Lars Pryds

Tag: Boganmeldelse

  • “Der er ikke noget mystifistisk ved kunst”

    Udstillingens titel “Alt dette er Deres!” er taget fra denne collage med overmalede fotos og overskrifter klippet ud af de kulørte blade. Foto: Anders Sune Berg

    .

    En bredspektret udstilling med værker fra hele Albert Mertz’ produktion og en omfangsrig, smukt tilrettelagt monografisk bogudgivelse markerer 100-året for den danske kunstners fødsel.

    Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 9, 2020

    Rød. Blå. Rød til venstre, blå til højre. Enkle figurer, ofte blot to kvadrater ved siden af hinanden. Sådan kender vi bedst Albert Mertz – men udstillingen “Alt dette er Deres!” på Sorø Kunstmuseum viser en langt mere sammensat kunstner. Den veldisponerede ophængning leder os via tidlige malerier fra 1930erne over collager, eksperimentalfilm og inspiration fra internationale kunststrømninger til de sene rød-blå signaturværker, som Mertz skabte fra omkring 1970 til sin død i 1990.

    Udstilingens opbygning er ikke kronologisk, men tematisk. Værkerne i det enkelte tema er dog oftest blevet til inden for en kortere årrække, og derfor er det en tidsmæssig fremadskridende fortælling at følge nummerrækkefølgen i den lille, effektive værkfortegnelse.

    Mertz var evigt eksperimenterende og tænkte både i billeder og ord. Derfor indledes udstillingen naturligt med en montre (i trappegangen) med eksempler på “Noteværket” – artikler, skitsebøger, udklip og kunstnerbøger. Heri formulerede han sine kunstteorier, nedskrev refleksioner over livet og kunsten og skitserede konceptuelle installationer og projekter.

    Kunsten ud i virkeligheden
    I et rum ses malerier fra 1940erne og 1950erne, fx “Fløjtemand” (200 x 224 cm), oprindelig et udkast i fuld størrelse til udsmykning af Østerport Station i København. Udsmykningen blev aldrig realiseret, men det kraftfulde maleri af en konduktør med udspilede kinder vakte opsigt ved den første visning på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1952.

    Her vises også en række små “formidlingsfilm”, hvor kunsthistorikere, billedkunstnere og ikke mindst Lone Mertz, gift med Albert Mertz 1976-1990, giver hver deres personlige introduktion til kunstneren. Det giver god mening at se disse, inden man ser udstillingen.


    Læs også: DER ER HÅB EFTER KATASTROFEN – PALLE NIELSEN 100 ÅR

    Derefter følger temaer som “Popkunst, op-art og collage”, hvor Mertz i 1960erne var inspireret af hovedfigurer i amerikansk popkunst som Warhol og Lichtenstein. I “Det urene” ses assemblager i materialer hentet direkte i den virkelighed, Mertz mente, kunsten hørte hjemme i: “Portræt af en isenkræmmer, der har fået en på tuden” (1961) er fx et relief bestående af en fladmast vandkedel og kapsler fra mælkeflasker, mens “Ni skiver med indhold” (1970) er tegnede cirkler hvori er limet stumper af sytråd, knækbrød, spaghetti og andre madvarer.

    Alle farver er lige smukke
    Udstillingens sidste del omhandler Mertz’ sene år, hvor han systematisk reducerede maleriet til farverne rød og blå. Med dem undersøgte han, hvor lidt der skal til for at skabe betydninger og associationer: Et rødt og et blåt kvadrat var for Mertz ikke et billede i sig selv, men “…en opfordring til at slippe haandtaget og lade tanken og fantasien løbe løbsk”, som han formulerede det. Mange af “billederne” er malet på tarvelige materialer som fx pap fra flyttekasser, men bredte sig også ud på vægge og genstande som trappestiger og TV-apparater.

    En væg med “millimeterpapirtegninger” giver en AHA-oplevelse allersidst i udstillingen – de er med til at dokumentere, at de blå-røde kompositioner og eksperimenter ikke er hurtige løsninger, men gennemarbejdede udforskninger af format, perspektiv og proportioner.

