Nordisk tekstilkunst i Tournai
af Lisbeth Tolstrup

Offentliggjort den 3. august 1997 i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Områderne Tournai og Arras, beliggende på henholdsvis den belgiske og den franske side af grænsen, er kendt for en række klassiske gobeliner, udført i 1400-tallet til hofferne rundt omkring i Europa. Alligevel er det de nordiske tekstilkunstnere, der vises på denne, den tredje triennale for moderne, international tekstilkunst.

Det er nu godt tyve år siden, et udvalg af danske tekstilkunstnere blev inviteret til at give et europæisk bud på begrebet moderne international tekstilkunst. Det skete i 1973 i den franske by Angers, hvor en lang række kunstnere under titlen Expressions Textiles Nordiques viste bredden fra unika til enkeltstående billedværker. Det er den samme bredde, tradition om man vil, der ligger som bærende konstruktion på de seks aktuelle udstillinger i Tournai. Her underbygget af fem nordiske kommissærer, der for Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige har skullet pege på de kunstnere og kunsthåndværkere, der netop nu er med til at tegne billedet af den aktuelle nordiske tekstilkunst. Danmark repræsenteres af væveren Paul Jensen fra Frederiksværk, der tidligere har fungeret på lignende vis i sammenhæng med udstillinger under DKL - Danske Kunsthåndværkeres Landssammenslutning, fra 1996 blot DK - Danske Kunsthåndværkere.

Lokalt i Tournai findes dels et kunstakademi, der har tekstilkunst på skemaet, dels et tekstilinstitut, der både beskæftiger sig med uddannelse af tekstilkonservatorer, med undersøgelser af moderne kunstfiber og ikke mindst uddannelsen af klassiske gobelinvævere. Sidstnævnte har i mange år været et savn i Danmark, hvor værkstedstraditionen hele tiden kæmper for accept og overlevelse. Desuden stiftede nogle aktive forgangsfolk for godt 10 år siden organisationen Triennale Internationale de Tournai, der skulle vise sig at blive stærk nok til at kunne etablere en omfattende triennale, dvs. en udstilling, der gentages hvert tredje år.

Ved den første serie af udstillinger i 1990 blev der sat fokus på tekstilkunst i de fransktalende lande og i 1993 rettedes søgelyset naturligt mod de østlande, der frem til murens fald i 1989 havde produceret en overvældende stribe af markante værker og kunstnere. En kombination, der afstedkom en veritabel bølge af inspiration for tekstilkunstnere over hele verden. En fænomen, der bl.a. kunne iagttages ved tekstilbiennalerne i Lausanne (1962-96), ved Den nordiske Textiltriennale (1976-96) og ved afgangsudstillingerne på mange af kunsthåndværkerskolerne rundt i Vesteuropa. Herhjemme har inspirationen desuden været tydelig blandt en lang række af de tekstilkunstnere, der brød igennem i løbet af 1970'erne ofte i et personligt opgør mod den unikatradition, der havde så svært ved at forny sig efter funktionalismen.

En vifte af udstillinger
Centralt i billedet af de seks store udstillinger er Musée de la Tapisserie, der under ledelse af Christian Varèse har haft en væsentlig del af æren for selve det at turde bryde med traditionerne fra det håndværk, der udvikledes i 1400-tallet. Vanskeligheden bestod i at fastholde kvaliteten og samtidig søge ny veje i de områder, der kun så svært lader sig beskrive med amerikanske udtryk som tapestry og fiberart eller mere hjemligt billedvævning og tekstil blandform.

Varèse har fulgt kommissærernes arbejde fra sidelinjen for så at vælge, da kategorierne kom på plads. Disse blev af kommissærerne centreret omkring den industrielle vævning, kroppen i centrum, det nordiske eksperiment, de tre dimensioner og de klassiske billedvævninger. Men der må være sket en del forskydninger fra planlægningen til virkeligheden, idet flere af udstillingerne indeholdt lidt af hvert. Direkte adspurgt havde Varèse gerne set større vægt lagt på det eksperimenterende, mens kommissærerne i højere grad havde valgt at vægte et aktuelt tidsbillede. Deri ligger selvfølgelig også konflikten mellem det etablerede og det udøvende, det dokumenterende og det undersøgende.

Set med danske øjne var der ikke meget nyt at hente. Mange arbejder er vist lokalt indenfor de sidste fem år og udvalget af kunstnere rummede kun få overraskelser. Fakta, der ikke bør lastes den danske kommissær Paul Jensen, selv væver og aktiv formidler, som har valgt at forvalte sin opgave enkelt og sobert. Alligevel nåede de mange danske deltagere ikke rigtigt at markere sig i den idémæssige konstruktion, hvor temaerne blev vægtet tungere end geografien. Igen en detalje, der fra lokalt hold blev beklaget en del.

