|
Download
denne side som WORD-dokument | PDF-dokument
»Piano in a
Torpedo«
- a Tribute to Hedy Lamarr,
the Schablone Sisters and the Sad-Eyed Ladies of Advertising
Galleri Projekt, København
V 9. september-2. oktober 2004
Lars Pryds - and the sad-eyed
ladies
Manden er maler og grafiker,
mens kvinderne er hentet i mediejunglens masseproducerede overdådighed
af billeder. Selvfølgelig kan der trækkes linjer
til tidlig popkunst, som den udviklede sig på engelsk og
amerikansk grund fra midten af det tyvende århundrede,
men det ville lynhurtigt dække over det, der egentlig er
ideen bag de aktuelle billeder og udstillingen "Torpedo
in a Piano".
For nu at tage titlen først. Det er et ordspil, der bygger
på udtrykket "Let's put a piano in a torpedo",
brugt af George Antheil (1900-1959), avantgarde-komponist og
opfinderkollega til filmstjernen Hedy Lamarr (1913-2000), da
han ville forklare princippet bag parrets idé - patenteret
i 1940 - om en fleksibel radiofrekvens til brug i amerikanske
torpedoer under 2. verdenskrig. Hedy Lamarr er ikke meget kendt
for sin rolle som opfinder, mere for sin skuespiller-karriere
i Hollywood, og især for sin nøgenrolle i filmen
Extase (1932), der både vakte skandale og med et slag gjorde
den purunge Hedy Kiesler verdenskendt. Lamarr tog hun som kunstnernavn
efter ankomsten til Hollywood i 1938.
Lars Pryds blev fascineret af figuren, personen og historien
og har i en serie af malerier og collager taget udgangspunkt
i mediernes gengivelse af ikonet Hedy Lamarr og tilført
det sin egen billedlige fortolkning.
Senere fulgte andre figurer med den blanding af udstråling
og histore, der pirrer det prydske billedunivers. Claudia Schiffer,
der brød igennem som en kloning af Brigitte Bardot i reklamer
for jeansmærket Guess, Anna Nicole Smith, der ud over et
markant frontparti er en historie i sig selv og Josephine Baker,
der i 1920'erne optrådte i bananskørt på Folies-Bergère
i Paris og bl.a. satte de danske sind i bevægelse, begejstret
bakket op af vor egen Poul Henningsen.
Billederne er malerier bygget op i mange lag og i flere arbejdsgange.
Mediebilledernes andel kan være forsvindende eller meget
tydelig, mens farven varieres med sand, lak eller et helt tredje
fremmedelement. Farveskalaen er at finde i gyldne toner med hvidt,
sort og spansk rød som gennemgående elementer. Som
grafiker og skriftdesigner er Lars Pryds dybt fascineret af bogstaver
og skriftsnit. Det fornemmes i hans billeder, hvor der ofte genkendes
skrift, til tider i form af riv og klip, til andre som kalligrafi
eller skabelonskrift.
Udstillingen "Torpedo in a Piano" er Lars Pryds' første
udstilling i København, efter at han bosatte sig i byen
først på året. Der vises omkring 45 værker,
hvoraf langt de fleste falder ind under de anslåede temaer.
Pressefotos der frit kan benyttes
ved omtale kan downloades fra www.pryds.com/press
Velkommen til fernisering
torsdag den 9. september 2004 kl. 17-21.
Udstillingen er åben til og med den 2. oktober
Mandag-tirsdag-onsdag-fredag kl. 15-18, torsdag kl 18-22,
lørdag kl. 11-15, søn-og helligdage lukket
Galleri Projekt, Stenosgade
9, 1616 København V
Tlf.: 33 24 93 22 · info@galleriprojekt.dk
· www.galleriprojekt.dk
|