Lausanne har svært ved at leve op til tidligere tiders banebrydende arbejde. Der er snarere tale om en fortvivlet dansen omkring udvalgte billedkunstneres forsøg med materialet textil, end en egentlig forståelse eller fornyelse af området textilkunst.

Textilkunstens europæiske mekka - Lausanne - har ved denne, den 16. internationale biennale meget at byde på, hvis man søger et historisk og parallelt tegnet billede af de sidste 30 års udvikling. Det gælder dels selve begrebet moderne textilkunst, dels de koblinger, der naturligt fremtræder i et bredere kunstperspektiv. Til gengæld er der en deprimerende mangel på forståelse og fornemmelse for selve det textile univers og de betingelser, der skal være opfyldt, for at sammenhængen fungerer og udviklingen peger fremad.

Et kort tilbageblik tegner billedet af snart 35 års identitetssøgende udforskning af mulighederne for at skabe et forum for udvikling og forståelse af netop textilkunst. Historien er meget længere og har gamle konflikter bag sig omkring netop spillet mellem det brugsrelaterede og det udtryksmulige. Textiler har været kendt i århundreder for deres funktionelle værdi og i denne sammenhæng, for deres dekorative og anekdotiske værdi. Gamle konger - såvel som levende dronninger - gejstlige, politiske og militære frontfigurer har valgt at lade historien, den klassiske, eller deres egen, afbillede textilt, gerne vævet. På samme måde har det været naturligt for en række malere at lade enkelte af deres værker omsætte textilt, eksempler som Matisse, Picasso og Richard Mortensen er velkendte. Væsentlig er her opfattelsen af den klare adskillelse mellem kunstneren som den billedskabende og væveren som den kunsthåndværker, der omsatte det malede billede til det textile billede.

Det store skred i den historie sker først i 1960'erne, da en række vævere, med franskmanden Jean Lurçat i spidsen, artikulerer ideen om at lade textilkunsten vokse friere, på egne betingelser. Med andre ord, at lade den traditionelle kombination mellem maler og væver afløse af en arbejdesform, hvor væveren også er kunstneren - eller omvendt. Klassisk i denne sammenhæng er Asger Jorns samarbejde med Pierre Wemaere og Jan Groths stramme omsætning af enkle stregtegninger til kæmpestore billedvævninger.

CITAM etableres
Det er også fra denne samme væver, Jean Lurçat, at ideen om at skabe en egentlig biennale for textilkunst udspringer. Sammenhængen til forbilledet i Venedig er oplagt, omfanget som mellem David og Goliath. Lurçat indgik i 1961 et samarbejde med sin gode ven Pierre Paulli, der på dette tidspunkt i begyndelsen af 1960'erne var direktør for Musée d'Arts Décoratifs i Lausanne, om at skabe CITAM - Centre International de la Tapisserie Ancienne et Moderne. I 1962 afholdt de så den første textilbiennale med stærke relationer til selve den vævede flade. Et samarbejde, der senere blev udvidet med direktøren for Musée des Beaux Arts i Lausanne, hvilket i mange år gjorde det muligt at arbejde i kæmpestore formater.

Uafhængig af alt dette skabte Claes Oldenburg sin Soft Typewriter i 1963, Piero Manzoni gjorde forsøg med fibre og få år efter var Joseph Beuys og Robert Morris i gang med filt - men af helt andre grunde end de textilkunstneriske. Dermed opstod der en form for parallelforløb, der er interessant nok at følge, men svært at sammenholde som én bevægelse eller det modsatte - to ligeværdige udviklingsforløb. Det er midlertid denne kobling, den største del af denne biennale er helliget. Nemlig en tilbagskuende, på sin vis dokumenterende kobling mellem en række af textilkunstens fornemste udøvere på den ene side og repræsentanter for den internationale avantgarde på den anden.

Da det er de originale værker, der udstilles på FAE - Musée d'art contemporain, er der en enestående lejlighed til at se arbejder af folk som Robert Morris, Jannis Kounellis og Robert Rauschenberg. Udmærket. Men textilkunsten dokumenteres kun gennem udvalgte arbejder, der følger denne sammenhæng op. Igen udmærket, hvis der er tale om et studie i tidens tegn gennem 1960' og 70'erne, men langtfra holdbart, hvis biennalen skal fungere seismografisk pejlende, som Lurçat og Paulli drømte om.