Hvor arbejderne på Musée de la Tapisserie klart blev helliget eksperimentet - i øvrigt fulgt til dørs af nogle enkle klassiske vævninger fra områdets gyldne æra - blev det udstillingen på Les Halles aus Draps, der trak den største interesse rent billedligt. Her var plukket blandt de mange figurative vævninger, der i disse år vækker fornyet interesse blandt tekstilkunstnere over hele verden, her var fornemme eksempler på den stramme konstruktivistiske vævning og her var eksempler på nordiske traditioner, der fint kan klare sig i konkurrencen med det moderne mellemeuropæiske.

Nogle udløbere var pejlet mod det originale værk, hvor væveren identificeres med kunstneren overfor den klassiske model, hvor væveren udelukkende er håndværkeren, der udfører billedkunstnerens arbejde i tekstil. Her var undersøgelser af de billedlige muligheder og her var kunstnere, der for længst har sprængt inspirationens stramme lænker for at arbejde selv.

Rent udstillingsmæssigt forekom det lidt pudsigt at placere klassiske billedvævere midt blandt nulevende aktive vævere. Hvorfor dog ikke tage skridtet fulgt ud og lave en separat udstilling med de foregangskvinder, der banede vejen? Hannah Ryggen, Frida Hansen og Marie Gudme Leth, for blot at nævne nogle. Det billede, der stod tilbage efter gennemgangen i Tournai blev forvitret af en oplevelse af, at men ville det hele og dermed for meget.

Med humor og bolstre
Mens hovedudstillingerne spillede på traditionen lykkedes det i Maison de la Culture at sætte fræk fokus på såvel unika som stoftrykte billedtekstiler. Samtidig blev det muligt at danne sig et yderst aktuelt billede af, hvor forskelligt netop områderne billedtekstil og unika skabes netop nu. Trods en delikat udstillingsdramaturgi lykkedes det ikke helt at skjule det faktum, at unika har det skidt for tiden. Ikke kvalitetmæssigt - der står traditionen sin prøve - men så sandelig idé- og produktudviklingsmæssigt. Kun nogle ganske få vævere og trykkere løftede sig ud over hvad man med rimelighed kan forvente af gode og gedigne afgangsprojekter eller professionelt arbejde fra anerkendte værksteder.

Blandt dem vakte danske Mette Mikkelsen og norske Kari Dyrdal berettiget opsigt med deres forsøg på et kombinere væv og tryk. Hvor den ene arbejder præcist og fint i såvel materiale- som motivvalg findes der hos den anden et gåpåmod og en frækhed, der leder fremad. Et tredje fokuspunkt stod svenske Lena Rahoult, der med udgangspunkt i klassiske almuebolstre havde valgt at opbygge en installation bestående af frækt poserende puder.

Enkelte metervarer og gulvtæpper blev vist på Hôtel de Ville i sammenhængen kroppen i centrum. Det fungerede ikke. Her var det klart kroppen som form, der tiltrak sig størst interesse. Det gjaldt uanset om der var tale om små scenografiske figurer eller store lette dragter inspireret af Issey Miyake.

De tredimensionelle arbejder blev samlet på henholdsvis Chapelle de l'Athénée Bara og Séminaire de Choiseul. Det betød et yderst præcist billede af hvor eksperimenterne er at finde netop nu. Konstruktioner og flader, koncept og installation, farve og struktur. De sammenbragte værker tegnede sig igen for en fornem bredde, hvor indholdet blev væsentligere end afsættet og hvor den tekstile kulturvandring trådte tydeligt frem.

Det brede billede
Man har i Tournai formået at samle så meget nordisk tekstilkunst, kunsthåndværk og design, at det alene berettiger til et besøg. Bredden er sikret. Til gengæld efterlader de mange udstillinger et åbent spørgsmål i debatten om, hvor tekstilerne er på vej hen kunstnerisk såvel som formgivningsmæssigt. Breden skygger for avantgarden, studieobjekterne står stærkere end forbillederne. Alligevel har udstillinger af denne type betydning, alene i kraft af deres inspiration til de studerende og udøvere, der til stadighed stiller spørgsmål ved den tekstile identitet.

I forbindelse med triennalen er udgivet et fyldigt katalog med fem indledende artikler fulgt af præcise oversigter for hver enkelt udstilling. Her var Danmark flot repræsenteret med i alt 34 kunstnere ud af 138.

Troisième Triennale Internationale de Tournai
Vises seks forskellige steder i Tournai frem til 28. september 1997.

| back to art text gallery | home |