Temaer i tekstilkunst
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort 1997 i kataloget til 3. Internationale Textilbiennale i Tournai, Belgien.

Tekstilkunst som begreb er aldrig entydigt forklaret eller defineret. Det er på en gang områdets store svaghed og dets styrke. Svaghed, fordi den tekstile identitet, afhængig af sammenhængen, kan spænde lige fra det nytteprægede håndarbejde, over det produktivt industrielle til det ekstremt eksperimenterende og billedskabende, hvilket gør det vanskeligt at udvikle en forståelig terminologi, der rækker fra det specifikt tekstile og ud i områder af bredere observans.

Omvendt findes styrken i den udvikling, der i dette århundrede har gjort det muligt og legalt at inddrage nye arbejds- og udtryksformer. Reelt brikker i det spil, der leder på vej mod en tekstil identitet, der tillader udøveren af det tekstile at opfatte sig selv som fuldgyldig designer eller kunstner med et afklaret forhold til sit medie.

Set i større sammenhæng kunne det måske være hensigtsmæssigt at anlægge nogle synsvinkler funderet på det historiske, det dekorative, det produktive og det kunstneriske. I dansk sammenhæng vil det imidlertid ikke være beskrivende nok. Derfor har jeg valgt at bygge artiklen her om omkring nogle temaer, der hver for sig skal tjene til belysning af nogle udvalgte felter indenfor selve det at skabe forståelse for begrebet tekstilkunst.

Begrebet tekstilkunst
Er det tekstilkunst, når det gode håndværk indgår i symbiose med det bevidste udtryk ? Skønt Asger Jorn og Pierre Wemaere arbejdede sammen på flere store billedtæpper vil det næppe være rigtigt at betegne Jorn som tekstilkunstner. Byggede deres arbejde ikke snarere videre på den klassiske tradition, hvori der skelnes mellem billedkunstneren som den person, der skabte billedet og håndværkeren som den, der gav billedet sit tekstile liv ?

Udtrykker Jan Groths vibrerende grafiske streger, forstørret ekstremt og omsat til den vævede flade et ønske om at arbejde tekstilkunstnerisk ? Eller udgør vævningen det eneste medie, der kan tilføre netop det billedlige udtryk den nødvendige nerve ? Kan kunstnere som Jannis Kounellis og Antoni Tapies tages til indtægt for et tekstilkunstnerisk udtryk blot fordi de i enkelte værker omfatter brugen af tekstilet med en ren virtuositet?

Det samlede svar på de mange spørgsmål må være nej, så længe tekstilkunsten som begreb er så stærkt i udvikling som den har været det i dette århundrede. Indfaldsvinklerne er mere nøjsomme, men ikke af den grund mindre kraftfulde. Det er heller ikke muligt at give en valid beskrivelse af udviklingen uden at inddrage enkelte elementer af den kvindefrigørelse, der er sket parallelt med det tekstile. Ikke at de to, tekstilkunsten og kvindesagen er enæggede tvillinger, snarere at de på mange områder udgør hinandens forudsætning. I nogle nordiske lande mere eksplicit end i andre.

Den danske tradition
Den danske tradition er karakteriseret af tre grundlæggende udgangspunkter, nemlig håndarbejde, unika og industri. Problemet er og har været, at ingen af de tre områder reelt har nogen tradition for at arbejde kunstnerisk, hverken billedligt eller rumligt.

Håndarbejdet er her forstået bredt omfattende såvel det håndarbejde og den husflid, der opfyldte opdragende og praktiske formål, som den udvikling indenfor det folkeligt oplysende arbejde, der har skabt et levedygtigt vækstlag bl.a. på højskoler og i den såkaldte fritidsundervisning. Historisk set har de to nævnte områder haft nogle parallelle udviklingslinjer, bl.a. fordi skolelovgivning og foreningstradition har været så stærke her i landet. De nævnes i denne sammenhæng fordi et omfattende felt i den danske tekstilkunst bygger på en dualitet mellem selve det at kunne udføre håndarbejde på et højt teknisk niveau og så det nødvendige oprør imod den pænhed det indebar.

