Hjem » Blog » Hamburgere i heksering

Hamburgere i heksering

Kunstnerparret Mette og Kristoffer Glyholts oversize sardindåse er en kommentar til den forurening, mennesker er skyld i ved at smide emballage i naturen og i byen. – “MÆT”, In Situ Lolland 2020. Udstilling i Reventlowparken, 23. maj – 1. oktober 2020. Foto: Lars Pryds

 

For fjerde år i træk står gruppen In Situ Lolland bag en udstilling af skulpturer og installationer i den smukke Reventlowpark under Museum Lolland-Falster. Det er både tankevækkende og morsomt.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 6, 2020

Den umiddelbare oplevelse er let og poetisk. Rundt om i parken er drysset i alt ti værker, skabt med udgangspunkt i årets tema: “MÆT”. Titlen fortolkes frit – og lige så ofte er det dens modsætning: “SULT”, der tages under kunstnerisk behandling. Intentionen har i år været at sætte fokus på dilemmaet i menneskets trang til udvikling overfor klodens begrænsede ressourcer.

In situ betyder, oversat fra latin, “på stedet”. Gruppens mission er at skabe værkerne på stedet og afsøge de muligheder, der opstår gennem det at arbejde sammen i en projektperiode. Grundet corona-krisen har dette ikke været muligt i år, og installationerne bærer da også præg af at være blevet fremstillet i atelieret og derefter placeret, snarere end skabt, på stedet.

Det stedsspecifikke
Flere kunstnere forholder sig dog konkret til de steder i parken, hvor deres værker er installeret. Lotte Madsens “Net” er en kommentar til forureningen af verdenshavene – formet som et fisketrawl og forankret med en blå plasticdunk i søen.

Mette og Kristoffer Glyholt har bygget en konservesdåse i overstørrelse på en skråning, så det rødmalede indhold (er det makrel i tomat, eller er det blod?) flyder ud over kanten og ned over græsset.

En anden humoristisk og bidsk kommentar til madvaner og overforbrug er Parul Modhas små hvide paddehatte, der “vokser” i en heksering – naturligt og uskyldigt, indtil man opdager, at de har form som hamburgere.

Nødhjælp i parken
Andre forholder sig til temaet med hhv. lokalt og globalt sigte – Katrine Rings usynlige lydinstallation med bisværme og menneskestemmer refererer til Lollands frodige landbrugsjord, mens Michael Dunks nødrationer fra en international hjælpeorganisation er faldet ned fra himlen; faldskærmen er fanget i et træ, og kasserne med mad til de sultende er landet langt fra målet.

Ved alle ti værker kan ses en kort tekst, der hos nogle er kunstnerens forklaring på værkets idé, mens den hos andre er åben for fortolkning som selve værket.

Der er tankevækkende og gode oplevelser i det fri. Men hvis målet er stedsspecifik landart, er den veltrimmede Reventlowpark måske simpelthen for pæn. Det kunne være interessant at se, hvad gruppen kunne få ud af at udstille i et råt landskab, hvor stedets materialer inddrages, og hvor værkerne i højere grad kan gå i ét med omgivelserne.

Ud over de nævnte kunstnere deltager Emil Krogh, Espen Brandt Møller, Bo Karberg, Jette Mellgren og Klaus Titze i årets In Situ Lolland, der indtil den 1. oktober kan ses hver dag fra solopgang til solnedgang.

 

32. maj – 1. oktober 2020
In Situ Lolland
Reventlowparken
Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
www.insitulolland.dk
www.museumlollandfalster.dk

 

 

Blåmalede grene, gennemsigtig acrylplade, nylonstrips og en plasticdunk udgør materialerne i Lotte Madsens “Net” – en kommentar til forureningen af verdenshavene. – “MÆT”, In Situ Lolland 2020. Udstilling i Reventlowparken, 23. maj – 1. oktober 2020. Foto: Lars Pryds

 

Billedhugger Espen Brandt Møller spiller på kontrasten mellem det ubevægelige, hårde jern og indtrykket af oppustede beholdere, der ser ud som om de er punkteret. – “MÆT”, In Situ Lolland 2020. Udstilling i Reventlowparken, 23. maj – 1. oktober 2020. Foto: Lars Pryds

 

Parul Modha’s værk “A. burgporus” består af en heksering af svampe – med hoveder i facon som hamburgere. – “MÆT”, In Situ Lolland 2020. Udstilling i Reventlowparken, 23. maj – 1. oktober 2020. Foto: Lars Pryds