    Forskellen er ens
    I sammenhæng med udstillingen er udkommet en monografi om Albert Mertz, skrevet af vicedirektør ved SMK Camilla Jalving og cand.mag. Christian Hald Foghmar, Sorø Kunstmuseum. Udstillingens tematisering er inspireret af bogens opdeling, så det er oplagt at købe bogen med hjem og efterfølgende dykke dybere ned i Albert Mertz’ univers.


    Læs også: EKSPERIMENTERENDE KUNSTNERLIV – MONOGRAFI OM STIG BRØGGER

    Bogen har titlen “Forskellen er ens” og er en undersøgelse af Mertz’ kunstpraksis med udgangspunkt i de opgør, han selv definerede: Opgøret med repræsentationen af virkeligheden i maleriet; opgøret med værkbegrebet – processen er lige så vigtig som det ‘færdige’ værk; med betragteren som passiv modtager; med kunstnerjeg’et; og endelig opgøret med udstillingen og kunstinstitutionens hierarkier og uskrevne regler.

    Det væsentlige er at SE
    Eksempler på det sidste er de eksperimenterende udstillinger i 1970erne: “Dekonstruktion af maleriets møblement” (Den Frie, 1974) og “En udstilling” (Tranegården, 1976, delvist rekonstrueret i Sorø). Med disse provokerende udstillingskoncepter søgte Mertz at sætte betragteren i centrum fremfor kunstneren: “Jeg vil skabe en situation. Ethvert billede påvirker det rum, det befinder sig i – forandrer det og er en hændelse, der gerne skulle aktivisere beskueren”.

    Bogens første del har fokus på Mertz’ kunstneriske praksis, mens den anden del er en kronologisk, tematisk og kommenteret billeddel. Derudover er der en omfattende og illustreret biografi, der dækker perioden 1920-2020.

    Tilsammen udgør udstilling og monografi et velkomment udgangspunkt for at stifte nærmere bekendtskab med en kunstner, der har sat sit præg på den danske kunstverden med vid, vedholdenhed og humor: Udstillingen er veldisponeret, overskuelig og ægte; monografien er en smukt produceret og grundig kortlægning af et væsentligt livsværk. Albert Mertz ville have betragteren til at “træde ind” i hans billeder – her er to forrygende indgange til at gøre lige netop det.

    26. september 2020 – 31. januar 2021
    Alt dette er Deres! Albert Mertz 100 år
    Sorø Kunstmuseum
    Storgade 9, Sorø
    www.sorokunstmuseum.dk

    Camilla Jalving og Christian Hald Foghmar:
    Forskellen er ens
    En monografi om Albert Mertz

    Strandberg Publishing, 2020.
    336 sider, rigt illustreret.
    Pris kr. 349,95.

    ……………….

     

    Albert Mertz’ undersøgelse af farverne rød og blå kom blandt andet til udtryk i en serie bemalede papfigurer i perspektivisk forvredne former, der set fra den rette vinkel fremtræder korrekt. Foto: Lars Pryds

     

     

    Maleriet “Fløjtemand” fra 1952 giver forvarsler om de forenklede, geometriske figurer, Albert Mertz senere anvendte i abstrakt form. Foto: Per Andersen

     

    Det rød-blå piktogram er en helt simpel, nærmest provokerende udgave af Leonardo da Vincis berømte tegning “Den Vitruvianske Mand”. Foto: Anders Sune Berg

     

     

    Et kig ind i processen: Udklip, kontaktkopier, skitsebøger og fotos – udsnit af montren med eksempler fra Albert Mertz’ “Noteværk”. Foto: Lars Pryds

     

    Omslaget til den store flotte monografi om Albert Mertz er – naturligvis – designet i hans signaturfarver: rød og blå. Foto: PR

     

    Albert Mertz: “Ni skiver med indhold”, 1970. Forskellige materialer på papir, 72 x 96 cm. Sorø Kunstmuseum. Foto: Lars Pryds.

     

    Installationsfoto fra udstillingen “Alt dette er Deres! Albert Mertz 100 år” på Sorø Kunstmuseum 29/9 2020 – 31/1 2021. Foto: Lars Pryds

     

    Installationsfoto fra udstillingen “Alt dette er Deres! Albert Mertz 100 år” på Sorø Kunstmuseum 29/9 2020 – 31/1 2021. Foto: Lars Pryds

    .