Modpolen og i en vis forstand hele grundlaget for at tekstiler værdsættes i sammenhænge som boligindretning, beklædning samt arkitektonisk og kirkeligt relaterede udsmykninger, kan sammenfattes i ordet unika. Det er vigtigt i denne forbindelse at gøre opmærksom på, at vi Danmark ikke har en specielt lang tradition for unika, reelt er der tale om et forløb på mindre end hundred år. Dermed kommer håndarbejdet med sin væsentlig ældre historie og industrien med sine rødder tilbage i 1800-tallet til at danne solide grundpiller for netop unika.

Med unika menes tekstiler, der er fremstillet på kunsthåndværkets præmisser og i dialog med f.eks. bygherrer, arkitekter, menighedsråd eller andre med interesse i at inddrage det tekstile. De udøvende kunsthåndværkere og tekstilkunstnere, der arbejder indenfor unika kan have en eller flere former for baggrund. Nogle er autodidakte, det vil sige selvlærte, og har løbende søgt ny viden gennem udstillinger, litteratur, kollegial udveksling og løsning af stadig større opgaver. Andre er værkstedsuddannede i kortere eller længere forløb, hos en eller flere vævere eller trykkere, og har der ud fra opbygget deres egen stil og form. I øvrigt et område med en fornem tradition, fordi mange af de tidlige unikafolk formåede at balancere mellem det snævre kunsthåndværk og de muligheder både store opgaver og eksklusiv tekstilproduktion kunne indeholde. Det er også her vi finder en lang række af de såkaldt kunstindustrielle virksomheder, der dengang som nu har fastholdt deres respekt for kunsthåndværkeren, formgivningen og de gode materialer.

Endelig har skolerne og seminarierne fået en stigende betydning i denne sammenhæng. Med skolerne menes de to institutioner, der i dag udbyder undervisning i tekstil under bekendtgørelse om designuddannelser og frajanuar 1997 med universitetsstatus og deraf følgende mulighedfor meritoveroverførsel. Det gælder Danmarks Designskole i København (tidligere Kunsthåndværkerskolen, fra 1973-93 Skolen for Brugskunst) og Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Begge steder er uddannelsen fem-årig, den er på nuværende tidspunkt bygget op i tre tempi, et introduktionsår, to år på en faglig linje og med mulighed for at vælge en to-årig overbygning på et institut for unika eller andet efter eget valg Fremover vil strukturen blive forenklet, så de studerende efter det grundlæggende år vælger både faglig retning og specifikt institut. Med seminarierne menes de otte institutioner, der rundt om i landet udbyder en tre-årig lærer- og formidleruddannelse indenfor forskellige former for håndværk og design. Overbygningen her består af en kandidatuddannelse på fem år, med mulighed for at afslutte som exam. pæd. efter to år.

Så langt så godt. Det tilbagevendende problem er, at der ingen af de nævnte steder endnu er udviklet et egentligt laboratorium for netop tekstilkunst eller en forskningsinstitution med forpligtelse overfor området. Man kan selvfølgelig stille spørgsmål ved om det er nødvendigt for at de levende og aktive danske tekstilkunstnere at have et sådant laboratorium eller en sådan forskning for at kunne udvikle og udstille deres tekstilkunst. Min påstand er, at det er helt nødvendigt at arbejde i den retning, hvis ikke de landvindinger, der er blevet skabt i det forgangne halve århundrede skal fortone sig i indforståethed og manglende udviklingsmuligheder.

Som den sidste del af treklangen er medtaget industrien. Det er sket af to grunde, den ene gælder muligheden for omsætning af de former og mønstre, der kendetegner unikatraditionen. Den anden, at industrien gennem dette århundred har stået bag udviklingen af mange nye farver, materialer og produktionsformer. Elementer, der i høj grad er inddraget og undersøgt af eksperimterende tekstilkunstnere.

