Lars Pryds

Tag: News design

  • Godt nytår – og tak for 2019

    Kære alle –

    tak for godt samarbejde og samvær i 2019.

    Man skal se frem, siger de kloge, ikke fortabe sig i det, der allerede er fortid. En af de virkelig kloge, Søren Kierkegaard, sagde dog, at “Livet maa forstaaes baglænds” – omend leves forlæns. Så årets hilsen er en collage af bogstaver fra nogle af de opgaver og projekter, vi havde fornøjelsen af at arbejde med i året, der gik.

    Her er en lille følgetekst til hvert enkelt bogstav:

    (mere…)

  • En hyldest til avisdesign

    Bog: Newspaper Design
    Forfatter: Javier Errea m.fl.
    Udgiver: Gestalten Verlag, Berlin
    (288 sider, pris 445,-)

    Anmelder: Lars Pryds, grafisk designer MD

    Stjerner: 4 af 5 i Journalisten #3, 2019

     

    “Newspapers last forever,” siger Anna Scott (Julia Roberts) i den romantiske film “Notting Hill” fra 1999. Vi, der elsker papir, kan håbe, hun får ret – ikke for at kunne snage i afslørende artikler og nøgenfotos (som Anna Scott frygter) – men fordi der er en særlig taktil oplevelse ved at konsumere nyheder på papir.

    Både det taktile og det romantiske aspekt er nævnt i bogen “Newspaper Design” – men begge anses som mindre vigtige i historien om den trykte avis. Og er papiravisen forresten ikke forlængst erklæret død og borte? Jo, men tilsyneladende er den ret sejlivet. Bogen argumenterer da også fra første side for, at nye medieformater aldrig vil erstatte de gamle – i stedet vil de forskellige formater tilpasse sig og leve side om side – og bidrage med hver sin helt særlige stemme.

    Fokus i bogen er på design – ud fra, at designet bestemmer rækkevidden og formidlingen af den journalistiske fortælling. Ikke, som i gamle dage, ved at designeren skal få journalistens historie til at se godt ud. I fremtiden gælder det om at fortælle den journalistiske historie visuelt.

    “Newspaper Design” er en ren lystvandring gennem nyhedsdesign, der evner at formidle visuelt på højt niveau. Der er tre typer af indhold i bogen: Fem artikler under fællestitlen “Profiles” præsenterer ikoniske avisdesignere som Mario García og Lucie Lacava. “Insights” er ni essays af stjerner fra niveauet lige under ikonerne – deriblandt et veloplagt indlæg fra Politikens designchef Søren Nyeland. Her beskrives enkeltprojekter og/eller strategier fra skribenternes helt egen designhverdag.

    Den største del udgøres af en lang række “Case Studies”, hvor der ses nærmere på banebrydende aviser som The New York Times, Die Welt, Dagens Nyheter, argentiske La Nación og såmænd også vore egne Berlingske og Politiken. De mest dybdegående strækker sig over ca. 25 sider hver og er gedigne gennemgange af den enkelte avis’ historie, design-struktur, det redaktionelle flow samt det uundgåelige samspil med de digitale kanaler.

    Alt er grundigt researchet, velskrevet, smukt illustreret og serveres i respekt for den nævnte præmis: optimal visuel præsentation af den journalistiske fortælling. En grundig indledning skitserer den historiske udvikling og trækker linjer fra slutningen af 1800-tallet til i dag – og kun en uoverskuelig indholdsfortegnelse og fraværet af et register flytter bogen fra fem til fire stjerner. Men efter næsten 300 sider er man tilbøjelig til at give Anna Scott ret: Den trykte avis skal nok overleve.

  • JP’s nye flagskib om søndagen

    Forsiden af det allerførste nummer af Jyllands-Postens nye store søndagssektion, “Indblik Weekend”. Joachim Ladefoged har fotograferet AGFs cheftræner David Nielsen.

     

    “I dag ser avisen ikke helt ud, som den plejer,” indleder Jyllands-Postens chefredaktør Jacob Nybro sin leder i dagens avis med – og det gør han “med en vis stolthed”.

    JP’s mange-årige flagskib i den store søndagsudgave, Indblik, er nemlig fusioneret med det noget yngre tillæg Kulturweekend. Det nye barn, Indblik Weekend, udkommer i dag for første gang. Målet er at udgive en “skarpere og mere moderne avis-sektion, der samtidig holder fast ved klassiske dyder som fortælle-glæde og et varieret, rigt sprog”.

    Grafisk er Indblik Weekend en videreudvikling af JP Weekend – eller bare W – som udkom i en kortere periode for få år siden. Rubrikker i skriften Publico Banner (elegante Roman og imposante Ultra), al øvrig typografi i snit fra den Guardian Egyptian-skriftfamilie, der er rubrikskrift i andre af avisens sektioner. Begge skriftfamilier er gedigne klassikere fra Commercial Type. Som i W og den rent digitale erhvervsavis FINANS (lanceret 3. september sidste år) erstatter Guardian som brødskrift den efterhånden bedagede Stone Serif, som jeg var med til at indføre i JP tilbage i begyndelsen af nullerne.

    Dengang var jeg fastansat på avisen. I denne omgang har jeg haft en lillebitte finger med i spillet – har nemlig udviklet forsidens design i samarbejde med redaktør Peter Rosendal og designer/layouter Stine Vikman, der også har opdateret og finpudset det design, vi tre skabte til JP Weekend i sin tid.

    Den første udgave lover godt – der er plads til de gode historier med ord, men sørme også til de store billedfortællinger og leg med illustrationer, typografiske finurligheder og cirkelformede løse citatbokse – se eksemplerne herunder.

