Den tekstile udfordring
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort første gang 1986 i: Textil DK·86, udstillingskatalog, Kunstmuseet Trapholt, Kolding. Genoptrykt 1995 i: I Anden Position - Udvalgte skriverier 1980-1995. Forlaget Bogto.

Bag udstillingen TEXTIL·DK 86 ligger en intention om at tegne en skitse af tekstilkunsten i Danmark, lige nu.

Det er gjort ved at invitere en række kunstnere, der tæller såvel garvede og accepterede folk, som nye på området. Det er ikke et forsøg på at fremhæve særlige arbejdsfelter mere end andre, men en idé om at runde nogle af de forposter, der har tegnet sig markant.

I tekstilkunsten sker nydannelser hele tiden, begreber defineres, teknik og materialer undergår stadige forandringer. De karakteristika, der var for blot 20 år siden, er ren historie i dag. Tyngdepunkterne flytter sig, stikordene er måske blandt andre Bauhaus, Lurçat, Abakanowicz, papir, Japan, fibre, soft sculpture, installation etc. Alle udsagnene tjener kun det ene formål at kunne meddele sig til hinanden, rimeligt entydigt. At det samtidig er nødvendigt med et særligt defineret sprog skyldes, at lån fra andre områder aldrig alene vil kunne blive præcise nok.

Tekstilkunstnere under hjemlige himmelstrøg beskyldes ofte for at modtage for kraftig påvirkning udefra. Hvor vidt det er reelt, kan der kun gisnes om i de enkelte tilfælde, men en rendyrket videreudvikling af en såkaldt nordisk billedvæver- eller tekstilhåndværkstradition i billeddannende forstand er ikke reel.

En del bølger kommer udefra. De kan være svære at definere præcist, men blandt de mere markante er østbølgen med tovværket, de kæmpestore formater og regulære forstørrelse af gammelkendte håndarbejdsteknikker.

En anden er bo-plads-inspirationen. De små hytte- eller teltformer, surringer, bindinger og fine detaljer. Dominic di Mare som en enkelt suveræn repræsentant derfra. Gamle håndværk som siv- og kurvefletning, eller rebslagning, har også startet mange forsøg rundt omkring.

Et helt kapitel for sig udgøres af beviklingerne, nok finest repræsenteret ved en række af Sheila Hicks tidligere arbejder, siden bearbejdet, redefineret og afprøvet i mange andre sammenhænge.

En række regulære scenografi-tricks er ind imellem blevet forvekslet med kvalitet, her, som inden for alle andre former for kunstnerisk udtryk, er der fiduser imellem, der for en kort betragtning giver anledning til opmærksomhed.

Hvordan så nærme sig en kvalitativ diskussion af værdier, udtryk, formdannelse og udvikling?

Der er nok kun en vej. Eksperimenter, iagttagelse og udveksling. Der er reelt ikke noget brugbart bagland. Sammenligninger med andre områder giver let en fejlagtig vurdering, der ikke kan bruges til noget. Usaglighed begrundet i uvidenhed er ofte årsag til de rene tåbeligheder, men lige så ofte årsag til accept af halvgjorte arbejder. Ting, der ved en videre udvikling kunne have udviklet sig til et bæredygtigt arbejde.

Et enkelt element, der til stadighed dukker op i debatten om hvor tekstil tekstilkunst er, er, helt forenklet, definitionen af området. En retning gælder teknikkerne, her postuleres at for at kunne defineres som tekstilkunst, må tingene i det mindste være tekstile i teknikkerne.

En anden rekning gælder materialerne. Kan jern være tekstilt, er fjer og papir tekstiler? Hvor går grænsen mellem tekstil og de såkaldte blandformer? Den diskussion er blodfattig og ligegyldig. Den tjener kun det formål at give usikkerheden navn.