Krydspunkterne
En egentlig karakteristik af tekstilkunsten i Danmark netop nu kan ikke blive særlig præcis, alene af de ovennævnte grunde, hvilket vel heller ikke tjener noget formål ud over det rent retoriske. Mere interessant kunne det være at indkredse nogle af de krydspunkter, der udgør mulighederne for at se, møde og udforske tekstilkunstnerne i deres øjeblikkelige arbejdssituation.

Det første krydspunkt udgøres af amatørerne overfor de professionelle. Med amatørerne menes de mange udøvere af tekstile håndværk, der har valgt at udvikle deres syn og forståelse gennem samhørighed og måske undervisning. Der spiller ikke egentlige økonomiske faktorer ind, selvom området ofte er vækstlag for folk, der senere søger det professionelle. Det professionelle felt tæller folk, der har valgt at gøre tekstilkunsten til deres erhverv. Enkelt at skrive, men mere kompliceret at redegøre for. Det skyldes, at der her i landet kun i begrænset omfang findes egentlige lønnede stillinger og ikke specielt mange legatportioner, der kan holde liv i en tekstilkunstner. Det medfører i praksis, at de fleste professionelle må arbejde i forskellige konstellationer af udstillinger, undervisning og udsmykning. Eller udstillinger, værsteds- og butikssalg, evt. suppleret med design eller skriftlig produktion.

Det andet væsentlige krydspunkt udgøres af områderne kunsthåndværk og design. Ikke at den kombination er helt dugfrisk, kloge folk omkring Arts & Crafts Movement, Die Wienerwerkstatte og Bauhausskolen står vel reelt som forfædre til den udvikling og de opfattelser, der i dag danner grundlag for fusionen af netop kunsthåndværk og design. I Danmark har det imidlertid givet anledning til en næsten selvransagende udæskning af hvor tekstilkunsten som begreb og udtryksfelt egentlig befinder sig i disse år. Eller rettere hvilke muligheder der ligger for nytænkning og ikke bare kvalitativ dokumentation og rekonstruktion.

Det er med denne konflikt i baggrunden at det bliver naturligt at lade det tredje krydspunkt ligge mellem tekstilkunsten og de øvrige kunstformer. I de første år med den nye opfattelse af tekstil som en enestående ny udtryksmulighed var det ikke så væsentligt. I Danmark slog begreberne igennem parallelt med udviklingen af det såkaldte ungdomsoprør og i efterdønningerne af de første tekstilbiennaler i Lausanne. Det vil sige fra midten af 1960'er og et par årtier frem. Først senere kom behovet for at måle sig med kolleger indenfor de etablerede kunstformer, f.eks. malerkunst, grafik og skulptur. Dermed kom tekstil til at danne en slags åndsfællesskab med andre "unge" kunstformer såsom foto, papir og video for blot at nævne nogle. Interessant er det, at mange tekstilkunstnere valgte at lægge deres eksperimenter og søgen efter nye muligheder indenfor disse kunstformer.

Den internationale påvirkning
Danske tekstilkunstnere lod sig i årene efter den anden verdenskrig påvirke af tekstilkunstens udvikling rundt omkring i verden. Igen et fænomen, der genkendes fra håndarbejdet, hvor der tidligt var kommet blade og bøger med afbildninger til eftergørelse fra især Tyskland, England og Frankrig. Ligheden mellem de kunstneriske strømme og det nøjsomt reproducerende håndarbejde skal ses i det fænomen, at man som tekstilt arbejdende var vant til den visuelle aflæsning. Omvendt bygger forskellen på selve det at lære de nødvendige værktøjer og handleformer at kende for at kunne udvikle sit personlige udtryk.