    Forhåbentlig vil læserne fornemme, at den nye sektion er nemmere at læse – og hvis det (som vi tror) er tilfældet, ikke mindst pga den nye brødtekst, lufter Nybroe i dagens leder muligheden for, at det smitter af på resten af avisen. Lad os da bare håbe det.

     

    Rubrik, foto og satsbillede i overlegen harmoni – foto: Joachim Ladefoged, layout: Stine Vikman Jensen.

     

    Typografisk illustration – eller støj i skriftbilledet? Layout: Stine Vikman Jensen, grafik af Rina Kjeldgaard.

     

    Artikelstart med uncial i Publico Banner Extra Bold, brødtekst i 8,6 pkt Guardian Egyptian Text.
  • Nyt dagblad fra JP – i Pryds-design

    De to allerførste FINANS-forsider – fra 3. og 4. september 2018.

    .

    Tabloid trykformat som digital publikation

    Danmarks største digitale erhvervsmedie, Finans.dk, der udgives af JP/Politikens Hus, lancerede i denne uge et spritnyt dagblad: FINANS udkommer på alle hverdage – designet og redigeret i klassisk avisformat (tabloid, for at være helt præcis), men udgivet som en e-avis, der kan læses på smartphone, tablet eller computer.

    Jeg har haft fornøjelsen at udvikle designet, i tæt samarbejde med chefredaktør Steen Rosenbak, der for at kunne producere en ekstra daglig avis har ansat tre grafikere – i sig selv et usædvanligt træk i disse sparetider.

    Designet læner sig – ikke overraskende – op ad Jyllands-Postens øvrige udgivelser. Som det (i hvert fald indtil videre 🙂 ) eneste JP-produkt anvender FINANS dog udelukkende skrifter fra den omfangsrige Guardian-familie, som i flere år har fungeret som Jyllands-Postens rubrikskrift. I øvrigt i samspil med go’e gamle Stone Serif, som jeg også var med til at indføre som gennemgående brødskrift i Jyllands-Posten i 2001 efter et frugtbart samarbejde med Dr. Mario García. Men det er en helt anden historie …

    I FINANS er hensigten at bringe få, men forholdsvis store fotos, og siderne layoutes stramt og stilrent, så de både fungerer i opslag og som enkeltsider (dvs. ingen illustrationer hen over falsen) – naturligvis bestemt af, hvilken led, man holder sin smartphone eller tablet på. Der er åbent for leg med rubrikker i varierende skriftformater, evt. i den mørkrøde signalfarve, der ligesom det karakteristiske citationstegn er flyttet med fra finans.dk.

    Men hvorfor en e-avis i format som en papir-avis, men uden brug af tryksværte?

    “Vores abonnenter efterspørger ikke mere papir, men mere kvalitetsjournalistik,” siger Steen Rosenbak. Gerne udfoldet i én samlet pakke hver dag. “Det format kan noget unikt i form af overblik og sortering af nyhedsdøgnet for travle mennesker,” siger Steen Rosenbak.

    Her er den første uges forsider af FINANS, hvor der er anvendt et udvalg af de i alt 12 forsidemodeller, vi har udviklet – samt et eksempel på en side 2 og et par indvendige opslag. Læs mere og køb abonnement på FINANS på finans.dk

    ..

    FINANS-forsiderne 5. og 6. september 2018.

    .

    Forside 7. september + side 2 fra 4. september 2018.

    .

    FINANS 3. september 2018, side 13-14.

    .

    FINANS 4. september 2018, side 22-23.

     

  • Sølv i Årets Avisside

    Det er ved at være længe siden sidst, men den gamle ka’ sgu endnu: I går vandt Jyllands-Posten sølv for forsiden fra 18. december 2017, som jeg havde fornøjelsen af at have tegnet den bærende illustration til. Prisen blev givet af organisationen Danske Medier i den årlige konkurrence Årets Avisside. Om vinderforsiden, der ses herover, sagde juryen bl.a.:

    “JP har begået en forside med al for høj decibel. Om man så må sige. Forsvarsministeriet havde tænkt sig at tillade nye kampfly at måtte larme mere end den tilladte grænseværdi. Vist ved et billede af lyd. Om det er lyden af et kampfly, ved vi ikke. Det ville være smukt ekstra lag, men idéen med at sammensætte en grafisk illustration af lyd med en illustration/ikon af et kampfly er rigtig, rigtig god. Det er smukt udført og velplaceret […] Illustrationen bærer hele siden. Fantastisk idé. Og virkelig godt udført.”

    Til spørgsmålet i begyndelsen af motiveringen: Jo, naturligvis er det lyden af ikke bare “et kampfly”, men af en F35, der er afbildet, præcis som flyet også er silhuetten af den rigtige F35. Ikke noget med fake news her – selv en illustration vinder ved at være grundigt researchet!

    Illustrationen blev til i tæt samarbejde med redigerende journalist Kent Kjersgaard-Hansen og efter idé af nyhedsgrafiker Agnete Holk, men blev faktisk tegnet og tilpasset på min tegnestue i Sakskøbing – på en søndagsvagt foran den knitrende ild i pejsen.

    Jyllands-Posten var i øvrigt det mest vindende medie ved prisuddelingen, der fandt sted torsdag eftermiddag – hele seks indrammede diplomer kunne kulturredaktør Peter Rosendal slæbe med hjem til avisen, heraf to sølv og fire hæder. I alt 19 priser blev uddelt, heraf blot én i guld: til Politiken for en billedbåren fortælling over 14 sider fra de danske kyster. Sølv var der også til Politiken og til Nordjyske.

    Juryen i årets konkurrence bestod af Marianne Bahl, Børsen, Henrik Birkvig, DMJX og Lea Korsgaard, Zetland.

    Se alle vinderne og læs motiveringerne på danskemedier.dk