    Den trykte udgave af denne anmeldelse fik en hel side i Kunstavisen – og indtog hele forsiden med et udsnit af “Fløjtemanden” .
  • Eksperimenterende kunstnerliv

     

    “Stig Brøgger – Now Here” er i mere end én forstand en vægtig bogudgivelse.

    Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 5 maj/juni 2019

    Bogen er den første samlede monografi om billedkunstneren Stig Brøgger. En tung sag på 320 sider og knap 2 kilo, der kræver et godt bord og god tid – men så kommer man hele vejen rundt om en kunstner, der har markeret sig i dansk og internationalt kunstliv siden 1960erne.

    Stig Brøgger (født 1941) læste statskundskab ved Københavns Universitet (1960-67) men er som kunstner selvlært, bortset fra et par år, hvor han frekventerede Eks-skolen (1964-66). Han har været professor ved Kunstakademiet i København (1981-97) og udstillet på bl.a. MoMA i New York og Biennalen i Venedig. Brøgger er i dag som 77-årig stadig aktiv, trods et brud på rygsøjlen i 2010.

    “Now Here” er opdelt i syv kapitler. I det første beskriver Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst, Brøggers udvikling fra tressernes tidlige inspiration i amerikansk popkunst over eksperimenter med foto, collage og massemedier i halvfjerdserne til ekspressive og konkrete malerier i firserne fulgt af nullernes vægmalerier og malerisk-skulpturelle installationer. Der tegnes et billede af en kunstner, der er tro mod sit udgangspunkt i pop, minimalisme og konceptkunst men også konstant søgende i forhold til stilarter og udtryk – og eksperimenterende med mange forskellige teknikker.

    Andre (mindre) kapitler går tæt på specifikke temaer eller enkeltværker – fx “Serialitet og forskydning”, hvori kunsthistoriker Anne Ring Petersen grundigt og levende beskriver et hovedværk, “Pamela” (1968-86). De ledsagende illustrationer dokumenterer både de enkelte malerier og den rumlige præsentation i den oprindelige udstilling.

    “Now Here” føjer sig smukt ind i rækken af ambitiøse og fysisk overvældende kunstudgivelser fra forlaget Strandberg Publishing – med Aagaard Andersen, Per Kirkeby, Verner Panton og Susanne Ussing som nogle af de øvrige.

    Bogens design følger øjeblikkets fremherskende trend for kulturudgivelser – store sider, sat med en variant af den allestedsnærværende skrift Helvetica. De forskudte spalter er muligvis tænkt som en hilsen til Brøggers eksperimenter med format og teknik og fungerer rimeligt i de “almindelige” kapitler. Galt går det dog i “Kronologi”, hvor Brøggers CV brydes op af notehenvisninger og billedreferencer, så man totalt mister overblikket.

    Bortset fra det og det besynderlige, at registeret kun henviser til kunstnernavne (og dermed er nærmest uanvendeligt), er “Now Here” et vigtigt dokument i dansk kunst. Og Narayana Press lever igen op til sit ry som dansk kunsts pt. ypperligste bogtrykkeri.

    Birgitte Anderberg (red.):
    “Stig Brøgger – Now Here”
    320 sider, rigt illustreret
    Pris: 399,95 kr.
    Forlag: Strandberg Publishing

     

    Stig Brøgger i Tyskland foran et af værkerne fra hans udstilling Plainthings 1998. Foto. Strandberg Publishing/PR

    .

    Stig Brøgger: “Pamela”, 1968. Serigrafi, stencilerede bogstaver og tempera på masonit.

    .

    Stig Brøgger: “Blackrain / Snowwhite”, 1993. Olie på lærred og fotografi. 3 dele a 160 x 240, 240 x 160, 160 x 240 cm. Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.
  • En hyldest til avisdesign

    Bog: Newspaper Design
    Forfatter: Javier Errea m.fl.
    Udgiver: Gestalten Verlag, Berlin
    (288 sider, pris 445,-)

    Anmelder: Lars Pryds, grafisk designer MD

    Stjerner: 4 af 5 i Journalisten #3, 2019

     

    “Newspapers last forever,” siger Anna Scott (Julia Roberts) i den romantiske film “Notting Hill” fra 1999. Vi, der elsker papir, kan håbe, hun får ret – ikke for at kunne snage i afslørende artikler og nøgenfotos (som Anna Scott frygter) – men fordi der er en særlig taktil oplevelse ved at konsumere nyheder på papir.

