“Jeg havde ikke noget imod at se lidt bedre”

Mand-falder-still
Per Kirkeby i et stille øjeblik i atelieret foran et af de store lærreder, som han kæmper for at komme til at beherske arbejdet med. Foto fra filmen.

En af dansk dokumentarfilms mest markante instruktører, Anne Regitze Wivel, har med “Mand falder” skabt en smuk, følsom og optimistisk film om den verdenskendte kunstner Per Kirkeby midt i en stor menneskelig, fysisk og kunstnerisk krise.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 9, 2015 (p. 3)

“Man er det man gør”, sagde Per Kirkeby for år tilbage og betegnede dét som “den store velsignelse ved at være kunstner”. Det er derfor en tragedie, når han efter to blodpropper og senest et voldsomt fald må kæmpe for at finde tilbage til at kunne det, han gør så godt – til at kunne male.

Per Kirkeby falder i 2013 på en trappe, slår hovedet og får en hjerneskade, der fratager ham en del af førligheden. Synssansen påvirkes, så han hverken kan genkende sine malerier eller sine nærmeste, og han kan ikke se noget i venstre side af synsfeltet.

“Det er godt nok surt,” som Kirkeby med et for ham karakteristisk overskud af humor bemærker i begyndelsen af den to timer lange film, hvor hans gode ven gennem mere end 40 år, Anne Wivel, på tæt hold følger hans kamp for at vende tilbage til et for ham nødvendigt kunstnerisk niveau.

Vi er med, når Kirkeby træner muskler og finmotorik. Vi er med, når han tager livtag med et kæmpelærred i atelieret, og når han arbejder sig igennem de mindre formater i monotypierne hos kobbertrykker Niels Borch Jensen, der med stort menneskekendskab og lune “puffer” til Kirkeby, når han ikke udnytter venstre side af kobberpladen – simpelthen fordi han ikke kan se den.

Vi er også med, når Kirkeby stille funderer over den situation, faldet har bragt ham i – og når han opgivende erkender, at han nok véd, hvordan han vil arbejde videre på et stort maleri, men samtidig véd, at han ikke har kræfterne til at gøre det færdigt. Deri består den måske største ulykke – bevidstheden om evner, der er tabt, og som det måske, måske ikke, kan lade sig gøre at retablere.

Man forstår, at det her ikke er for sjov. Per Kirkeby er en dybt professionel kunstner, der reflekterer over livet og kunsten på højt plan: “Du er den kunstner, du er, ud fra de fejl, du har,” siger han. Det giver – sammen med de malerier, vi rent faktisk ser blive skabt i filmen – håb om, at der er flere nye værker på vej.

Anne Wivel følger med sit håndholdte kamera Kirkeby nænsomt og lader tingene udvikle sig i hans tempo. Hun forfalder på intet tidspunkt til nyfigenhed eller uværdig sentimentalitet og overskrider aldrig grænsen til de dele af privatsfæren, som nødvendigvis må respekteres i en situation så følsom som denne.

Kirkebys kamp er en lang, sej proces, som skildres med lige dele kærlighed og beundring. Selv om det er umuligt helt at skille det menneskelige fra det kunsteriske, er “Mand falder” først og fremmest et givende og velfortalt øjebliksportræt af en stor kunstner i en eksistentiel krise.

Mand falder
Instruktion og manuskript: Anne Regitze Wivel, 2015.
111 minutter. Åbningsfilm på CPH:DOX.
Premiere i biografer over hele landet 11. november 2015

Læs i næste nummer af Kunstavisen:
Stort interview med Anne Wivel om arbejdet med filmen og Per Kirkeby.

 

 

“Jeg er for så vidt en blind maler … men jeg er ikke blind, når jeg arbejder,” siger Per Kirkeby, der faldt på en trappe, men har rejst sig igen. Foto fra "Mand falder".
“Jeg er for så vidt en blind maler … men jeg er ikke blind, når jeg arbejder,” siger Per Kirkeby, der faldt på en trappe, men har rejst sig igen. Foto fra “Mand falder”.

 

Slottet i Italien er et af de steder, hvor Per Kirkeby arbejder med at komme i kontakt med den kunstneriske urkraft, der har gjort ham til en verdenskendt og respekteret kunstner. Foto fra filmen.
Slottet i Italien er et af de steder, hvor Per Kirkeby arbejder med at komme i kontakt med den kunstneriske urkraft, der har gjort ham til en verdenskendt og respekteret kunstner. Foto fra filmen.