Endelig har det været vanskeligt for de tre inviterede kuratorer, Christian Bernard, Genève, Alanna Heiss, New York og Toni Stooss, Wien, at indkredse selve det textile element. Heiss medgav i en samtale, at begrebet reelt intet sagde hende, men at det da altid var interessant at arbejde ud fra en given sammenhæng. Overfor det står Alice Paulli, medlem af bestyrelsen for CITAM, der med slet skjult opgivelse skriver i indledningen til kataloget, at valget af de tre forhåbentlig kan bibringe biennalen den manna, der er nødvendig for at skabe den fornyelse, der kendetegnede tidligere biennaler.

Et skridt frem...
Hovedoverskriften for textilbiennalen 1995 er Chassés-croisés - frit oversat trin på tværs - på dansk ville to skridt frem og et tilbage nok være mere rigtigt. Det lykkes nemlig heller ikke på udstillingens anden del - Appartements témoins - model af en bolig - at ramme andet end en efterklang af de strømninger, der de seneste ti-femten år har været mere end synlige i sammenhænge som Documenta i Kassel, Configura i Erfurt og Apertoen i Venedig.

Konkret består opbygningen af den imaginære bolig af tre rum. En art forstørrelse af et dukkehus. Gulvfladen er udført af schweizeren Markus Geiger som et kæmpestort grafisk værk i nålefilt, hvor en leg med kalligrafiske tegn i form af bogstaver og logoer udgør en ironisk kommentar til jagten på det rigtige mærke bag i t-shirten, på baglommen eller skjortesnippen. På samme lidt udvendige facon har amerikaneren Maura Sheehan fyldt fire akvarieformer - placeret som imaginære vinduer - med kunstige planter som illustration af hvad textiler og de textile fibre kan relateres til. Svært at komme videre fra den fortolkning.

Indendørs er Colette, der som Sheehan er inviteret af Alanna Heiss, en sand popkunstner, der laver stort set de samme overdådige scenografiske iscenesættelser - primært af sig selv som en reinkarnation af Marie Antoinette - som hun gjorde i midten af 1970'erne. Fornyende? Næppe, men lidt morsomt, hvis man tilhører den generation, der betragter hippietiden som en forhistorisk kultur.

De to sidste dele er splittet mellem en installation af Eric Hattan fra Schweiz og en ditto af Peter Kogler og Franz West, begge fra Østrig og inviteret af Toni Stooss. Førstnævnte rummer tre badekar, alle beklædt invendigt med groft lærred, omgivet af hængende hvide badeforhæng og med enkelte udskårne kartofler spredt rundt på gulvet. På én gang så forenklet, at helheden kan bære og samtidig en måde at fortælle sin historie på, der gør hele diskussionen om valg af kunstform inderlig ligegyldig.

Dukkehusets tredje rum var delt op af en foldet skærmvæg betrukket med jacquardvævet stof i sort, hvidt og rødt. Billedelementet, der blev rytmisk gentaget, rummede en stilisering af kravlende myrer og en skarp horisontal linjedeling. Centralt placeret stod to enkle divaner, også betrukket med stoffet, en slags opfordring til rolig fordybelse med den nære association til de krablende myrer. Set i den textilkunstneriske sammenhæng var denne del den måske mest interessante, fordi den ramte den tone, der i øjeblikket klinger rent mellem design og udtryk, mellem brugen af massen og mediet, et stramt bud på koblingen mellem billedet - myren, rummet - installationen og materialet - det textile.

Et appendix...
Trods det at biennalen ikke længere udstilles på Musée des Beaux Arts og trods det at den nuværende ledelse af CITAM ikke formår at skabe tidligere tiders samarbejde med byens gallerier, holder det lille Galerie Filambule fast ved sin respekt for textilkunsten. I år gjaldt det den textile dialog mellem det vævede og den frie brug af fibrene. På en fin lille udstilling blev der vist arbejder, der til fulde dokumenterede problemet og mulighederne. En ringe trøst i det store billede, men en enkelt åkande i det billede, der netop nu tegner sig som Lausannetextilernes svanesang.

16. Internationale Textilbiennale, Lausanne:
17. juni - 3. september 1995

Chassés-croisés - Histoires Parallélles,
FAE, Musée d'art comtemporain, Pully, Lausanne.

Chassés-croisés - Appartements Témoins,
Musée des arts décoratif, Lausanne.

Petits Dialogues - textil/fibre,
15. juni - 29. juli 1995.
Galerie Filambule, Rue des Terreaux 18bis, Lausanne.

| back to art text gallery | home |