    Både det taktile og det romantiske aspekt er nævnt i bogen “Newspaper Design” – men begge anses som mindre vigtige i historien om den trykte avis. Og er papiravisen forresten ikke forlængst erklæret død og borte? Jo, men tilsyneladende er den ret sejlivet. Bogen argumenterer da også fra første side for, at nye medieformater aldrig vil erstatte de gamle – i stedet vil de forskellige formater tilpasse sig og leve side om side – og bidrage med hver sin helt særlige stemme.

    Fokus i bogen er på design – ud fra, at designet bestemmer rækkevidden og formidlingen af den journalistiske fortælling. Ikke, som i gamle dage, ved at designeren skal få journalistens historie til at se godt ud. I fremtiden gælder det om at fortælle den journalistiske historie visuelt.

    “Newspaper Design” er en ren lystvandring gennem nyhedsdesign, der evner at formidle visuelt på højt niveau. Der er tre typer af indhold i bogen: Fem artikler under fællestitlen “Profiles” præsenterer ikoniske avisdesignere som Mario García og Lucie Lacava. “Insights” er ni essays af stjerner fra niveauet lige under ikonerne – deriblandt et veloplagt indlæg fra Politikens designchef Søren Nyeland. Her beskrives enkeltprojekter og/eller strategier fra skribenternes helt egen designhverdag.

    Den største del udgøres af en lang række “Case Studies”, hvor der ses nærmere på banebrydende aviser som The New York Times, Die Welt, Dagens Nyheter, argentiske La Nación og såmænd også vore egne Berlingske og Politiken. De mest dybdegående strækker sig over ca. 25 sider hver og er gedigne gennemgange af den enkelte avis’ historie, design-struktur, det redaktionelle flow samt det uundgåelige samspil med de digitale kanaler.

    Alt er grundigt researchet, velskrevet, smukt illustreret og serveres i respekt for den nævnte præmis: optimal visuel præsentation af den journalistiske fortælling. En grundig indledning skitserer den historiske udvikling og trækker linjer fra slutningen af 1800-tallet til i dag – og kun en uoverskuelig indholdsfortegnelse og fraværet af et register flytter bogen fra fem til fire stjerner. Men efter næsten 300 sider er man tilbøjelig til at give Anna Scott ret: Den trykte avis skal nok overleve.

  • Alt det, du ikke skal

    Bog: To Don’t List – Project Planning for Creative People
    Forfatter: Donald Roos
    Udgiver: BIS Publishers
    (200 sider, vejl. pris 109,95 kr.)

    Anmelder: Lars Pryds, grafisk designer MD

    Stjerner: 2 af 5 i Journalisten 12, 2018

    Lister. Hvem skriver ikke lister? Indkøbslister, ønskelister og lister over opgaver, der skal klares, kunder, der skal ringes til, eller deadlines, der skal overholdes. Denne anmeldelse har fx stået på min egen To Do-liste et stykke tid, og formentlig er det meget få kreative mennesker, der ikke skal forholde sig til lignende lister.

    “Stress-lister” kaldes de – og dét er pointen bag en lille bog, eller snarere en afrivningsblok, som netop er udkommet. Opgaverne skal jo løses, men helst uden at give stress. Ideen er ikke at lave en liste så lang, at man kun når det halve, men at prioritere opgaverne – og kun beholde de tre vigtigste. Alle fra nummer fire og nedefter på listen kan stryges eller, for at blive i den engelske sprogbrug, flyttes fra To Do til To Don’t – og dermed ud af ens bevidsthed. Det skulle give ro til at arbejde koncentreret med de tre vigtigste opgaver.

    Den lille blok (90×140 mm) består af to-delte ark, ca. hundrede i alt, med plads til at skrive ni opgaver eller ideer på hver. Under nummer tre er arkene praktisk perforerede, så det er nemt at rive de nederste, mindre vigtige punkter af: Riitszj, væk med forstyrrende ideer eller opgaver.

    Filosofien bygger på Donald Roos’ udmærkede og letlæste bog ‘Don’t Read This Book – Time Management for Creative People’ fra 2016. I ‘To Don’t List’ er indføjet sider, der i kort form gengiver nogle af de vigtigste ideer fra bogen, fx “Set Goals”, “Create your Life/Work/Project/Year/Month/Day Hashtag” eller “What would you like to do the most?” – efterfulgt af felter, man kan skrive sine egne ord ind i.