De internationale bølger nåede også de danske kyster, med navne som Jean Lurçat, Magdalena Abakanowicz og Jack Lenor Larsen, der blev synonyme med forskellige elementer i den nye kunstform. Det gjaldt f.eks. biennalen i Lausanne og med den springet fra de klassiske billedtæpper ud i rummet, den østeuropæiske bølge, der senere blev fulgt af den japanske og endelig den opsplitning mellem tapestry og fiber art, der for en tid skabte en direkte konflikt i norm- og værdiansættelsen af det tekstile.

Hvert enkelt land har selvfølgelig sine udøvere, sine traditioner, sine formidlere og sine kritikere, der tilsammen udgør grundlaget for opfattelsen af, hvad der kan karakteriseres som tekstilkunst og hvad der ikke kan. Disse mennesker udgør samtidig det nødvendige grundlag for nye initiativer til bevarelse og udvikling af det allerede opnåede. Det er i denne sammenhæng at den nordiske tekstiltriennale i årene fra 1976-96 var med til at skabe en ramme for ny nordisk tekstilkunst.

Initiativet udsprang blandt en gruppe danske tekstilkunstnere, der længe havde ønsket et nordisk modspil til såvel biennalen i Lausanne som til den stadig stærkere amerikansk fiber art bevægelse. Det lykkedes at stable triennalen på benene som et rent internordisk kunstnerstyret projekt, hvilket gav inspiration langt ud over de deltagende kunstnere og de værker, den enkelte bidrog med.

I dag er situationen den, at biennalen såvel som triennalen har udspillet deres betydning som afspejling af det eksperimenterende tekstilkunstneriske miljø. CITAM i Lausanne er lukket efter et yderst trist forsøg på, i 1995, at slå bro mellem tidligere tiders highlights og et minimalistisk bud på en tekstil indkredsning af konceptkunsten. Den nordiske tekstiltriennale skiftede ved sin seneste forekomst fra det jurerede til det inviterede, hvilket viste sig at være en eklatant fejltagelse. Set i tilbageskuelsens lys mistede de to dynamoer kraften, da de førende ildsjæle ikke længere bidrog med deres visioner og fornemmelse for det pulserende tekstile kunstliv.

Den nære grokraft
Fra de store udstillingssammenhænge bliver det naturligt at vende blikket indad. Lykkedes det at skabe et udstillingsliv i Danmark, der kunne løfte området tekstilkunst ud over en snæver indforstået kreds ? Lykkedes det at bryde de snævre fordomme ned omkring oplevelsen af det tekstile ? Og lykkedes at skabe forum for undervisning, udvikling og udtryk ?

Fundamentalt set ja. Tekstilkunstnerne er i dag optaget på lige fod med andre kunstnere i de kunstfaglige organisationer. De er for første gang i 150 år inddraget i Weilbachs Kunstnerleksikon, der med sine snart 150 år på bagen udgør en væsentlig referenceramme. Endelig er der skabt en selvforståelse, der hviler på netværk og bredde. En bredde der omfatter det hele fra de spæde forsøg over uddannelserne, eksperimenterne og den udadvendthed, der er forudsætningen for at kunne forsætte udviklingen.

Gælder det visioner for området indtager som tidligere nævnt studie- og forskningsmuligheder en væsentlig plads, men nok så vigtigt et område gælder udstillingerne, store som små. Her er ingen særlig opskrift, bredden og dybden er igen hinandens forudsætning. I Danmark har det selvbestaltede altid dannet en naturlig pendant til det etablerede. Ofte også integreret i hinanden på den måde at de kunstnere, der viste deres første arbejder i en spontan sammenhæng senere var at finde i en museal sammenhæng eller på en censureret udstilling. På den måde trives mangfoldigheden - nye materialer, nye holdninger og nye koblinger er en del af billedet. Det der var eksperimentet igår bliver tradition i morgen. Det der er avant garde idag er basisviden i morgen. Det er stadig ikke entydigt at ville forholde sig til begrebet tekstilkunst. Kalejdoskopet lader sig dreje endnu en gang.

| back to art text gallery | home |