Tekstilkunst kan opfattes som et paraplybegreb som grafik, skulptur og maleri er det. De markante yderpunkter er med til at styrke de tilbageblevne kernepunkter. Med så nyt et område er der brug for udforskning, brug for at afprøve bæredygtigheden af de kendte og ukendte materialer i forhold til det endelige udtryk. Det er der brændpunktet ligger og ikke i, om en eller anden vælger at arbejde i uldgarn, tagpap, papir eller græsstrå. Igen er der selvfølgelig mulighed for at falde for de billige effekter og tro, at en hvilken som helst javertus kan have et tekstilt udtryk. Det er snyd. Udtrykket viser sig først ved sin egenart. Uanset hvordan bearbejdningen former sig.

Vægtningen skifter fra sted til sted. Respekten lige sådan. For de fleste er regulært og traditionelt håndværk til at tage og føle på. Men at dele af den tekstile verden pludselig gjorde krav på en egenart, søgte særpræg og udfordring, kostede mange diskussioner og en del forvirring rundt om. Den almindelige nedvurdering har lagt sig pænt til hvile nogle steder, måske fordi området efter nogle år viste en så afklaret og særegen udvikling, at selv skeptikerne måtte lukke sprækkerne lidt på klem og kigge med.

Nogle afviser tekstil som kunst, ofte med en høflig henvisning til kunsthåndværk, brugskunst, håndværk eller i værste fald ren underholdning af en vis terapeutisk værdi. Måske, men der er da lignende spring inden for eksempelvis grafik med brugsgrafikken og reklamearbejdet i den ene ende og de kunstneriske udtryk i den anden. Tilsvarende inden for maleri, hvor ingen finder på en umiddelbar sammenligning mellem håndværksmaleren og den såkaldte kunstmaler. Ikke for egentlig at forsvare tekstilet som udtryk, men snarere for at bede om respekt og arbejdsro, uanset hvor på linjen, der sættes fokus. Som i andre sammenhænge, er der også her folk, der når yderpunkterne. Det være sig god industridesign i den ene ende og kraftfulde skulpturelle udtryk i den anden. Atter andre ser deres arbejde i en helhed med arkitektur og medindflydelse på en bestemt samfundsorden.

Det betyder ikke, at tekstilkunst som sådan er at opfatte som politisk, men nok bevidst i forhold til det at arbejde grænseoverskridende. At der ofte sættes lighedstegn mellem politiserende kvindekunst og tekstilkunst skyldes måske i høj grad, at der er mange kvinder blandt tekstilkunstnerne. Den sammenhæng er nok mere kulturel end egentlig kønspolitisk. En gæv dame udtalte på et tidspunkt, at en bevidstgørelse, der startede med et kædesting kunne vel være lige så god som den, der starter på de politiske barrikader.

Men uanset bølgerne i de små cirkler er tekstilkunsten i skred. Det er her og nu. Rundt om i værkstederne, på udstillingerne og på de få skoler, der arbejder bevidst med området.

Nogle af de gamle stier sander til, mens nye trædes faste. Den hurtige skitse, der tegnes nu, er måske uigenkendelig når de næste tekstile landevindinger stabiliserer sig.

Kommentar fra genoptrykket:
Arbejdet med kataloget og med udstillingen bag - Textil DK·86 - rummede på en gang en udfordring og et paradoks. Jeg arbejdede med projektet som ekstern koordinator, ansat af Kunstmuseet Trapholt i Kolding, som jeg året før havde forladt i fortvivelse over ikke at måtte arbejde med netop textilkunst. Jeg var blevet ansat frisk fra Kunsthåndværkerskolen, valgt ud blandt 123 ansøgere og kom med ideer og visioner om at skulle være netop det sted i lang tid. Men hverdagen kom aldrig til at fungere, og med en kærlig tanke til min gamle redaktør måtte jeg sande at bladspidserne hurtigt visnede. Men udstillingen var væsentlig, med alle sine fejl og mangler, og med de barske erfaringer, der hobede sig op omkring samarbejdet med kunstnerne, balancen mellem at udstille deres arbejder loyalt og samtidig bevare den vision, der overordnet dannede grundlag for hele sammenhængen.

| back to art text gallery | home |