Filmisk flirt med grafisk udtryk

Den skrevne og den visuelle fortælling smelter sammen i Tacita Dean’s “The Russian Ending. Beautiful Sheffield” (fotogravure, 2001). Foto: Tacita Dean, Niels Borch Jensen Editions, Frith Street Gallery, London & Marian Goodman Gallery, New York/Paris.
Den skrevne og den visuelle fortælling smelter sammen i Tacita Dean’s “The Russian Ending. Beautiful Sheffield” (fotogravure, 2001). Foto: Tacita Dean, Niels Borch Jensen Editions, Frith Street Gallery, London & Marian Goodman Gallery, New York/Paris.

Den engelske kunstner Tacita Deans grafiske arbejder på Statens Museum for Kunst fremstår mest af alt som film, der enten netop er slut eller ikke rigtigt er kommet i gang endnu.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 2, 2014 (p.13).

Tacita Dean (født 1965), der er bedst kendt for sine filmprojekter, prøver her kræfter med et grafisk udtryk, uden at det for alvor bliver hendes eget. De værker, der vises i Kobberstiksamlingen, er angiveligt Deans samlede grafiske produktion, men det lykkes aldrig at komme helt ind under huden på et grafisk medie, der ellers kan have så meget nerve og udtryk.

Dean er derimod optaget af den fotografiske proces og bruger ‘blot’ fotogravuren til at overføre filmens fortælleform til et fastlåst format på papir. To serier er trykt i offset – en teknik, der er indbegrebet af reproduktion. Men når dét er sagt, er der mange fortællinger på spil.

Bedst fungerer serien “The Russian Endings”. Titlen refererer til et begreb fra stumfilmens storhedstid, hvor man opererede med to versioner af en films slutning: en ‘Happy Ending’ til det amerikanske marked og en ‘Russian Ending’ til det russiske – den sidste med tragisk eller melankolsk udfald. Dean har forstørret gamle postkort op og skrevet anvisninger ind på motiverne – som en filminstruktørs regibemærkninger. Scenarierne foregiver således at være slutbilledet i den russiske, ‘unhappy’, version af en fiktiv filmfortælling.

“Så kan man selv forestille sig, hvad der foregik inden dét, man kan se”, som min ledsager udtrykte det – “fantastisk flotte, men også lidt uhyggelige”. Og uhyggelige er de – motiverne spænder fra sammenstyrtede broer og skibskatastrofer til kamppladser fra første verdenskrig og en død præst på lit de parade. Fascinerende, at de en gang har været solgt som almindelige postkort.

Også i “Blind Pan” er der håndskrevne påtegninger – instruktøren antyder en handling åben for fortolkning, ikke mindst via den tvetydige titel: Hentyder den til filmisk panorering, eller spiller guden Pan fra den græske mytologi en rolle i fortællingen?

Serien “Dead Budgie Project” skildrer en undulats liv og død ud fra amatørfotos fra et loppemarked; “Fernsehturm” og “Palast” skildrer ikoniske bygninger fra DDR-tiden med et skarpt blik for lys og den erindring, der ophobes ved mødet med markante steder eller begivenheder.

To serier skiller sig ud med et kraftigt kulørt udtryk og enkle, men underligt usammenhængende motivvalg: “FILM Stills” og “JG (offset)” består af stillbilleder fra Deans egne film. Her benytter hun sig af et “sindrigt maske- eller skabelonsystem”, som hun selv har udviklet og patenteret. Desværre forklares systemet ikke yderligere – ærgerligt, da denne teknik tilsyneladende er essentiel for hendes arbejdsmetode. Her ligger ellers – måske – nøglen til Tacita Deans kunstneriske mission og svaret på, hvorfor hun vil omsætte foto til grafik.

Til 18. maj 2014
Tacita Dean – Print Projects
Den Kongelige Kobberstiksamling
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48–50, København

www.smk.dk