    Hverken personligt eller fagligt bliver jeg specielt imponeret af bøger (eller apps – der findes også en ‘To Don’t List’-app), hvor det er skåret ud i pap for læseren, hvad hun skal gøre eller ikke gøre. Når målgruppen ovenikøbet specifikt er kreative mennesker, tror jeg, de fleste kan finde ud af at kreere deres egne lister enten i fysiske notesbøger eller i en integreret time manager-app. De har næppe brug for fortrykte firkanter til at sætte ok-hak eller krydser i.

    ‘To Don’t List’ ligner en gimmick, der skal lede opmærksomheden hen på den “rigtige” bog, mere end et egentligt, selvstændigt projekt. Det kan man jo så påstå er lykkedes – for anbefalingen herfra er netop, at vil man lade sig inspirere af Donald Roos til planlægning af kreativt arbejde, skal man stryge afrivningsblokken fra ønskelisten – og ikke tage titlen på bogen fra 2016 (‘Don’t Read This Book’) bogstaveligt, men rent faktisk læse den.

  • Et liv som grotesk forbillede

    Bog: Never Use Futura
    Forfatter: Douglas Thomas
    Forlag: Princeton Architectural Press, New York
    (208 sider, 229,95 kr.)

    Anmelder: Lars Pryds, grafisk designer MD

    Fra Journalisten nr. 4, 2018

    I 2007 vakte dokumentarfilmen “Helvetica” opsigt – kunne man virkelig lave en hel film om én skrift? Nu har Douglas Thomas skabt et tilsvarende portræt, dog i bogform, af FUTURA – en skrift, der var 30 år forud for Helvetica og stadig er den målestok, geometriske groteskskrifter vurderes op imod.

    Bogen er grundigt researchet, velskrevet og underholdende. Selv om titlen og de otte kapitlers overskrifter indeholder enkelte lidt søgte ordspil (som fx “Back to the Futura” og “Past, Present, Futura”), er indholdet seriøst, og konklusionen er, at naturligvis skal man bruge Futura – men efter at have læst bogen gør man det med en større forståelse og omhu.

    Paul Renners (1878-1956) første skitser til Futura fra 1924 indeholdt langt mere ekstreme former end dem, der endte i den endelige skrift, bl.a. inspireret af eksperimenter fra Bauhaus. Bogens første kapitler omhandler tilblivelsen og forklarer i detaljer, hvordan skriften er bygget op – så der er høj nørd-faktor fra begyndelsen.

    Derefter fortælles om skriftens vej til succes, og der gives eksempler på brugen af den – i alt fra kommunistiske valgplakater til globale kommercielle brands som NIKE, avisen USA TODAY og (fra 1959 til 2015) Volkswagen i det 20. århundredes måske mest lovpriste annoncekampagne.

    Der er mange kuriøse historier at berette. Fx er Futura formentlig den eneste skrift, der har overlevet to kampagner mod sig. Først en med politisk sigte i 1939, hvor amerikanske trykkerier og udgivere på plakater opfordrede: “Boycott Nazi Type!” – brug i stedet amerikanske alternativer. I 1992 protesterede designere mod overdreven brug af ét snit af skriften og indrykkede helsides-annoncer med teksten “Art Directors Against Futura Extra Bold Condensed”.

    Et kapitel omhandler det officielle valg af Futura som skrift til NASA’s rejser til månen, både på instruktionerne til astronauterne (selv de komplicerede Hasselblad-kameraer fik påklistret papirlapper med forenklede manualer sat i – ja: Futura) og på den plakette, Neil Armstrong efterlod på månen i 1969 som en hilsen til fremtiden.

    En af bogens pointer er, at ingen af os nogensinde har brugt den RIGTIGE Futura men blot efterligninger. I kapitlet “Futura by any other name” beskrives nogle af de mange kopier, der også i nyere tid er opstået i kølvandet af originalen, og de nytegnede varianter, udgivet på licens. Og selv om jagten på den ‘perfekte geometriske sans serif’ – aldrig stopper, er Futura stadig en kulturel kraft. Dét er “Never Use Futura” et vigtigt bevis på.